Første spæde linjer om min barndom. {{forumTopicSubject}}

Så langt mit hjerte kan bære det , vil jeg nu forsøge at skrive om min barndom.
Jeg er opvokset i et voldeligt alkoholikerhjem med mange svigt.
Jeg har arbejdet målrettet med min barndom igennem ACA ( adult children of alkoholik )

Og nu er jeg altså kommet til selve historien.

I må gerne kommetere , hvis i har brug for det , eller vil vide mere , men jeg vil bede jer om , at huske på , at det er et yderst sårbart område dybt i min sjæl.
Alt omkring alkohol , børn af alkoholiker , vold osv har jeg ikke berøringsangst for , men kritik af den lille piges reaktioner vil nok gøre ondt


Den lille pige ligger alene på sit værelse……
Det er mørkt og hun har ondt i maven, lydende indefra stuen kommer formumlet igennem den lukkede dør.
Hun kan høre sine forældre feste. De har venner på besøg og der er mange klir af flasker.
Pigen kender ikke gæsterne , men hun kender smerten i maven , de har været hos hende mange gange tidligere. Hun vænner sig om , så hun ligger på maven og forestiller sig , at hendes kropsvarme kan varme så meget op i madrassen , at det vil lindre smerterne. Smerterne kommer og går i bølger , frem og tilbage , frem og tilbage. Pigen har lært at gå med smerten og bare vente på at de enten holder op eller hun falder i søvn.
Den lille pige græder, tårerne triller tungt ned i puden som lugter lidt snavset. Pigen rejser sig fra sengen og tager mod til at gå ind i stuen for at få lidt voksen hjælp. Hun trænger sin angst ubevidst fra sig for at søge hjælp, men hun ved godt, at når hun kommer ind i stuen begynder hendes hjerte at banke hårdt i brystet på hende og at det vil kræve al hende styrke at få de voksnes opmærksomhed.
Alligevel går hun derind.
De voksne sidder i stuen og der er flasker alle vegne og diskussionerne hen over bordet er højlydte.
Pigen fornemmer en fare, men kan ikke finde ud af hvor den kommer fra og hvorfor den er der.

Hun går hen til sin far som sidder i sofaen sammen med en fremmede dame og fortæller ham , at hun har meget ondt i maven og at doktoren skal komme og hjælpe hende. Faren rejser sig op , tømmer flasken , tager pigen i hånden og følger hende ind på værelset igen. Putter hende under dynen med et ” nu skal du sove ”, forlader værelset og lukker døren. Pigen er atter alene med sine smerter og mørket. Hun begynder at fantasere om sin elskede farmor, kalder sagte på hende imens tårerne løber stærkt ned på puden med den snavset lugt. Pigen ved godt instinktivt , at hun ikke må kalde højt på sin farmor , for så bliver hendes mor vred i øjnene. Mors vrede øjne gør meget ondt at se på.
Lige inden søvnen tager pigen til sig, lover pigen sig selv, at næste dag vil hun gøre alt for at komme hjem til farmor.

Pigen er 5 år og hun hedder Charlotte. Dette er det første jeg kan huske af min barndom