venner/venskaber ... være der/skuffelser MEGA langt.... {{forumTopicSubject}}

Kender I det, at man bare er trist.. at man synes livet driller ... dette bliver en MEGET lang historie ... og trænger nok bare til at få det ned på skrift ... for ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ... det starter med lidt at skitsere famiier og de der derfra er involverede i det hele ...

Familie 1 er min: far, mor , 2 døtre 29 og 21, og en søn ... døtrene er med i dillemaet.

Familie 2: vores venner gennem snart 33 år, far , mor 2 sønner og en datter snart 23, hun er med

Familie 3: Mor har vi kendt i snart 29 år, hun er skilt fra faren til sine 3 børn, søn 29, datter 21, er med i historien ... hun har derudover endnu en søn der er handicappet, og hun bor med ny mand ...

De 2 familier er ikke venner, der er bare begge venner af os, men har intet indbyrdes med hinanden at gøre.. de har selvfølgelig mødt hinanden ved fx vores fester... og fungerer fint sammen ...

I familie 3 har været en grim grim skilsmisse... alle er vrede og sårede ... vi har støtte og hjulpet, har MEGET hjulpet fx med at sætte en ny bolig istand, flytte, bare være der... har taget datteren med på flere ferie gennem tiden...

I familie 2 har faren for et par år siden været igennem et cancer forløb, med hård kemo kur og en lang barsk periode for familien.. dette påvirkede især datteren der nærmest ikke har kunnet tåle adskillelse fra hendes forældre ... hun har gennem tiden i skole (r) haft det svært socialt, og har ikke megen omgangskreds selv....hun er lidt sårbar, men en mega sød pige, og nem at være sammen med...

Min yngste er ude og rejse med datter 3, i 4 måneder .... min ældste får så den ide at hun og sønnen fra 3 (de er venner gennem mange år), skal tage ud og besøge dem til juli, og rejse rundt med dem et par uger ... ..dette siger han ja til, men pludselig er det ændret han skal derud og rejse rundt med sin kæreste, og så kan min ældste komme senere, så rejser hans kæreste nemlig videre ... så får de 4 søskende 5-6 dage sammen, og han rejser hjem hvilket stiller min ældste tilbage med de 2 21-årige, som hun så skal rejse med i 10 dage mere ...

Denne ændring var hun træt af, men gad ikke gøre mere ud af det.....selvom ideen var hendes og det ikke blev som de egentlig havde aftalt ... han er stædig, hidsig og træls når han bliver sur ...

Nu er det så sådan at datter 2, har spurgt om ikke hun må tage med når min ældste rejser ... begge mine døtre synes det er en fin ide ... datter 3 trænger til at løsrive sig lidt, det er første gang hun viser initiativ til at turde komme væk fra faren, og hun kan gøre det med mine unger som hun er tryg ved ....
Det vil sønnen i 3 overhovedet ikke høre tale om ... det skulle være søskende dage, der skulle ikke være andre osv, og han har i den grad fået sin 21-årige søster med på vognen..... så foreslog in ældste at datter 2 først skulle kommen når sønnen rejser hjem, vi tænkte at så var de 4 piger der kunne rejse sammen de sidste 10 dage, og min ældste g datter 2 kunne følges hjem ....

Men datter 3 har meldt ud at kommer datter 2, må min ældste rejse med hende alene, hun vil ikke være med til det ....og det er altså ikke fordi de ikke kan sammen eller andet, det er REN stædighed ....men min ældste tager jo derud (Thailand) for at besøge sin lillesøster, og vil ikke synes det er fair hun så ikke kan være sammen med hende de dage fordi datter 3 ikke vil at de 4 rejser sammen ...

Far og mor fra familie 2 og min mand og jeg har lige været på en uges ferie sammen i Barcelona... en dejlig tur, men de par gange der bølgede sms´er omkring dette, "kan det ske, kan det ikke" er vi alle blevet kede af det ... vi troede at når først at sønnen blev tilfredsstillet, så kunne det ske, men et par dage efter kom så meldingen om at det kunne det ikke.... jeg fik det af vide torsdag, men valgte ikke at sige det for feriens skyld ... de spurgte så i går, sidste aften kl ca 22 om min ældste havde hørt fra søn 3, og så måtte jeg jo sige at ja, men nu var det datteren (som faktisk fra start havde sagt hun var ligeglad) der blokerede ... de blev så kede/vrede at de gik i seng, og den sidste aften blev bare en trist ting ....

Jeg er så vred på søn 3. datter 3, og deres mor, hende har jeg ikke kommunikeret med, men har hørt at hun har været på banen og at hun var sur over at datter 2 kunne dukke op på turen, som til den tid synger på sidste vers ....
Vi har virkelig gjort SÅ meget for dem, hjulpet og jeg kan bare slet slet ikke forstå at man ikke kan rumme en pige, der trænger til det ... familie 3 har i den grad både i skilsmissen, og med den handicappede søn ikke ham i rejsen) haft brug for at møde rummelighed hos andre ....
Kan huske en episode for mange år siden hvor søn 3 bankede på ved en klassekammerat da han vidste der var flere derinde og lege, han blev afvist og mor3 var rasende og såret på sønnens vegne, og hun mente man ikke skulle afvise nogen ...men istedetfor at opdrage sine børn til IKKE at opføre sig som de der har såret dem, så er de blevet præget til sårer nogen dig, så skal du bare være lige så indskrænket, uanset overfor hvem ...

Mine børn og familie 2´s børn er opdraget med, at opfører du dig dårligt fordi du selv er blevet udsat for det, så er du ikke bedre selv... så vil du ændre ting så start med dig selv ...

Jeg er 100% overbevist om at havde min yngste rejst med datter 2, og det var datter 3, der havde villet komme, så var hun ikke blvet afvist ....

Så nu føler jeg og min ældste datter, der har kæmpet for dette, at vi straffes, at al den negative energi, samles hos os og jeg har lyst til ALDRIG at se familie 3 mere ... og slet slet ikke at gøre noget for at hjælpe dem ... er vred og skuffet....

Søn og datter 3, var blevet enige om at dette var noget/en plan der måtte have været lagt længe, og vi så bare mente at når pigerne var afsted, så ville de , søn/datter 3 ikke kunne sige nej til at datter 2 kom med ... det er det ikke, det er en ide der kom fra datter 3 for ca 2½ uge siden, og det har så bølget frem og tilbage mellem min ældste, søn 3 og de 2 der er afsted ...

Jeg skrev så en sms, meget meget pæn til søn 3 i søndags, og forklarede at det ikke er et "kup" eller hvad de nu mener det er... og skrev at jeg ville bede ham huske at de ikke var de eneste børn der har haft modstand i livet, og at vi alle må håbe at møde rummelighed hos vores medmennsker når vi får behov for det ...

datter 2´s mor ringede til mig der for 2½ uge siden, og spurgte om jeg troede det var muligt, for ellers ville hun ikke lade datter 2 gå videre med ideén, for at hun skulle ende afvist og ked af det ... I min naivitet svarede både jeg og min ældste "ja, en super idé" ... vi havde simpelthen ikke hjerne til at forestille os at hun blev afvist .... det ligger os så langt fra, at tanken end ikke strejfede mig ....

Jeg kan ikke tale med mor 3 om det, for egentlig ved jeg ikke hun overhovedet har givet sin mening til kende, det har vi fundet ud af ved at tilfælde ...og situationen er ligesom låst fast nu ...Kan mærke jeg har lyst at ringe til hende, og sige at efter alt hvad vi har gjort synes jeg hun bør hjælpe os i denne historie, og få hendes datter til at acceptere at de 4 kan være sammen i 10 dage, men er sikker på det kan ende med et mega skænderi, og er da træt af hvis det koster venskabet, vi har 3 par vi kommer meget sammen med, så det er jo ikke mange, og de er 1 af 2 her i byen ... familie 2 bor kangt væk, så dem ser vi ikke lige en aften, eller går i bio med osv ....

Så sidder og er vred og skuffet, også lidt over familie 2, som jeg godt kan fostå er mega kede af det, da datteren har haft mange sociale udfordringer, men at de vælger at ødelægge den sidste aften ved ikke at tage sig sammen og sige ferien skal rundes godt af ... det var en tur hvor vi havde betalt en ferielejlighed i en hel uge som gave til mor 2´s 50 års fødselsdag, for 2 år siden, men som vi dengang ikke kom på da far 2 fik konstatret kræft kort tid efter ... så synes jo de skulle have sagt i går, at vi intet kunne gøre lige nu, men at det ikke skulle ødelægge en ellers god uges afslutning ...

Hold da op... kan godt forstå hvis I opgiver, havde bare brug for at komme ud med det...

Min ældste og bedste veninde/svigerinde, som jeg altid har vendt livets genvordigheder med. døde for 11 mdr siden af cancer, og jeg mangler hende bare så meget i alt... men specielt lige nu ....

Undskyld det lange indlæg ... kan mærke i maven det hjælper at få det ned på skrift