Hvorfor jeg skriver.. Bare lidt tanker ;) {{forumTopicSubject}}

Tanker, filosofier.
Hvorfor jeg skriver.

Jeg skriver ofte for at finde mig selv igen.
Jeg skriver når jeg føler, jeg er ved at miste kontakten til mig selv.
Den kontakt hvor man føler en indre ro og kan skelne den ene følelse fra den anden.
Jeg ved at jeg er et sensitivt menneske.
Hvis jeg ikke husker at mærke mig selv, mærke mit sind, min sjæl, så mister jeg hurtigt min indre stemme.

Jeg synes at livet på så mange måder er så smukt.
Så smukt at selv mit hjerte synes det kan blive overvældet.
Mange mennesker glemmer ofte sig selv, de skynder sig gennem livet.
De skal nå toget inden det køre, veninden der venter, butikkerne der lukker, aftensmaden der skal laves, børnene der skal puttes.
De tror at hvis de misser toget, når de ikke mødet som skulle føre til forfremmelse.
De ville ikke få drømmen om en større lejlighed, nyere bil, eller det nye fladskærms tv fra Bang og Olufson.
Dèt ville betyde alt for deres lykke, hvis bare de nåede toget.
Nogle når toget og opdage aldrig at deres lykke kun er kort, et kort øjebliks lykke, når fjernsynet er blevet for lille og et større og bedre er på markedet.
Nogle kommer aldrig med toget – det er aflyst.
De fleste stopper ikke op og tænker om det mon var skæbnen der gav et lille skub.
De finder en taxa og skriver en klage til togselskabet.
Nogle misser toget og giver sig selv skylden.
Nu må de vente med at blive lykkelige til næste forfremmelses møde.
De alle knokler løs for deres fremtidige materielle lykke – blot for at gå ned med stress.
Men imellem alle disse mennesker, er der nogle få.
Nogle få som vågnede op fra stressens stramme greb, materialismens besnærende bånd.
De fandt ud af at lykke er noget man selv kan vælge.
Hvilken lykke det er at finde sin sjæl, finde roen til at nyde, glæden ved at give og evnen til at tage imod.
Modet til at være glad, til at smile, selvom verden er vred, hård, kynisk, uretfærdig og ubarmhjertig.
At finde ro og overskud til at håndere de mennesker som nåede toget.

Jeg var en af de mennesker som ikke nåede toget.
Det kan være svært at holde på sin sjæl, at mærke den.
Derfor skriver jeg, sådan husker jeg mig selv, min sjæl, min ånd og mit hjerte.

Jeg husker at stoppe op og trække vejret dybt.
Jeg husker at se det smukke i hvert eneste menneske, dyr, træ, blomst eller sky.
Alt er så smukt, hvis bare man kigger efter.
Kigger lidt længere end blot et flygtigt blik.