Fornemmelse af at noget er galt.. {{forumTopicSubject}}

Tidligere viden:
Da jeg var barn så jeg en ånd i vores hus. Det var en mand, og så ham altid ude i gangen. Vi så vasketøjet i kælderen bevæge sig som om der var mild vind, men der var ingen træk.
Der blev kaldt vores navne af og til, og min mor blev prikket/rørt på ryggen.
Min bror der er 7 år yngre end mig, begyndte også at se manden(vi snakkede kun om det når han var i skole)
Jeg så ham ofte, kunne bare mærke det var en mand, at han var god og bare var der.
Vi fik huset tjekket af en clairvoyant og jeg fik midler som jeg sku bruger, når jeg ku mærke ham. Efter en uges tid stoppede alt, og clairvoyant huset meldte selv tilbage at han var væk. Manden var husets tidlige ejer og han var der fordi han ikke var tilfreds, huset var ikke bygget færdig som han ville ha det. Han døde i en stol ude i gangen... Hvor jeg altid så ham.

Da jeg blev voksen, gik min morfar desværre bort.han led af den værste form for sclerose og var total lam, døde pga nogle bakterier i kroppen åd ham op indefra, og hans krop var for syg af sclerose til at gøre modstand.
Jeg fik en aften da jeg gik i seng en hallucination eller lign.
Jeg sov ikke, men min morfar viste sig helt klart for mig, han smilede drejede hovedet, min mormor var i baggrunden, han kiggede på mig igen og smilede og puf var han væk.
Jeg tudbrølede da jeg var helt klar over budskabet.
Dagen efter ringede jeg til min mor, og fortalte om det, og fortalte at morfar har det endelig godt, og at mormor skal være rolig. Han har det godt nu.
Min mor og mormor tror mig og de blir glade. De tror på mig grundet bla det med ånden jeg så engang.

Min mormor går bort 4 år senere.
Jeg sidder og holder hende i hånden, aer hende, fortæller at hun kan give slip og vi elsker hende. Til sidst går hun bort.
Men i de sekunder kigger hun på mig.
Hendes øjne blir fulde af liv,helt klare og friske og glade. Har aldrig set hendes øjne så fulde af liv som der, og jeg VED at selvom hun kiggede på mig, var det ikke mig hun så. Jeg ved i mig selv at hun så noget. Det kan jeg bare mærke, og det blik var så lettet, glad og livsfuldt og har hjulpet mig gennem sorgen.

Nå, til sagen:
Sidste aften, var jeg på vej til job.
Sidder i bilen og tænker pludselig en del på min mor, og jeg får sådan en underlig fornemmelse.
Den fornemmelse har jeg hele natten, og det bekymrer mig.
Om morgenen skriver jeg til min mor, for at høre om hun har det godt?
Hun svarer at hun har det fint, ryggen driller dog lidt og hendes sclerose, så jeg skal ikke bekymre mig. (Min morfar led som sagt af sclerose, min mor og moster har det også)

Nu er der gået 2 dage og jeg har stadig en underlig fornemmelse af at der er noget.
Det bekymrer mig lidt, men der er jo åbenbart ikke noget.

Ved ik helt hvad jeg vil, måske bare høre o m der er andre der oplever at have den fornemmelse af at noget er galt?
Og bryder mig ikke om det eftersom jeg ofte har oplevet diverse og følt ting som ofte har været korrekt, så bryder jeg mig ikke om den følelse.