Mine barndomsminder 4 {{forumTopicSubject}}

Brevene ………


Når nattens vold havde været for voldsom og for farlig, lagde der sig en stemning i hjemmet, som for mig voksen er ubeskrivelig.
I det øjeblik jeg åbnede døren når jeg kom hjem fra skole , kunne jeg mærke en indædt had stemning imellem mine forældre. Luften var tyk af indestængt vrede og stålfasthed om at beholde sit terræn. Lejligheden var delt op af usynlige streger. Mor lå i soveværelset og far var i stuen. Køkken , bad og børneværelset var børnenes.
Og jeg vidste nu hvad der forventes af mig som ” den store pige i familien ” . Jeg skulle agere budbringer imellem to krigshærgende stormagter. De sad med hver deres små skriveblokke og kuglepenne og nedskrev deres had til hinanden. Når brevet var skrevet lød ordene ;

- Charlotte, Kom her !!!!

Jeg gik ind. Stod stille foran den af dem der havde kaldt på mig. Ventede på at få overrakt brevet og de befalende ord om at give brevet videre til den anden.
Jeg rakte min barnehånd frem og jeg kunne føle det skrevne had til min anden forældre igennem papiret. Jeg gik derefter den tunge og kvalmefyldte gang ind i det andet rum for at bringe endnu mere brænde til ondskabens bål. Tanken om , ikke at aflevere brevet for at beskytte modtageren var aldrig i mine tanker , dertil var frygten for at selv stå i skudlinjen højere. Hvis der skete mig noget , hvem skulle så redde mine forældre ??
Denne stemning og brevudveksling kunne holde i flere dage. Familien var ligesom gået i stå. Fastfrosset i had. Alkoholen var væk i disse dage og begge mine forældre var alle døgnets timer i hjemmet. Jeg følte jorden brænde under mine fødder og jeg var bange for hvert skridt jeg tog i hjemmet. Alt kunne pludselig eksplodere uden varsel. Og konsekvenserne uoverskuelige.

Pludselig som lyn fra en klar himmel havde de atter en dag stiftet fred med hinanden og sad hver for sig i sofaerne inde i stuen når jeg kom hjem fra skole.
Nu begyndte et andet liv , et liv der lignede en slags normalitet på overfladen. Men vi der var i det vidste bedre. Nu kom deres syn på os børn frem. Vi var ikke rigtige mennesker. Vi var børn og dermed lavere rangerende end dem selv. Der blev ikke brugt tid , penge eller andet på os. De brugte deres nyfundne enighed om at holde os nede. Der var endelig en ting, de kunne samarbejde om….

I disse dage fik vi regelmæssigt mad om aftenen. Vi blev kaldt til bords og fadene kom på bordet. Vi fik alle lov til at tage en portion efter tur og så blev fadene fjernet igen med ordene ;

- så har vi også til i morgen !!

Imellem disse ord, blev der sagt klart og tydeligt med en truende tone :

- Gud nåde og trøste den der røre maden senere !!!

Vi måtte ikke tale under maden, vi skulle sidde musestille og spise. Når alle havde spist , skulle vi blive siddende indtil vores forældre havde røget deres smøg. På dette tidspunkt måtte vi godt tale sammen. Når smøgen var slukket løb min mors øjne, hurtigt som en kobra ,over vores ansigter og signalet til at vi skulle vaske op var givet.
Mine forældre gik ind i stuen og satte sig i hver deres sofa for at se TV. Pludselig lyder det højt fra stuen……

- Charlotte , kom her ind nu !!!!

Jeg slap alt hvad jeg havde i hænderne og gik derind så hurtigt jeg kunne. Når jeg nåede døråbningen blev der blot sagt ;

- Slå lige over på Sverige 2 !!! De sad mindre end 4 meter fra Tv èt og jeg stod og vaskede deres tallerkener op for dem. Dette skulle på sigt vise sig at være den mindste af mine forpligtelser de kommende år.

Når opvasken var taget kunne vi gå ind i stuen til dem. Jeg husker endnu følelsen af , at nu skulle jeg rigtig ind og hygge med mor og far. Nu var de gode venner og jeg behøvede ikke at være bange mere. Nu ville der komme en stund med kærtegn og søde ord til mig.
Jeg gik først hen til min far som sad i den største af sofaerne og ville sætte mig ved siden af ham. Men jeg blev skubbet verbalt væk med ordene ;

- Sæt dig på gulvet !!!!

Min verden brast sammen. Alle ønsker om kærlighed var væk. Han ville ikke give mig den. Mine øjne flakkede over til min mor som sad i den anden sofa. Vores øjne mødtes et kort sekund og hendes vrede og ondskab ramte mig tifoldigt. Hendes øjne sagde ” ned på gulvet med dig , der er ikke plads til dig i sofaen , så forstå det dog tøs ”

Jeg satte mig ned på gulvet såret som en hundehvalp der for tæsk. Men jeg kunne jo ikke græde eller brokke mig. Jeg kunne jo ikke forstå at jeg blev så ked af det. De havde jo ikke slået mig som de slog hinanden. Men smerten over at blive henvist til gulvet sidder dybt dybt inde i mig den dag i dag.




Farmor ………


Farmor betød alt for mig. Farmor var tusind gange mere for mig end hvad andre børns forældre var for dem. Farmor holdt mit smertefulde hjerte i sine hænder, lige så stille og roligt som bølgerne på en smuk sommerdag. De berørte mig blidt på kroppen og langt ind i min sjæl. Jeg kunne tørste efter hendes kærlighed som en Afrikaner tørster efter vand.

Farmor var der bare. Stille og roligt sad hun på sin plads ved spisebordet og syede på noget. Jeg vidste så sikkert som Amen i kirken, at hvis jeg kom med et ønske om noget fint tøj til mig , så blev mit ønske opfyldt som ved et trylleslag.
Jeg glemmer aldrig da det besluttet , at nu ville hun sy mig en balletkjole med masser af strutskørt under. Der var min lykke gjort. Vi tog i Daell`s Varehus , kiggede på stof og mønster til min kjole og bagefter var vi i cafeteriet og få en Ice Cremesoda. Jeg kunne ikke lide Ice Creme soda, men mit taknemmelige hjerte bød mig , at drikke denne gule syrlige drik , smile op til hende og takke fra det inderste af mit hjerte. Men jeg takkede ikke for isen, men hendes betingelsesløse kærlighed til mig. Det vidste jeg bare ikke den gang. Jeg takkede bare.
Bagefter gik turen hjemad mod Mørkhøj / Husum og jeg måtte bestemme om vi skulle køre i sporvogn eller bus. Jeg valgte altid sporvognen. Jeg elskede sporvogne og det var de eneste gange jeg fik mulighed for at komme til at køre i dem.
Farmor sidder dag efter dag med nål og tråd, sting efter sting blev syet af hendes hænder for at opfylde et stort ønske i mit lillepigehjerte og endelig kom dagen hvor kjolen var færdig.
Det øjeblik kjolen glider ned over min krop føler jeg mig som jordens smukkeste og dejligste pige en farmor kunne ønske sig.
Jeg danser og danser og lykken er stor og livet er godt. Alt ondt er glemt for en stund.

Farmor var en dame præcis som Fru Hyancint , alt skulle være perfekt. Ingen støv , ingen grimme ord , ingen alkohol og med masser af tid og overskud til mig.
Farmor badede mig når jeg kom , klippede mine negle og hår og al den pleje og opmærksomhed trak i mig og jeg ville bare have mere og mere af det.
Farmor havde morgenmaden klar når jeg stod op om morgenen , farfar var kørt på arbejde og tiden var bare vores , farmors og min.
Jeg elskede at være ude i deres have helt alene. Jeg kunne tulle rundt i timevis , bare kigge på græsset , spise farmors Mirabellablommer , kigge på den farlige Liljenkonval og vente på at farfar kom hjem til frokost.
Farfar var Terrazomester og havde små opgaver rundt i København , aldrig længere væk end han kunne komme hjem til frokost. Frokosten stod altid klar præcis klokken 12. Så sad vi sammen der og spiste madder. Farfar fik 4 stk og en lille snaps for blodtrykket. Det havde hans læge ordineret.

Nogen gange havde farmor fundet på ting vi skulle lave. Engang jagtede vi rundt i Daell`s Varehus for at ” støde ind i ” Dronning Ingrid. Hvis i kendte min farmor ville i allerede nu vide , at det lykkedes hende , at få opsporet Dronningen , skubbet mig foran sig så jeg stod front med Dronningen og rent reflektorisk nejede jeg. Jeg nejede på den måde farmor havde indøvet hos mig i Muremestervillaen i Husum.
Mission complete og vi forlod Daell`s Varehus som to stolte mennesker.

Farmor var gammeldags med sin mad og der blev altid serveret 2 retter. Jeg husker endnu duften af hendes jordbærgrød , når den stod og simrede på komfuret. Bagefter blev den hældt op i en skål , der blev drysset sukker på og så skulle den køle af. Hvis jeg gik igennem køkkenet , måtte jeg ikke trampe for så rystede grøden og vi kunne risikere at få rynker på skindet. Det ville vi bare ikke have.
Efter aftensmaden kunne jeg atter gå ud og hygge mig , jeg skulle bare kunne høre at min farmor kaldte på mig.
Og pludselig høre jeg min elskede farmor sige mit navn , ikke kommanderende , ikke råbende , bare et helt almindeligt kald og med et ønske om at jeg kom fordi hun havde noget rart til mig.
Jeg sprang op på mit røde løbehjul og spurtede hen ad fortorvet for at komme hurtigts muligt hen til min farmor. Der stod hun på trappen med en kop i hånden. Bad mig sætte mig ned og forklarede mig så , at jeg skulle røre og røre rundt i koppen og jeg måtte ikke stoppe før jeg ikke længere kunne se sukkeret. Når massen var lys måtte jeg spise det. Jeg husker tydeligt min glade forventning om det søde stads i min mund.
Alt blev lavet om til noget særligt , jordbærgrød , frokost eller hjemmesyede tøj til mig. Der var en aura så stor og smuk omkring denne fantastiske kvinde.
Om aftenen sad vi i den lille sofa , farmor og jeg , tæt op af hinanden og farfar sad i stolen ved siden af. Der var altid dækket på til os alle tre. Jeg fik bare mere mælk i min kaffe end de gjorde , men sådan kunne jeg også bedst lide den.
Når tiden nærmede sig sengetid blev der tæppet af inde på mit værelse. Der stod to senge meget tæt på hinanden. Der skulle vi så sove farmor og jeg. Farfar blev inde i den store dobbeltseng.
Inden lyset blev slukket sikrede farmor sig , at jeg vidste nøjagtig hvor potten stod. For hun ville ikke have , at jeg skulle gå alene ned på toilettet i stueetagen af frygt for at jeg ville falde på trappen.

Farmor og farfar var for mig;

- Den varme pandekage der var foret med sukker og syltetøj, der svøber sig om den kolde is. Blot et par minutter efter at pandekage og is har mødt hinanden er alt smeltet sammen til en stor sød lækker sammensurium på tallerkenen , lige til at spise.


Farmor sagde ofte disse ord ;

- Jeg ønsker mig 7 alen under jorden.

Hun nævnte bare disse 7 ord ud i den blå luft , men jeg vidste godt hvad de betød. Hun vidste godt hvad der foregik , men hun havde bare ikke evnen til at handle på det. Hvis hun havde handlet , ville hun også samtidig sige , at hendes eneste søn ikke rakte til og var alkoholiker.
Sådan noget gør Fru Hyancint bare ikke.

Jeg har bagt utallige pandekager til mine børn i deres opvækst. Både med mel – æg – mælk osv , men jeg har også bagt mange pandekager psykisk til begge mine børn.
Tak farmor