673 visninger
|
Oprettet:
Kiropraktor {{forumTopicSubject}}
Er der nogen herinde der har gået til kiropraktor pga deres nakke/ryg og vil fortælle om de har været glade for det, og om det har hjulpet?
okt 2010
Følger: 10 Følgere: 9 Hunde: 1 Emner: 39 Svar: 410
Her er den endda forkortede version som nu har nogle år på bagen efterhånden. Jeg kan fortælle at jeg i dag er "rask" i ryggen (uden smerter, men pga nedenstående diagnoser mv skal jeg skånes)
I 1997 fik jeg pludselig meget ondt i mit venstre ben og havde problemer med at jeg syntes min muskel blev for kort. Eftersom problemet ikke gik væk af sig selv gik jeg til læge efter ca. 3 uger. Jeg troede selv i første omgang at det var en fibersprængning men det skulle vise sig at være et helt andet sted det var galt.
Jeg rendte til lægen og til fysioterapeuten længe. Jeg fik taget røntgen billeder på kryds og tværs. Men ingen kunne se andet end at jeg var svejrygget og det var det. Da vi så flyttede til Nr. Sundby igen blev jeg gravid og fik bækkenløsning. Jeg havde det dog egentligt meget godt i den periode uden de store gener fra mit ben. Jeg gik til min gl. private læge efter graviditeten og han sagde at jeg jo nok hellere lige måtte undersøges nærmere.. Så jeg kom til røntgen igen. Her fandt man ikke noget... igen ...! Jeg blev sendt til en Rheumatolog der ikke kunne finde en årsag heller. Han sendte mig videre til en scanning på sygehuset. Her fandt man så heller ikke en dyt. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, men fik ikke noget svar fra nogen..
Imens fik jeg det værre og værre. Forskellen på mine muskler i benet var blevet så udpræget at man kunne se det. Der var 9 centimeters forskel i omkreds og jeg kunne ikke gå ret langt længere. Jeg fik ordineret gigt medicin og det hjalp ganske vist på smerterne, men jeg fik det værre og værre.
Jeg faldt sammen som en kludedukke og kunne ikke holde mig oprejst i ryggen... Jeg kunne ikke stå eller gå uden støtte for min balance var væk. Jeg brugte flittigt barnevognen som gangstativ for jeg kunne ikke holde mig selv...! Hvis jeg skulle handle i Netto som lå 100 m. fra vores hjem måtte jeg starte med at tage en masse smertestillende og vente på de virkede kraftigst, før jeg overhovedet turde overveje om jeg ville gå med. Jeg kunne så med en masse pauser komme derhen. Selve indkøbet var et sandt helvede. Jeg måtte konstant sidde på hug fordi jeg havde så mange smerter. Så I kan tro jeg ved hvad der befinder sig på nederste hylde i Netto. Det skulle jo ikke se dumt ud at jeg sad der og ømmede mig så jeg lod som om jeg kiggede på de nederste varer... Som man dog prøver at gemme meget...! Så skulle jeg jo også hjem igen... Samme lange 100m. igen. Ikke sjovt for der var der ikke mere energi i mig, da jeg allerede havde brugt det hele på at undertrykke mine smerter. Godt der var en barnevogn jeg kunne læne mig op ad. Men hjem kom jeg nu altid til sidst.
Da det nu var blevet tydeligt for min familie at der jo var et eller andet rivende galt med mig var det en lettelse. De kunne jo pludselig se den fysiske forandring jeg gennemgik. Der var efterhånden gået 4 år fra jeg var begyndt at beklage mig over jeg havde ondt men ingen kunne jo se det. NU kunne ingen være i tvivl længere... "kommentarer som f.eks. du ligner dronning Ingrid når du kommer trissende" var ikke usædvanlige. De havde jo alle ret, jeg gik som om jeg var 80 år. Men nu kunne de endelig selv se at jeg ikke bare spillede for galleriet og jeg tror alvoren gik op for mange inklusive mig selv... Jeg var efterhånden blevet klar over at det var ryggen den var galt med men havde overhovedet ingen smerter i ryggen.
Mine tanker gik meget på hvornår jeg endte i en kørestol for jeg sank bare mere og mere sammen. Jeg kunne ikke overhovedet forestille mig hvordan jeg nogen sinde kunne løbe efter min dengang lille datter når hun spillede fodbold eller legede på græsset. Verden blev uoverskuelig for mig. Min kære mor sendte mig så til akkupunktør så jeg kunne få smerte lindring. Jeg "løb" gladeligt afsted og fik også lindring. Smerterne forsvandt lidt og jeg kunne rejse mig op uden smerter i flere minutter ad gangen for første gang i snart 4 år!!!! Men det hele var kun smertelindring og ikke andet end symptom behandling. Der skulle mere til.
Heldigvis (men ikke for manden) skete der et uheld. Vi havde købt et stort klædeskab som vi fik leveret til vores trappe opgang. Det skulle vi så lige have op ad trappen. Men det ville ikke op. Manden mente jo at han bare kunne slæbe det selv, da det var jo i flere dele. Det kom han til at fortryde bittert. Han skvattede op ad trappen....!!! Så var det hans tur til at løbe til lægen. Efter flere dages medicin sagde lægen at nu skulle han tage til kiropraktor. Det gjorde han så og efter anden behandling nævnte han så mine problemer for kiropraktoren. John som jeg nu kalder ham min engel... sagde at jeg skulle lige komme derop så ville han gerne undersøge mig og tage røntgen. Jeg fik bestilt en tid og kom derhen. John tog røntgen billeder og undersøgte mig. Jeg fik selv lov til at se billederne og må indrømme at jeg aldrig har været mere chokeret i mit liv. Hvordan fa**** kunne de ikke se det var galt med min ryg på hospitalet, da de tog billeder. Jeg tudede store tårer af bare lettelse, da jeg så billederne samtidig som jeg blev tosset i skralden på de dumme læger, der ikke havde fortalt hvordan det stod til. John sagde, at på et par måneder, ville jeg kunne have det meget bedre. Men det ville tage ca. et år at rette min meget skæve ryg, der lignede et bøjet sugerør. Han kunne se lige nøjagtigt hvor mine nerver sad i klemme og det var jeg ikke i tvivl om at han havde ret i. Jeg kunne jo selv bare kigge på billederne.
Jeg fik herefter min 1 behandling. Jeg kunne slet ikke stå på benene efter behandlingen... Jorden drejede og jeg kunne ikke se lige... Blev noget rystet og beklagede straks min nød til ham... Han kunne så berolige mig med at "Det var jo *bare* fordi jeg havde været låst så fast i nakken, at jeg de sidste 4 år, havde haft mit hoved på skrå for at kunne se lige når jeg gik... Kroppens måde at korrigere synet når man ikke har en korrekt kropsholdning." Ja ja "bare"... Min bare... ! Men jeg kunne stå op for første gang helt lige uden smerter.... Jeg skulle jo så komme til mange behandlinger i løbet af det første stykke tid... Jeg rendte til John hele tiden... Jeg havde ondt siger jeg jer... Sååååå ondt... Mine muskler var jo ikke blevet strukket i så lang en periode og for s**** det gjorde ondt i lang tid... Det værste var at jeg fik lodret ordre på at jeg ikke måtte røre smertestillende medicin overhovedet... Og ingen fysisk træning. Lige meget hvad og det er meget svært at lade være med når man ikke kan være nogen steder af bare smerter...! Men efter 3. behandling fik jeg resultater der kunne mærkes. Det var den værste men også bedste behandling. Jeg begyndte at kunne holde mig helt oprejst mellem hver behandling lige til jeg skulle komme igen... John, min frelsende engel...!
Jeg fik det så godt at jeg blev helt symptom fri og pludselig kunne jeg igen overhale de andre gående jeg kom forbi... Glemmer aldrig 1. gang det skete... en mærkelig fornemmelse....! Jeg skulle til sidst ikke komme til ham, med mindre jeg selv følte et behov Men så nemt var det jo ikke helt...
Nu var det jo så tid til, at vi pludselig syntes der var plads i vores igen normale liv, at få et barn mere... Så før vi gjorde andet rendte jeg til min kiropraktor for at høre om det nu var en god ide´....! Han sagde god for det, det skulle ikke være et problem... Hehe men det blev det.... ( Havde I ikke næsten set det komme?)
Graviditeten i sig selv var ubehagelig men ikke unormal.....Lige indtil jeg en vinterdag skulle have kattene til dyrlægen.. Det gør jeg aldrig igen.. Havde en kat i en transport kasse i den ene hånd da jeg gik fredeligt på en trafikeret vej i Aalborg. Så skete det typiske for mig jeg skvattede.... Jeg slog min ankel voldsomt men syntes ikke der var mere i det...( plejer altid at forstuve mine ankler...!) Jeg var højgravid og selvfølgelig bekymret for barnet men det var kun ankelen der var skadet... Jeg troede at jeg ellers var i orden, lige til jeg skulle op af sengen den næste dag... Det kunne jeg ikke...! Jeg var kommet til skade med min ryg i faldet... Jeg tog til John med det samme en søndag hvor vi havde ringet hjem til ham og han straks stillede op. Jeg blev sat på plads. ( Det er der ikke mange der kan... hihi!) Men nu var sagen jo en lidt anden, da jeg var gravid betød det, at kroppen ikke kunne holde stillingen ret længe ... Jeg fik mange behandlinger tæt på hinanden. Men det hjalp kun meget kortvarigt.. Jeg gik til lægen og fik ordineret morfin. En dag da jeg så igen kom grædende ned til John med smerter så voldsomme at jeg næsten ikke kunne tænke, sagde han, at nu var det tid til at jeg blev indlagt. Han ringede til min egen læge og efter nogen fumlen rundt blev jeg kørt hen til min læge... De kunne ikke lige finde ud af hvor jeg skulle placeres på hvilken afdeling på sygehuset så jeg endte på medicinsk afdeling. Her fik jeg så udleveret endnu mere smertestillende og sov som een sten da det endelig virkede. Havde jo ikke kunnet sove fordi jeg låste så meget i ryggen at jeg vågnede skrigende op derhjemme uden at kunne flytte mig. Ønsker ikke dette for min værste fjende. Det var jo meget svært at give den rette medicin, da mit barn ikke måtte få den slags jeg skulle have. Så det blev til masser af morfin, da det er det reneste og det nemmeste at afvænne fra. Da weekenden var ovre blev jeg sendt hjem med en spand medicin som jeg så bare skulle tage...!
Det var jo ikke lige en ideel situation jeg var i. Mit ufødte barn fik jo også al den medicin og jeg var meget bekymret...! Efter nogle yderligere uger med masser af medicin og smerter ville jeg ikke være med til det mere... Jeg kontaktede så min jordemoder der sagde at jeg skulle ringe til hospitalet og insistere på en samtale med dem der. Hun ringede også. Jeg fik en tid og talte med endnu en engel nemlig den overlæge der havde forløst min første datter; Balslev... ! Han sagde at det kunne jo heller ikke passe at jeg skulle gå sådan. Jeg var jo færdig for et godt ord... Der var ingenting der hang sammen mere og jeg var klar til hvad som helst...! De satte mig i gang og nu var det jo blevet december.... Jeg kom til hospitalet 2 gange om dagen i en uge men der sket ikke noget. Selv den 24 dec. tog jeg derind. Det barn skulle bare ud så det ikke fik problemer -og så jeg kunne få det bedre... Da jeg så om morgenen d. 25 skulle afsted igen havde jeg besluttet at nu kunne de godt tage det kejsersnit som de var meget modvillige til. De havde taget blodprøver så det hele var klart hvis jeg ikke kunne klare en fødsel. Regnede jeg ikke selv med at jeg kunne. Men på hospitalet kunne de så konstatere, at jeg havde fået lidt veer og det lykkedes at tage fostervandet...! Jeg fik vestimulerende fordi det jo gerne skulle gå meget hurtigt, da jeg havde meget ondt i min ryg... Og de stod klar på operations afdelingen hvis det var nødvendigt... Jordemoderen spurgte hvornår jeg måtte tage mere smertestillende morfin, for at det skulle passe med at barnet undgik den sidste dosis. Jeg sagde at jeg skulle have igen kl. 18.30. Det var der 4 timer til og der var ikke rigtigt gang i noget. Hun grinede og sagde at hun lovede jeg havde født inden... Hehe tænkte jeg... kommer ikke til at ske... Kl. 18.31 fik vi så den dejligste lille pige.... Jordemoderen fik næsten ret!!! Vi havde fået at vide at hun ville blive kørt direkte ned på neonatal.... og at jeg nok ikke fik hende at se før hun var der... Men heldigvis gik der en hel time inden hun blev kørt derhen.. Og overlægen kom med det samme, da han havde hørt at det endelig var ovre... Han hilste pænt på og spurgte til mig... Det var da pænt af ham. Havde i forvejen fået at vide at han jævnligt havde spurgt til mig i løbet af den forgangne uge.. Han er da bare for sød... At være så bekymret..
På grund af alt dette skulle vi jo så selvfølgelig igennem endnu et helvede med at få vores lille pige nedtrappet, fra den medicin vi begge havde fået. Vi endte med at være indlagt i 19 forfærdelige dage på neonatal... Godt der fandtes et par meget søde sygeplejersker...!
Efter bare 3 dage fik jeg det bedre og kunne komme til John. Jeg blev behandlet og kunne langsomt komme op fra min kørestol...! Med tiden blev det hele bedre og jeg tog en kold tyrker fra mit ordinerede morfin indtag... (Ikke sjovt) Godt jeg var på hospitalet...!! Så kunne jeg jo få det rigtige medicin... Nytårs aften fik jeg så et hjemmebesøg hos min famile. Det gik det så galt igen den medicin jeg havde fået gjorde at min kæbe hoppede ud af led da det virkede så kraftigt lige nøjagtigt på mig. Så måtte jeg tage tilbage til sygehuset igen og vente på det ikke virkede mere ...
Men ryggen kom hurtigt på plads efter jeg havde født.
Efterfølgende havde jeg så pludselig efter nogle måneder problemer igen... Denne gang blev jeg sendt til ryg centeret i Farsø til undersøgelser...
Og tro det eller lad være man fandt ud af at jeg har hypermobile led og derfor skal der ikke så meget til når jeg falder... Jeg kommer meget mere til skade end andre når jeg skvatter og derfor skvatter jeg jo også nemmere. Mine led "popper" simpelthen ud af deres plads og så falder man altså... Der var jo så forklaringen på min kæbe og min skulder der også popper ud af led smat et par fingre sjovt ikke ...!!!!!! ENDELIG EN DIAGNOSE .... Se jeg er sgu ikke hypokonder .... der var sgu noget galt ud over at min ryg var skæv!!!!
En forklaring der endelig giver mening i mit liv... ! NU er der så endelig styr på ryggen for nu... anyway...!!! Jeg har fået ny special madras og nyt hæve / sænke bord samt special stol så jeg kan sidde her og skrive uden smerter.. Vi flyttede også til et rækkehus hvor jeg bedre kunne komme omkring. Det bedste af det hele : JEG HAVDE INGEN SMERTER OG GIK NU SOM EEN PÅ 29 ÅR SOM JEG VAR!!!!! Helt uden medicin og problemer...!
Kiropraktor