{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
668 visninger | Oprettet:

En renskrevet gammel historie. Den hedder Soulmate {{forumTopicSubject}}

Man må ikke sammenligne to hunde,
Man må heller ikke sammenligne to børn.
Det ved jeg godt.

Hunde er forskellige ligesom børn og sådan er det bare
- Men alligevel........

Jeg elsker Bertil.
Han er den skønneste hund der findes,
Han er sjov og for mig til at grine flere gange om dagen, Han er så fyldt med livsglæde og mod på dagens udfordringer.
Han er lydig og kræver kun kærlighed og opmærksomhed fra min side.
Jeg kan ganske enkelt ikke sætte en finger på ham.
Han lever til fulde op til mine forventninger om en Tjekkisk Rottehund blandet med Dansk Svensk gårdhund….

Men jeg kan ikke "mærke" ham rent psykisk….
Når vores øjne mødes, kan jeg ikke se ind i hans hjerne og læse hans tanker som jeg kunne med Simmer
Jeg håber på, at det skyldes;
- At Bertil er ung og derfor ikke har den samme ro på sig som en voksen hund.
Bertil ønsker bare at lege, lave tricks og være sammen med mig…
Jeg kan ikke huske hvor gammel Simmer var, da vi begyndte at konnekte med hinanden..
Vi havde en hel speciel følelse af at det var;
- Os imod de andre…
Når jeg sidder sammen med Bertil og hygger, mangler jeg denne dejlige følelse af, at have en
- Soulmate…
- At være i symbiose med min hund….
Ingen i min vennekreds har hundeinteresser på samme niveau som jeg.
Ej heller går de så passioneret op i deres hundehold som jeg og derfor står jeg helt alene med disse følelser og tanker.
Er jeg bare helt hen i hampen og opfinder nogle bånd i mellem hund og dets ejer, som slet ikke kan lade sig gøre i virkeligheden??
Er jeg så skadet af min kærlighed til Simmer, at jeg menneskeliggør ham og tildeler ham nogle personlighedsfacetter som slet ikke holder vand i den virkelige verden??

Uuhh, hvor gør det ondt!!
Uhhh, hvor er det svært at bearbejde sorgen af sin hunds aflivning og samtidig være den lykkelige ejer af en ny glad hundehvalp.

Men jeg elsker allerede Bertil og han er altid i mine tanker.
Fra solen stiger op over trætoppene, til den går ned i søens spejl.
Der sidder Bertil i min hukommelse og plager om mere leg, mere tricks, mere kærlighed….
Jeg ved, at sorgen er kærlighedens pris.
Jeg ved, at på et tidspunkt slipper sorgen sine skarpe kløer omkring mit hjerte.
Jeg ved, at på et tidspunkt vil jeg atter kigge dybt i min hunds øjne, kunne læse dens tanker og sammen vil vi få den følelse af;
- Det er os i mod dem
- Vi er i symbiose
Og jeg har atter den store sprudlende lykkefølelse i maven af, at have fundet min;
- Soulmate.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  En renskrevet gammel historie. Den hedder Soulmate
  • #2   18. jun 2011 Åh nej, jeg kan sagtens følge dine tanker.
    Hvad jeg har med Two Face, er bare noget helt specielt, og ud over det sædvanlige.
    Jeg er super glad for den lille pelstot der render rundt herhjemme, men det er slet ikke samme bånd jeg har til ham (Alvin)

    Jeg hader at være adskilt fra Two Face, og har meget svært ved at sove uden hende - det er nemmere at sove uden kæresten end det er uden hende smiley


    Om det helt tætte bånd til Alvin kommer på et tidspunkt - tjah, måske. Ellers kan jeg godt leve med, at Two Face for altid vil være noget helt specielt smiley


  • #3   18. jun 2011 Uhhh bliver helt rørt over det du skriver, det giver mig helt gåsehud, det er så flot skrevet synes jeg:'o)

    Jeg kan bare sige at jeg har et meget stærkt bånd til begge mine hunde, og jeg kunne aldrig sige hvem jeg elsker mest eller har det stærkeste bånd til, de har hver deres plads og jeg føler jeg kan føle dem helt ind til deres små hjerter, og omvendt...

    Men da jeg fik Caspar var det ikke sådan i starten, jeg havde dårlig samvittighed over at Micki betød mere for mig, selvom det jo et eller andet sted er naturligt at en hund man har kendt i 2år kender man bedre en en man har kendt i 2mdr.. Ikke at jeg ikke elskede Caspar for det gjorde jeg jo med det samme:o) Men følelserne blev dybere og dybere for hver dag der gik... Og den dag i dag kan jeg ikke sige andet end de begge 2 ER mine soulmates.... Og selvom jeg elsker dem højest nu, så bliver det alligevel højere og højere jeg elsker dem, selvom jeg ikke troede det var muligt:o)

    Jeg har også svært ved at forestille mig jeg nogensinde skal få en hund der kan komme op og betyde lige så meget for mig som de 2 jeg har nu gør, føler næsten det er umuligt fordi vi er et sammentømret lille 3 kløver os 3... Men på den anden side, hvorfor ikke? Caspar og jeg havde ikke samme stærke bånd i starten, men det kom... Med Micki var det der bare ligesom fra day one...Jeg tænker måske at da jeg fik Micki var det bare mig og ham, da jeg fik Caspar havde jeg en kæreste han jo også knyttede sig lidt til.. Måske? Måske ikke??

    Jeg ved det ikke, nogle hunde går måske bare mere ind under huden på en end andre, og det er da et eller andet sted også naturligt, selvom jeg slet ikke kunne forestille mig at have hund og jeg så ikke følte jeg kendte dem helt ind i sjælen.... :o(


Kommentér på:
En renskrevet gammel historie. Den hedder Soulmate

Annonce