Den forelskelse er da bare... ja..... {{forumTopicSubject}}

Hej...

Jeg blev single i april. Dog gjorde jeg den fejl at gå tilbage til min gamle eks som et plaster på såret - det er jeg så også ude af nu.

Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er kommet over min eks

Altså jeg kunne ALDRIG drømme om at gå tilbage til ham!!!

Jeg er bare sindsygt bitter over, at jeg først i dag kan se de ting jeg ikke kunne se i starten...

Jeg måtte ikke kalde ham for skat - han flejnede totalt!
Han blev sur over at jeg kommenterede hans status på facebook...

Altså der har været sååå mange tegn på, at det var mig der elskede ham og ikke omvendt.
Han sagde ovenikøbet til mig at han ikke havde den det nyforelskelse, som jeg havde - Det undskyldte jeg med, at vi var nyforelskede, da vi var skolekærester i folkeskolen... :S

Jeg var mega naiv!
Jeg vartede ham op i hoved og r*v!
Da vi flyttede sammen var det mig der stod for ALT i hjemmet - til trods for, at jeg ofte var så presset, at jeg var på grænsen til depression flere gange, og nu må tage 2. HF om, fordi jeg brugte al min tid og energi på ham og hans velvære i stedet for min egen.

Jeg har kæmpet hans kampe med vægten med ham - troede jeg! Det har jo været mig, der kæmpede for ham... Og der er så mange flere ting....

Oven i det hele har jeg flere gange haft på fornemmelsen, at han har haft lige lovlig meget interesse i andre piger. Det kan godt være, at han ikke har lavet noget med dem, men når han eksempelvis pludselig tager sin mobil med i seng, har den liggende under puden så han vågner når der kommer en sms og svarer tilbage på den med det samme - ja så undrer man sig squ som kæreste, specielt når man selv kan vente temmelig længe på svar til hverdag..... Eller han modtager lange beskeder fyldt med hjerter og kyssesmileys over msn af en pige "Jeg ved ikke, hvorfor hun gør det"...... Jeg kunne blive ved!!!



Nu er det sådan, at jeg blev overvældet af nysgerrighed og var inde på min eks's profil på facebook, hvor han og hans nye kæreste nærmest sidder og snaver hinanden ned på hinandens vægge...

Jeg er bare blevet så bitter på mig selv over, at jeg lod tingene komme så langt ud, og bitter over, at jeg var så naiv og blind!!!
Det gør så ondt, at jeg ikke kunne se de ting!


Jeg vil ikke se ham. Jeg vil ikke møde ham. Jeg vil ikke snakke med ham.

Hvordan i alverden kommer jeg videre?
Nogen der har nogle gode råd??