{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
3.460 visninger | Oprettet:

Fortsættelse af min barndoms erindringer ... {{forumTopicSubject}}

Da jeg er 6 år skal jeg begynde i skole. Skolen ligger få hundrede meter fra vores lejlighed og vejen derhen er uden trafik. Jeg glæder mig meget og min elskede farmor giver mig en flot postkasserød skoletaske af skind, mine forældre giver mig til gengæld en nøgle med lang snor i til vores hoveddør. Nu begynder det barske liv for mig. Et liv hvor jeg dagligt mangler mad og sulten bliver min faste følgesvend i dagtimerne i skolen. På dette tidspunkt har jeg ingen forestilling om , hvor anderledes mit liv er i forhold til andre børn, da jeg sjællendt var sammen med dem. Jeg måtte nemlig ikke komme på fritidshjem, det fandt mine forældre som en unødvendig udgift selvom jeg plagede om det mange gange.
På dette tidspunkt begynder mine to mindre søskende og jeg at udvikle anderledes adfærd i hjemmet. Min lillebror kunne sidde time efter time og banke hoved ind i betonvæggen og efter længere tids bankning begyndte betonen bare at smuldre, dette fandt vores forældre morsomt. Jeg til gengæld fandt lidt ro i min seng, hvor jeg lagde mig langt ned under dynen, krydsede mine ben hårdt sammen, spændte alle muskler og holdt vejret længe. Jeg kunne ligge sådan aften efter aften og når mine forældre opdagede mit sære adfærd, haglede det ned med skyld og skam. Jeg måtte ikke ligge sådan. I dag kan jeg se , at de nok har tænkt , at jeg masturberede eller lignende. Men aldrig har et barn været så misfortolket af voksne. Jeg forsøgte bare at holde sammen på mig selv og ikke mærke angsten. Angsten for at blive forladt, angsten for hvornår de atter ville forlade mig , angsten for hvornår de kom hjem igen.
Min lillesøster begynder at gemme sig , at gøre sig mindst muligt og dermed nærmest blive en usynlig figur i familien. Hun blev så usynlig , at ingen opdagede , at hun havde en 3.grads forbrænding på hele håndfladen før flere dage efter uheldet med komfuret.

Om morgenen når jeg blev vækket og sendt i skole, var det uden morgenmad eller hjælp til tøjet. Det var bare af sted med dig, så far kan komme i seng igen. Hvem der hjalp mine søskende ved jeg ikke. Vi 4 børn var som 4 små satelitter , som bare holdt sit eget kredsløb uden overskud for de andre. Vi skulle bare overleve dagen.
Nøglen som jeg fik, brugte jeg til at komme ind i hjemmet med når skolen var slut og mine forældre ikke var hjemme.
Nogen gange havde jeg lidt håndøre på mig. Dem brugte jeg til ,at købe lidt frugt for i skoleboden , men jeg havde aldrig nok til at dæmpe min sult. Andre gange drev sulten mig hjem i det store frikvarter, selvom jeg ikke måtte forlade skolen. Kigge i køleskabet og så tage lidt uden at lave spor .Hele tiden havde jeg følelsen af at stjæle og det måtte man jo ikke.

Alkoholen tager nu rigtig fat i mine forældre og jeg lærte hurtigt vejen hen til den nærmeste pub. Jeg opsøgte mine forældre for at få lidt kontakt med dem. Senere skulle ønsket om kontakt til dem ændre sig til , ønsket om at passe på dem , så de ikke kom til skade eller døde.
Før jeg blev 10 begyndte jeg at have en kontinuerlig gang på pubberne, sammen med mine forældre og jeg har ofte siddet på en stol og set mine forældre slås med andre gæster. Nogen gange kom politiet og nogen gange kom min far til skade.
Mit hjerte begyndte at bløde og jeg følte opgaven alt alt for stor til mig. Jeg kunne ikke løfte ansvaret over mine forældres ve og vel.
Men jeg forsøgte hele tiden.

Desværre tog mine forældre volden med hjem. Vi kunne nu høre dem højlydt skændes om natten efter deres byture og slagsmålene tog deres indtog i vores hjem. Der var råb og skrig, der var smadret ting og der var blod. Vi begyndte nu, at se vores mor med mørke briller på oftere og oftere. Men vi så også skader på vores far. En brækket finger , en skæv næse , et blåt øje.

Alarmklokkerne udviklede sig i min psyke i disse år og jeg blev meget fintfølende overfor stemninger og alkohol.
Jeg ” skavede og skavede ” mig mere og mere inde under dynen, som mine forældre hånligt sagde samtidig med, at min brors hul i væggen blev større og større og min søster var ” helt væk ”
Min storebror stod på lussingernes holdeplads og fik den ene efter anden på siden af hovedet.

Mine 3 søskende var alle sengevæder og lå med ble. Dengang brugte man ble og blesnipper. Disse blesnipper var flergangs snipper, de skulle bare vaskes og tørres, så duede de igen.
Når de var vasket i vores vaskemaskine, hældte min mor dem op i min dukkevogn og sendte mig på møntvaskeriet for at tørre dem. Jeg var nok omkring 7 år da jeg lærte at betjene store maskiner.


På et tidspunkt går det op for mig , at tingene er farligere end jeg fornemmede. Min mor var væk og vi 4 børn blev sendt rundt til familien. Jeg kom over til min elskede moster og var. Der gik det op for mig , at familier kan være anderledes end det jeg har set indtil videre. Det var i december måned og der var en julekalender til alle børn. Ikke noget med at dele. Nej en til hver. Der var tændte stearinlys i vindues karmene og dejlig duft af mad. Der var legetøj på værelserne og der var en snakken og pludren.
Men intet vare ved og mor kom hjem igen. Mange år senere skulle jeg finde ud af , at det var starten på en årelang række af selvmordsforsøg fra begge mine forældres side.

Omkring 3 klasse begynder mine nye tænder at gøre ondt og jeg oplever nu tandpine ofte. Det vare ikke længe før alle mine nye kindtænder er fyldt med store sølvplomber. Jeg mindes stadig ikke , at mine forældre var ved mig selvom jeg havde smerter , men jeg syntes nu heller ikke at tandsmerterne gjorde ligeså ondt som min mave kunne gøre det.
Min far har måtte fatte lidt samvittighed angående mine tænder eller så har tandlægen kontaktet dem. I hver til fald begynder han nu at børste dem en gang imellem. Men han gjorde bare skaden stører ved dette , da han puttede skurepulver oven på tandpastaen før han kom tandbørsten ind i min mund. Dette blev en systematisk nedbrydning af min tandemalje og mange timer i tandlægestolen som voksen for at udbedre skaderne fra min barndom lå foran mig.

Min mor har hele min barndom været en usynlig person for mig , kun med de undtagelser hvor hun opdrog mig med sine øjne. Min mor havde og har stadig verdens ondeste øjne. Ikke en gang kan jeg huske , at jeg har puttet hos min mor eller hun har vist mig ønske om mit nærvær. Aldrig har hun købt tøj til mig , aldrig har hun læst lektier med mig og aldrig har hun snakket med mig.
Min far derimod elskede mig og viste sin kærlighed overfor mig , når han ellers var ædru. Min far kaldte mig sin øjesten og kunne sidde ved min seng og synge for mig. Desværre var det sjællendt , men disse øjeblikke har jeg gemt i mit hjerte og når barndommens minder bliver for hårde , tager jeg dem frem og luner mit sårede barnehjerte ved dem.
Tiden går og jeg passer min skole. Den dag i dag ved jeg ikke hvordan, men det gjorde jeg altså.
Når der var arrangementer på skolen , måtte jeg gå alene. Mine forældre ville ikke med, hverken til det ene eller det andet. I de store klasser gik jeg selv til forældre møde og til skole-hjemsamtale og måtte derefter give mine forældre et resume om hvad lærerne havde sagt om mig. Senere skulle jeg også gå for min lille søster. Dette fandt jeg ikke underligt , det var min hverdag og mit lod.

Da jeg er omkring 10 år bliver mine forældre skilt og jeg ønsker indædt at komme med min far.
Min far flytter kortvarigt hjem til min farmor og jeg flytter med. Jeg har ingen kontakt med mine søskende eller min mor og jeg lever et sorgløst liv hos min farmor for første gang nogensinde.
Men desværre varede lykken kort, min far fik lejlighed og jeg skulle med. Nu begyndte der en tid med mange forskellige damer og masser af øl. Min far kørte byen tyndt for værtshuse og jeg var med. Endnu engang skulle jeg sidde time efter time og se på, at den jeg elskede drak og ændrede sig for øjnene af mig. Mange gange har jeg været passager til en fuld bilist. Min far elskede biler og fart og det kom gerne til udtryk når han havde drukket. Der sad jeg foran, ved siden af min far og fulgte angst hans kørsel igennem byen. Endnu engang mærkede jeg angsten grimme ansigt.

Pludselig og uden varsel flytter mine forældre sammen igen og familien er atter forenet efter et lille års tids adskillelse. Vi bor nu i min fars lejlighed i Høje Gladsaxe.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Fortsættelse af min barndoms erindringer ...
  • #1   12. dec 2011 :*( kæmpe meeeega tud ....


    jeg har ingen ord.. !
    Intet barn´burde nogensinde opleve hvad dine søskende og dig har oplevet..

    suk.... !


  • #2   12. dec 2011 Du skal bare vide jeg læser med..... Men har ingen ord!



  • #3   12. dec 2011 Tillader mig lige at linke til "del 1" så at sige... håber det okay smiley
    http://hundegalleri.dk/for_messageDetail.aspx?MSG_ID=493101


  • #4   12. dec 2011 Jeg vil læse de her senere o:

  • #5   12. dec 2011 Det er især hårdt at læse når man kan nikke genkendende til mange ting! Desværre er der alt for mange børn der skal opleve sådan en hverdag!

    Er du ved at skrive bog eller? Jeg kunne finde et par små stavefejl, men ellers godt skrevet!


  • #6   12. dec 2011 Om det bliver til en bog , ved jeg ikke . der findes jo allerede en mængde af dem i handle , desværre ......

    Og ja selvfølgelig er der stavefejl , for jeg skriver lige ud fra mit hjerte . Der er hverken kladde eller disposition , men blot minder og følelser fra en svær tid smiley

    tak for jeres fine ord og empati..........
    desværre er dette kun starten , historien bliver meget meget værre jo længere vi kommer ind i den.
    jeg kan tænke mig , at de sidste år fra jeg er 14 til 17 ikke er for sarte sjæle at læse , desværre....
    men min historie slutter først når jeg er 44-45 år, da jeg har tænkt mig , at skrive om hvad denne barndom har gjort i mit voksenliv
    jeg takker endnu engang for jeres helt fantastiske empati


  • #7   12. dec 2011 Sindssygt godt og stærkt skrevet
    Jeg beundrer dig for du kan skrive det på den måde du gør, ingen selvmedlidenhed, men objektivt trods man kan læse det ( selvfølgeligt) har været hårdt for jer.
    Jeg synes det er stærkt og vil følge med , ikke pga nysgerrighed, men fordi du først og fremmest fortæller så godt og stærkt smiley

    Du har et naturtalent for det med ord, var det ikke noget med du havde haft kontakt til et forlag? eller husker jeg forkert ?


  • #8   12. dec 2011 Det var også bare hvis det nu var til et forlag smiley
    Men det er super godt skrevet og velformuleret!


  • #9   12. dec 2011 Skønne skønne Charlotte som vi holder så frygtelig meget af. Du er det mest hjertevarme og elskelige både Erik og jeg har mødt. Vi er jo så velsignet at kende dig:-)

    SKRIV, for sytten da. Få det ud af dit system.

    Men læg gerne et link til de øvrige tråde herind, så jeg kan følge dine fortællinger, som jeg også kan genkende en del af, selvom jeg ikke er her om dagen:-)

    Masser af knus og kram fra både Erik, tøserne og mig.


  • #10   12. dec 2011 Da jeg skriver min barndom i kronologiks rækkefølge, er det med følelserne gemt til det aller aller sidste ......
    Dvs for ca 4 år siden dukkede de op og for ca 3 år siden lærte jeg at mærke dem , analysere dem og vedgå dem.
    Det var på det tidspunkt jeg kom ind i ACA

    Som jeg husker dem på stående fod som lille pige , var sult og angst mine følgesvende i hverdagen.
    Den lille pige lukked sine følelser ned , ganske enkelt fordi de voksne ikke lyttede til hende.

    Men jeg lover , følelser skal der skrives om , ingen tvivl om det smiley


  • #11   12. dec 2011 Godt skrevet! Ved ikke om der er bøger om det du har oplevet fra DK i Handlen men sådan som du skriver kunne din bog godt fange mig

  • #12   12. dec 2011 Det er SÅ godt og vigtigt at få din historie ud.

    Selvfølgelig for din egen skyld, men også for de alt for mange, som genkender den dels, eller helt, ..ikke alle er velsignet med din evne til at formulere og udtrykke det grusomme, du kan være med til at give dem en stemme og give dem ord når deres egne svigter.

    Respekt og kærlighed!


  • #13   12. dec 2011 Det er så trist at læse, tænker hvordan det kan være at et lille barn skal have ansvar som en voksen. Børn skal være børn og ikke bekrymre sig. Håber at du er ok trods det du har været igennem:) Og rigtig godt skrevet.

  • #14   12. dec 2011 Ps. Jeg læste for få dage siden en fantastisk bog, som på mange måder kan være relevant her, ..stærk læsning.
    Men en helt utrolig vigtig historie!

    http://www.saxo.com/dk/Author/lisbeth-zornig-andersen.aspx/?kb=1&gclid=CNWUtrnO_awCFaEhtAodInmvTQ


  • #15   12. dec 2011 Nu sidder jeg og bliver helt bange for at fortælle mere ( men selvfølgelig vil jeg gøre det ) , for når i er så " fortvivlet " over hvad der skete før jeg blev 10 , tror jeg ikke i kan klare at læse de næste 7-8 års minder.

    Og årene som voksen , da minderne pressede på , er heller ikke læsning for sarte sjæle.
    men nu er i advaret


  • #16   12. dec 2011 Hvor er det modigt og stærkt skrevet.
    Historier som din kan aldrig fortælles for ofte.

    Jeg kan se du og jeg er næsten jævnaldrende og jeg ville ønske historier som din hørte fortiden til, men desværre er der jo også i dagens Danmark børn der gennemlever de samme rædsler som du.



  • #17   12. dec 2011 Jeg synes nu godt man kan læse mellem linjerne og føle hvad du og dine søskende gennemgik
    Jeg tænker lidt om ikke det forlag der udgiver virkelighedens Verden bøgerne kunne tage den ind ?
    Tror som Karen siger det ville kunne hjælpe andre med at sætte ord å deres situation ?


  • #18   13. dec 2011 Hold da op Charlotte, det er da noget af en barndom du har haft :-(( Føler virkelig med dig og dine søskende for hvad i har måtte stå igennem i så tidlig en alder.

    Men samtidig kan jeg holde ud at læse det fordi jeg ved du i dag har Kim og dine børn og dit barnebarn som er der for dig smiley

    Sender lige et stort kram din vej smiley


  • #19   13. dec 2011 Jeg har læst mange grimme bøger gennem tiden og kan godt klare en til. Jeg kan godt lide at læse virkelighedens verden bøger det giver en god indsigt i hvorfor nogen folk gør hvad de gør hvis man kan sige det sådan og hjælper også ofte med at få fokus på problemer som mange vælger at ignorere. Jeg må da indrømme at jeg har grædt lidt over de historier ind imellem men føler det hjælper mig til at forstå mange folk bedre og være mere tolerant

  • #20   13. dec 2011 Flere trøste og opmundrings kram

  • #21   13. dec 2011 Kære HG venner .....

    Nu vil jeg dappe i seng , for jeg har godt nok fået rodet rundt i min hjerne idag , men det har været ganske rart at få det ned på skrift.

    Godnat allesammen og jeg skriver videre i morgen smiley


  • #22   13. dec 2011 Ja hold da op.!
    ... Må nok også erkende at jeg også genkender nogle af disse ting...


  • #23   13. dec 2011 Hvor er du stærk at du kommer ud med din hisstorie. Jeg håber jeg en dag får samme styrke..

    Ps. husk at linke til fortsættelserne..

    Knus


  • #24   13. dec 2011 Bjerggeden
    Jeg synes du skal tage kontakt til et forlag ang din livshistorie. Den er næsten for grum og uhyggelig til bare at skulle deles herinde.
    Dine bitre erfaringer KAN muligvis være en case for kommende social arbejdere.

    Dine oplevelser burde ikke have været sket.


  • #25   13. dec 2011 Hold nu kæft, det er barsk læsning!
    Og hvis den lille Charlottes fremtid kun bliver værre og værre, så kan det da godt være at jeg stopper læsningen på et tidspunkt. Men som Susanne DKK skriver: skriv endelig. Vi har et valg - det har du aldrig haft!

    Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvad det vil sige at vokse op i det hjem og miljø, som du har. Men dine erindringer giver et skræmmende livagtigt indtryk.

    Jeg er imponeret over hvor stærke vi som mennesker er: tænk at der ud af den barndom du har oplevet, er kommet så empatisk, hjælpende, retfærdig og elskværdig et menneske (hvilket vi jo kan læse i alle dine 'hygge-fortællinger' at du er). Det er helt utroligt.


    Charlotte: har du stadig dine forældre?


  • #26   13. dec 2011 Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive til dig andet end at jeg slet ikke vidste du havde haft sådan en barndom.

    Hvordan man efter sådan en kamp kan have sådan et livssyn og være sådan et sympatisk menneske, det forstår jeg ikke.

    Jeg håber du linker til din fortsættelse i denne tråd, så jeg kan følge din opvækst.

    Stort kram


  • #27   13. dec 2011 hold da helt op... man ved etr sted at sådanne ting sker, men ikke noget man tænker så meget nærmere over... eller hører om..
    derfor følger jeg med her... sys det er forfærdeligt det i er gået i gennem, at jeg bare må læse det...det er jo virkelig og det skal vi sørme ik lukke øjnene for... og alt det du haer for skrevet er virkelig en øjenåbner... hvor mange børn i danmark mon levet sådan i dag smiley sikke en skrækkelig tanke smiley

    jeg følger dine næste skriverier


  • #28   13. dec 2011 Vi (min mand og jeg) er så vanvittig heldige at kende Charlotte IRL. Og mage til positivt menneske med den mest smittende latter skal man lede længe efter.

    Kipper med flaget for den stærkeste Charlotte jeg kender!!!


  • #29   13. dec 2011 BRW så "ELSKER" min mand Charlotte. Hun får ham til at føle sig så velkommen i en kreds af hundetosser:-)

  • #30   13. dec 2011 BRW= BTW

  • #31   13. dec 2011 Christina:

    Jeg lover dig også at vi priser os lykkelige for at Charlotte er "kommet ind i vores liv". Vi går på et helt fantastisk agilityhold sammen. Vi er SÅ meget amatører at det næsten gør ondt, men hold kæft hvor vi har det sjovt:-))


  • #32   13. dec 2011 fortsættelsen ligger her

    http://www.hundegalleri.dk/for_messagedetail.aspx?msg_id=493177

    dette er skrevet i den stille morgenstund , ikke uden smerte....

    jeg takker hver og en af jer for jeres helt fantastikse empati

    tusind tusind tak


  • #33   13. dec 2011 Når jeg læser de her ting, håber jeg inderligt, at alle mine minder fra folkeskolens mobning aldrig kommer frem igen. Dem har jeg låst inde i et kammer, og smidt nøglen væk, og håber det forbliver sådan, for jeg vil ikke huske det.
    - Jeg har heldigvis altid haft støttende forældre, så det der må have været så hårdt for dig ):

    Og det er rigtig flot skrevet..


Kommentér på:
Fortsættelse af min barndoms erindringer ...

Annonce