Starten på mit voksenliv ....... {{forumTopicSubject}}

Bogen skrider langsomt men sikkert fremad , men jeg har også brug for at få tingene bearbejdet undervejs.
Et slag på tasken , den er nok først færdig ved årsskiftet .......:-)

ps. som minderne dukker op , går jeg også tilbage i tidligere skrevne afsnit for at føje til , så den ser ikke længere helt ud som i har læst tidligere .....


Mit voksenliv…..

Fra jeg er 14 begynder jeg at komme sammen med en fyr fra gruppen jeg gik i. Dette forhold gav mig masser af det jeg savnede i hverdagen af både kærlighed og omsorg. Hans forældre blev mine nye forældre i stort og småt. De hjalp mig med selvangivelsen, de gav mig plads i deres hjem og de gav mig mad og frem for alt viste de mig normaliteten af en families struktur.

Jeg går ud af skolen som 16 årig med lige netop de fag og de karakter jeg skulle bruge for at få min drømmeuddannelse som sygehjælper. Jeg begynder at arbejde på et psykiatrisk lukket plejehospital som hospitalsmedhjælper, hvor jeg vasker op, gør rent og servere mad til patienterne. Jeg arbejder hver dag fra kl. 7 til 15 plus hver anden weekend. Det eneste jeg venter på er, at blive 18 år så jeg kan komme ind i plejen som ufaglært sygehjælper.
Min farmor dør dagen før jeg bliver 17 år og min verden styrter sammen. Min kæreste og hans familie støtter mig i denne svære tid med masser af kærlighed og omsorg og jeg kommer på en eller anden måde videre i livets hverdag.
Helvede bryder nu rigtig ud i fuldt flor, da min far er eneste arving til en masse penge og dermed kan han hellige sig sine elskede øl uden at tænke på økonomien. I denne tid er jeg ikke meget hjemme. Jeg passer mit arbejde, venner og kæreste.
En dag blot 3 mdr. efter min farmors død kommer jeg hjem efter arbejde og der venter mig en noget chokerende meddelelse. Mine forældre har sammen med min mormor og morfar skaffet mig en lejlighed inde på Nørrebro i opgangen ved siden af mormor og morfar. De havde arrangeret alt med banklån, møbler fra farmors hjem og de mente at jeg sagtens ville kunne klare dette hvis jeg flyttede sammen med min kæreste. De havde regnet på det og fundet det rentabelt med min kærestes og min løn lagt sammen. Min kæreste var elev og jeg var under 18 år.
Ingen spurgte om vi ville flytte sammen, sådan blev det bare. En fjollet teenagekærlighed blev ved et trylleslag ændret til et ægteskabslignende forhold længe før vi selv havde tænkt tanken.
Jeg var blot gået ud af skolen 9 måneder før og der var stadig mindst 1½ år før jeg kunne blive optaget på min uddannelse.
Men sådan blev det. For det havde mine forældre bestemt.

Jeg kunne ikke handle ind, jeg kunne ikke lave mad og jeg kunne ikke klare mig uden min kærestes løn. Til gengæld kunne jeg gøre rent, vaske tøj og passe et arbejde og så havde jeg et helt sæt af anderledes adfærd.
Jeg blev mine forældres forlængede arm og vider førte deres syn på mig over på mig selv. Jeg spiser ikke den mad jeg laver, men stjæler senere den kolde mad ude i køkkenet, hvor jeg hælder op på en sidetallerken og spiser maden hurtigt inden jeg bliver forstyrret af min kæreste. Jeg tager kun lidt så det ikke kan ses og så der er nok til ham senere eller i morgen. Jeg rejser mig fra stolene når der kommer nogen og overlader min plads til vedkomne uden nogen forklaring.
Jeg vasker tøj og gør rent imens han blot sidder og ser TV og tanken om at vi kan hjælpe hinanden ikke strejfer mig. Jeg slæber vasketøj, indkøb osv op på 3. sal uden at tænke på, at han er stærkere og sagtens kan gøre det. Jeg tager ekstravagter i weekends for at spare op til ferie uden at forvente at han også gør det.
Mit adfærd og mit liv er stadig det samme , dog uden volden og alkoholen.
Efter 1½ år går vores forhold hurtigt i stykker og jeg står nu helt alene. Uden farmor og uden kæreste. Med en masse udgifter til bolig, mad og transport.

Jeg gjorde det eneste jeg kunne gøre. Jeg opsøgte atter min gamle venskabskreds og indleder nu et forhold til gruppens mentalt og fysisk stærkeste mand. Heldigvis tager han mig under sine vinger og et forhold der er præget af plads, forståelse, loyalitet, beskyttelse, kærlighed og frem for alt frihed er nu etableret. Men det er også et forhold hvor jeg stadig laver alt og sætter ikke spørgsmål til hans manglende deltagelse.
Min nye kæreste lever et liv om natten sammen med vennerne og forlader mig derfor hver eftermiddag ved 16 tiden for at være sammen med dem. Dette finder jeg naturligt, da jeg aldrig har været vant til andet end at blive forladt. Når han ligger og sover om dagen sørger jeg for at være stille og ikke vække ham før kl 16,, præcis som ved min mor.

På min 20 års fødselsdag, 3½ uge for tidligt føder jeg vores første søn.
Dette blev starten på et sygeligt symbiotisk forhold til min søn. Jeg holdt op med at arbejde og min dag gik med at være sammen med ham. Jeg gjorde alt det som mine forældre ikke havde gjort, men jeg kunne ikke finde en balance imellem hvad der var den korrekte dosis af kærlighed, opmærksomhed, pleje, mad og læge besøg.
Desværre udvikler vores søn astma og bliver derfor ofte indlagt med vejrtrækningsproblemer. Dette presser mig yderligere til at være til stede alle døgnets minutter og sekunder og mit sociale liv har jeg næsten mistet. Alt drejer sig kun om min søn. Når mine medmennesker forsøgte at hjælpe mig eller blande sig i min rolle som mor muterede jeg til en Løvinde der forsvarede sine unger. Ingen skulle blande sig og ingen skulle hjælpe mig.
Dog var der et sted jeg afleverede min søn med ro i sjælen. Det var hos hans farfar og farmor. Jeg om nogen vidste hvad det betyder for et barn, at have kontinuerlig kontakt til sine bedsteforældre og dette ville jeg give videre af hele mit hjerte.
Jeg undte mig ikke, at gå på toilettet, i bad eller andet hvis konsekvensen var, at jeg lod mit barn ude af syne, blot for nogle få minutter. Jeg husker tydeligt en vinter hvor han var særlig meget syg og jeg var alene hjemme med ham. Jeg sad time efter time ved spisebordet i køkkenet med ham på mit skød og han sov. Jeg havde ikke været på toilettet siden jeg stod op flere timer før, men jeg ville ikke lægge ham fra mig. Pludselig banker det på døren og ind kommer min svigermor. Jeg for hende til at tage ham og endelig kan jeg gå på toilettet efter flere timers holden tilbage. En tanke strejfer mig, at det nok ikke er helt naturligt det jeg gør, men straks er tanken væk igen.
Om aftenen lagde jeg ham til at sove i sin tremmeseng men lod døren stå åben så jeg kunne høre det mindste. Når jeg selv gik i seng tog jeg ham op og bar ham ind i min seng for at vi kunne sove sammen.
Når min søn skulle have mad , lavede jeg den og serverede den for ham , sad sammen med ham fra første til sidste mundfuld , snakkede med ham og viste ham min interesse i at han fik mad, men aldrig spiste jeg sammen med ham. Først når han sov gik jeg ud i køkkenet og spiste lidt stående ved køleskabet.
Da han er omkring 2 år begynder jeg modvilligt at arbejde igen som afløser, men jeg er meget ustabil og tjener aldrig en fuld månedsløn men må få supplerende bistand hver måned. Ofte arbejdede jeg i weekenderne og havde derfor hverdags fri i stedet. Disse dage holdt jeg ham hjemme, da jeg var af den overbevisning, at den tid der gik tabt imellem os i weekenden skulle kompenseres med tid i hverdagen. Disse fridage brugte vi på forskellige ture rundt i København hvor destinationen var de billige forlystelser så som Zoo museum, Runde tårn osv.
Denne adfærd slipper jeg ikke selvom han kommer i børnehave og for kammerater der. Nu arbejder jeg stabilt da han ikke længere er så syg af sin astma, men jeg er stadig meget nøjeregnende med de timer der går tabt i weekenden bliver erstattet af hverdags timer med mig. På et tidspunkt bliver jeg kaldt til samtale i børnehaven pga. dette, hvor personalet forsøger at forklare mig, at han har brug for at have kontinuerlig kontakt med sine venner for at vedligeholde venskaberne. Men jeg gav mig ikke. Det var mit barn og det var mit ansvar.
Heldigvis sker der det, at min søn formår at bryde denne symbiotiske tilstand jeg har holdt fast i, da han er omkring 5 år. Han begynder at kræve sin frihed og fortæller mig, at han hellere vil noget andet end lige netop, at være sammen med mig. Mærkeligt nok acceptere jeg hans udmeldinger, men holder fast i at vi skal sove sammen.

Jeg har nu fået min drømmeuddannelse som sygehjælper og arbejder på Onkologisk afd. I blandet vagter. Uddannelsen blev forlænget med 14 dage pga fravær. Jeg vidste godt at jeg pjækkede en gang imellem, men jeg kunne ganske enkelt ikke altid aflevere min søn i børnehaven selvom vi begge var raske. Mit behov for at være sammen med ham var ekstremt og jeg handlede på mine følelser.
På dette tidspunkt vælger min kæreste at forpagte et værtshus i Birkerød sammen med hans to mindre søskende. Alle nakkehårene stritter i mig og jeg føler, at alkoholen endnu engang skal blive en del af mit liv. Jeg vil ikke længere dele økonomi med ham, da jeg ikke kan forene mig med at bruge penge som er tjent på alkohol og deraf menneskers lidelser. Jeg forbyder min kæreste at tage vores søn med på arbejde og jeg ønsker heller ikke at komme der. Min kæreste ønsker dog højt at jeg ser stedet og har også brug for at vise hans kæreste for stamgæsterne. Jeg efterkommer hans ønske og tager derop en eftermiddag sammen med vores søn.
Da jeg går ind af døren til værtshuset og stemningen og lugten kommer mig i møde vågner alle alarmklokker i mig og jeg kan næsten ikke få mig selv til at introducere min elskede søn til denne verden af fulde mennesker, lidelser og vold.
Men jeg gør det fordi jeg skal. Fordi min kæreste ønsker det og fordi jeg har lovet det, dog imod min vilje.

Min kæreste og jeg bliver gift efter vi har været sammen i 6½ år. Vi har fundet en rytme hvor vores hverdag fungere sammen og alt er godt. Vi er flyttet til Høje Gladsaxe i en stor 4 værelses lejlighed og begge vores familier er tæt omkring os. Lejligheden er reelt for stor til vores behov og vores familiemedlemmer har også lånt det ekstra værelse i perioder når de har haft brug for et sted at bo.
En dag ringer min mor og spørger om hun kan leje værelset, da hende og far er blevet enige om at skilles endnu engang. Vi svarer ja på betingelsen af, at alkohol er forbudt, både at indtage i boligen eller komme beruset hjem. Dette acceptere hun og hun bor der de næste 10 mdr..
Nogenlunde på samme tid bliver min mand kæreste med en fra værtshuset og vælger at flytter fra mig og vores søn. Min mand begynder at drikke jævnligt og jeg kan ikke regne med ham når jeg skal passe mit arbejde i weekenderne, men må ty til venners hjælp omkring pasning af vores søn. Jeg føler, at endnu engang har alkoholen ødelagt mit liv selvom jeg ikke selv drak eller deltog i festlighederne. Min verden er nu styrtet sammen og jeg kan ingen ting. Jeg kan ikke spise, arbejde eller fungere socialt. Jeg lukker mig inde i mig selv og begynder at få det samme ønske som min farmor, min mor og min far……..
At dø…..
At komme væk fra denne sindssyge verden ….
At ikke længere, at skulle føle forladthed, angst, ensomhed og frem for alt magtesløshed.

Jeg havde ingen og havde aldrig haft indflydelse på mit livs lykke. Jeg følte at jeg kunne hoppe og springe, arbejde en hvis del ud af bukserne, passe mit barn og så alligevel ville alkoholen vinde hver gang.
Min mand var ikke afhængig af alkohol selvom han drak tæt, men værtshuset med dets alkohol blev rammen der afgjorde min og vores søns fremtid.
Jeg havde på dette tidspunkt en kropsvægt der ville gøre en ung anorektisk pige misundelig og jeg var psykisk meget langt nede.
Vi bliver skilt med det samme pga utroskab og min mand vil ikke indgå fast aftale om samkvem med vores søn hver anden weekend trods mæglerens forsøg på at klargøre at det er det bedste for vores søn i stedet for at han skal passes flere forskellige steder pga mit arbejde på hospitalet.

Jeg finder hurtigt et nyt job hvor jeg skal arbejde 24 timer i træk en gang i ugen og kun hver 4. weekend fra lørdag til mandag. Dette letter gevaldigt på mit behov for barnepasning og jeg kan atter få mit liv til at fungere praktisk.
Mentalt begynder jeg langsomt at lægge tanken om selvmord på hylden og finde lykken igen når jeg er sammen med min søn. Pludselig en dag skinner solen atter og livet er godt igen. Jeg kan fungere uden min mand og jeg begynder at stole på mig selv og mine evner til at klare mig selvom jeg er alene. Jeg begynder at tænke tanker om at mit barn er enebarn og at han vil stå alene når min mand og jeg engang er døde. Denne tanke kan jeg slet ikke bære. Men jeg ved, at jeg ikke vil have børn med andre mænd end med min søns far. Det skal være 100 % biologiske børn. Jeg ved min holdning kommer fra, at jeg har set hvordan min storebror blev behandlet af begge vores forældre og tænker det sagtens kan skyldes at han ikke var min fars søn.
Jeg begynder atter at flirte med livet og dets muligheder og finder da også ind imellem en kæreste, men aldrig har tanken været at præsentere min søn og kæresten for hinanden. De to ting måtte holdes adskilt. Selv da jeg fandt en sød kæreste og begyndte at overveje at flytte over til ham på Fyn ville jeg ikke have de mødtes.
Min eksmand flyttede straks efter skilsmissen sammen med damen fra værtshuset og vores søn var sammen med hende og hendes barn end imellem.
Under hele vores skilsmisse var det mig meget magtpåliggende at vores søn så sin far og hans familie kontinuerligt og jeg var også jævnligt på besøg hos hans farfar og farmor. Disse relationer skulle passes og plejes uanset om min mand ville have sin søn eller ej.
Nogle få måneder efter skilsmissen er en realitet begynder min mand at fortryde hans valg om anden kæreste og banker oftere og oftere på min dør.
Der står min kærlighed og mit barns far og beder om undskyldning.
Mit hjerte banker vildt i mit bryst. Alle mine følelser for ham står i fuldt flor og jeg ved at jeg elsker ham næsten betingelsesløst, men jeg kan ikke tage ham ind igen.
Han gjorde noget imod mig som jeg slet ikke kunne komme forbi. Han tog alkoholen og dens indflydelse ind i min søns liv og ødelagde alt hvad der var smukt med en brandert sammen med vennerne. Jeg kunne kun gøre en ting nu for at overleve. Lukke døren og lade ham gå med uforrettet sag.