{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.033 visninger | Oprettet:

hvornår er man så psykisk syg {{forumTopicSubject}}

at man ikke kan beholde sine børn? Hvornår skal kommunen underrettes i forhold til mor eller far er psykisk syg? Og hvad kan og bør kommunen stille op hvis mor eller far er syg?

Hvis man fx bliver ramt af stress og en depression, burde kommunen så underrettes? Eller skal det være i værre tilfælde at kommunen kommer ind over?

Stress, depression og angst er nærmest blevet en alm lidelse, de er i hvert fald nogen af de sygdomme der ikke længere er så tabu at tale om længere. Men fordi det er blevet "almindeligt" at kende nogen som fejler en eller alle tingene, gør det så at man som barn ikke bliver ramt af sine forældre's Sygdom?


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  hvornår er man så psykisk syg
  • #1   17. jun 2011 Psysiske lider er de overbygninger af psysike lidelser såsom OCD, Skitzofreni, OCPD, Boder line hvor en psykiater har difeneret dette og i hvilken grad.

    Hermed er det ikke sagt at det ville være i barnet eller i børnenes bdste tarv af de kom væk fra forældrene hvis de begge havde ex en svær depression for da er dét så voldsomt at de burde lade sig indlægge for en periode på en psykiatrisk skadestue for så er man så langt ude at man IKKE kan tage vare om sig selv og barnet/børnene ville blive udsat for misrøgt


  • #2   17. jun 2011 syntes den er svær nok fordi jeg selv er syg og var det da ungerne var små ,,,men vil mene man skal underette når man er vidne til svigt som på sigt kan skade barnet smiley

  • #3   17. jun 2011 Jeg tror det hele handler om grader?

    Man kan jo godt have f.eks en depression eller angst i en form, hvor der er styr på hverdagen.
    Samtidig kan det også være så voldsomt, at man slet ikke har styr på sig selv, og derfor heller ikke overskud til et barn..

    jeg har f.eks angst, og har i den forbindelse haft ekstra samtaler med JM, og bliver indlagt på lidt andre vilkår når jeg føder, samt jeg har fået besøg af SP inden fødslen, for at lære hende at kende.
    Men andre forholdsregler er der ikke truffet.. Jeg lider også kun af det i en mild grad, og har klaret mig fint uden medicin under graviditeten..


    Jeg tror i øvrigt også det har meget at sige om man er alene eller sammen med en partner.
    Min veninde har været deprimeret i flere år, da hun desværre gik hun med en fødselsdepression længe, uden at det blev opdaget. Hun er lige blevet mor igen, og der er selvfølgelig lidt ekstra opmærksomhed omkring hende. Ikke med fokus på om hun kan, men lige nu blot med fokus på om hun har brug for hjælp og vejledning.

    Hun er så heldigvis ikke alene med datteren, men har en kæreste der er fuldstændig med. Så er det nok lidt nemmere at rumme..


  • #4   17. jun 2011 Psysiske lidelser er overbygninger såsom OCD, Skitzofreni, OCPD, Boder line osv hvor en psykiater har diffineret dette og i hvilken grad.

    Hermed er det ikke sagt at det ville være i barnet eller i børnenes bedste tarv at de kom væk fra forældrene hvis de begge havde ex en svær depression for da er dét så voldsomt at de burde lade sig indlægge for en periode på en psykiatrisk skadestue for så er man så langt ude at man IKKE kan tage vare om sig selv og barnet/børnene og disse ville blive udsat for misrøgt


  • #5   17. jun 2011 reiki eni du beskriver det meget flot ,,men du glemmer de manio deprresive ,,det kan være meget skadeligt for børn hvor forældre er maniske smiley

  • #7   17. jun 2011 andrea enig ,,jeg havde en aflastnings familie der kunne min søn være nede når jeg havde det skidt ,,og ikke kunne varetage hans behov ...men der har aldrig været tale om de ville tage ham fra mig på noget tidspunkt

  • #8   17. jun 2011 ej en medløber ,,jaaaaaa sådan en veninde har jeg ,,må erkende jeg har flere gange meldt hende ,,de to små unger hun har de har det ´bare svært ,,den ene dag er hun overskuds mor og kan det hele ,,klatre i træ'er cykle med dem osv ,,,den næste er hun et uhyre fra helveder der råber og skriger af dem konstant ,,og hun går virkelig afmok på dem ,,slår dem ikke som sådan ..men de kan bare ikke finde ud af hvad der sker smiley

  • #9   17. jun 2011 Susanne,
    puuha, det lyder ikke rart at være vidne til :S Godt at du har meldt.

    Har kommunen så trådt til og hjulpet din veninde?

    Min mor havde selv en mor der måske var borderline i voldsom grad, eller maniodepressiv i voldsom grad. Måske en blanding af mange ting.
    De søgte igen og igen hjælp hos lægen, som affærdigede dem, fordi hun var jo altid høflig og flink der.

    Min mor havde en elendig barndom. Så hang hendes mor sig, og barndommen blev elendig på en anden måde :S

    Man kan virkelig gøre skade på sine børn, når man er så langt ude :S


  • #10   17. jun 2011 jeg vil lige skynde mig at sige jeg læser alle jeres indlæg min ældste datter vågnede bare så prøver at få hende til at sove så det er lidt svært at kommentere på jeres svar

  • #11   17. jun 2011 anja jeg har måtte trække mig ud af deres liv ,,for det var bare for hårdt for dem ..så var jeg der og så var jeg der ikke alt after hvad humør mor'en var i og de savnede mig bare for meget når de ikke så mig / snakkede med mig i længer tid smiley

    nej desvære har kommunen ikke gjort noget ,,hun er god til at tale for sig selv da hun arbejder som sygeplejeske


  • #12   17. jun 2011 jeg kan se jeg har skrevet mit første indlæg lidt rodet.

    Det skulle forståes som 2 spørgsmål.

    1 hvor syg skal man være før kommunen går ind i det for at fjerne barnet, altså hvornår er det ikke længere for barnets bedste at bo hjemme ved mor og eller far.

    2 hvornår bør kommunen træde til med hjælp til nogen med psykiske sygdomme?
    Er det fx ved angst, depression, stress? Eller skal det være ved nogen "tungere" sygdomme?

    Jeg ved godt vi alle sammen har underretnings pligt, men skal man lave en indberetning fordi man høre naboen råbe af sine børn ind i mellem eller hvad skal der til? Det er i mine øjne en selvfølge i hvis man ser børn blive slået eller på andre måder blive udsat for overgreb.


  • #13   17. jun 2011 Irene det lyder jo helt vildt det du skriver..

  • #14   17. jun 2011 Komunnen laver en §50 undersøgelse for at finde ud af om man er egnet.. Det behøver ikke være en psykisk sygdom, det kan også være en fysisk sygdom der gør det

  • #15   17. jun 2011 irene det er sku noget skidt og meget dårligt forvaltet af skolens side

  • #16   17. jun 2011 de der paragaf 50 undersøgelser bliver der altså sparet meget på vil jeg lige sige

  • #17   17. jun 2011 Jeg har fået lavet en for nylig vil jeg lige sige

  • #18   17. jun 2011 Minnie,
    jeg tror ikke du kan få det svar du søger.
    For jeg tror (og håber da) at det er meget individuelt.



  • #19   17. jun 2011 mor til katja ,,,jaaa så er du nok bare bosiddende i en kommune der gør noget ved tingene ..ellers har de for håbentlig fået øjnene op for hvad det er der sker ,,når de ikke griber ind og hjælper smiley

  • #20   17. jun 2011 jeg syntes bare ofte at man læser herinde, og andre steder på nettet og gennem samtaler med venner og bekendte osv at man ofte tænker mere på hvad der er i forældrenes interesse..

    Lad os nu antage at mor og far er skilt, de har fælles forældre myndighed og har gennem stats amtet fået fastsat hvordan samværd skal foregå..

    Nu bor barnet hos mor i det her tilfælde, og far er psykisk syg, men har stadig ret og krav på at se barnet hver onsdag og så have barnet hver anden weekend. Men far har nu en dårlig periode men kræver stadig sit samværd.

    I hvis interesse er det? Barnets eller fars? Og hvad hvis man står som mor og faktisk er bange for sit barns ve og vel?

    Det skal lige siges at det bare er ting jeg har undret mig over og ikke noget jeg selv eller nogen i min omgangs kreds slås med.


  • #21   17. jun 2011 Irene
    Jeg synes altså. din søns skole har gjort deres pligt ved at holde et ekstra øje med ham, når de har set noget, de er blevet bekymrede over.

    Forestil jer en sag, hvor det viser sig, at en dreng er blevet låst inde i kælderen derhjemme i årevis hver nat og, at han ofte har været på skolens kontor for at hente hovedpinepiller. Velkommen på forsiden!

    Det er en del af jobbet som lærer/pædagog, at være opmærksom på alle aspekter af hvert enkelt barns trivsel, at observere og siden at reagere, hvis man har mistanke om, at noget er galt. og sådan synes jeg også, det skal være.

    R.I.P
    Man kan ikke sige, hvor syg en forælder skal være for at børnene bliver fjernet. Det vil ske ud fra en vurdering af barnets (mis)trivsel og øvrige forhold og i øvrigt ikke fra dag til dag.

    Nej, jeg mener ikke, man skal kontakte kommunen fordi naboen råber af sit barn, men hvis man fornemmer, at barnet ikke trives (uanset hvorfor), skal man henvende sig. Ikke for at få barnet fjernet, men for at både barn og forældre kan få den hjælp, de evt. har behov for


  • #22   17. jun 2011 Jeg har ADD (Som er en usynlig fysisk sygdom) og har i forbindelse med det Angst og depresion..

    Jeg bliver pga min ADD utroligt let stresset, og ved mig ville de har haft Katja i pleje familie i et års tid fordi jeg lige var begyndt på medicin der..

    Jeg valgte så at sælge hestene og så flytte for mig selv, så hun kunne blive hos sin far..

    Jeg ser hende 2 timer om tirsdagen, hvor jeg henter hende i vuggestuen og kører hjem til dem, og har nu også fået lov til at have hende 2 timer herhjemme hver lørdag..

    Lige nu er det bedst for os begge, jeg stresser over hende og så stresser hun over mig..

    Hvis jeg har en dårlig dag, så flytter vi dagen


  • #23   17. jun 2011 Irene
    Ok, der var du lige lidt hurtigere end mig :D.

    Men man får altså ikke fjernet sine børn fordi de ofte har hovedpine. Der er RIGTIG langt fra observation til tvangsfjernelse. Jeg ved slet ikke, hvor mange børn, jeg gennem min karriere har været i kontakt med, men det er rigtig, rigtig mange. Jeg kan umuligt tælle alle de gange, jeg har været med til at være ekstra opmærksom på et barns trivsel af den ene eller anden grund og jeg har faktisk heller ikke tal på de gange, kommunen er blevet involveret (ALTID efter, at der er talt med forældrene og som oftest også med deres samtykke). På trods af det, har jeg aldrig oplevet en tvangsfjernelse. En enkelt gang ved jeg, det har været overvejet kraftigt, men der blev alle sejl sat til for at hjælpe familien til at beholde børnene hjemme i stedet


  • #24   17. jun 2011 minni ud fra mig selv og min historie ,,så skulle jeg heller ikke have haft mine to unger fuld tid ,,,for har faktisk ikke kunne tage vare på dem har ikke kunne formå at give dem de ting et barn har krav på at få ..

    men nu er det i mit tilfælde gået godt ,,men det kunne meget nemt have været gået den anden vej ..

    jeg mener ikke man skal have et barn når man er syg ,,ikke at det skal fjernes helt ,,men der ska være bedre støtte ordninger så som aflastning ..

    det eks skal far'en ikke have samkvem så længe han har det skidt hvis du spør mig


  • #25   17. jun 2011 mor ,,det skal nok gå ,,det vigtigste er du er der og blir i hendes liv ,,og er sikker på hun nok ska komme hjem til dig at bo smiley

  • #26   17. jun 2011 R.I.P Minnie
    Det er ikke specielt for forældrenes skyld, man laver de aftaler. Man vurderer oftest, at det trods alt også er i barnets interesse at have en eller anden form for kontakt med sine forældre også selvom det ikke er problemfrit. Og i nogle kommuner sørger man så for, at både barn og forældre sideløbende får hjælp samt, at samværet evt. er overvåget


  • #27   17. jun 2011 susanne nila & messi N - Det kræver hun kan klare sig selv noget mere smiley

    Eller at hendes far (som jeg stadig er kæreste med) forstår at jeg ikke har overskud til at rydde op og gøre rent hver dag hvis jeg har været i aktivering/skole/job/hvad jeg nu lige laver, og det tvivler jeg på han vil kunne forstå..


  • #28   17. jun 2011 mor til katja hun blir jo større ,,nejjj det kan godt være svært for mænd at se hvad det er men skal lave når man står alene med det hele ,,og bare ikke har overskud til det

  • #29   17. jun 2011 Anja jeg søger ikke et bestemt svar, nok nærmere folks holdninger omkring det.

    Jeg kan komme med mig selv som eksempel.
    Min mor drikker og har altid gjort det, hun havde en kæreste der drak og fra jeg startede i skole kan jeg næsten ikke huske jeg så hende ædrug.. Fra 2 dag jeg gik i skole, måtte jeg selv gå derhen, da jeg startede i 2 klasse måtte jeg selv stå op og sørger for min madpakke, morgenmad osv. Fra 3 klasse vaskede jeg mit eget tøj på vaskeriet. Og fra 4 klasse kom jeg i skole som det passede mig.. Jeg havde ingen tidspunk hvor jeg skulle være hjemme og ofte kom min mor først hjem fra druk når jeg var på vej i skole.
    Da jeg var 10 år begyndte min mor og mig at slås som hund og kat, som 11 årig beskyldte min lære mig for at sælge stoffer på skolen. Men til trods for alt det jeg har oplevet som barn. Var det først da jeg selv bad kommunen om hjælp som 12 årig at jeg kom væk hjemmefra.

    Jeg kom på kostskole og var hjemme hver weekend. Selv der var mit liv et levende helvede. Som 14 årig blev jeg smidt ud af skolen og fik lov til at flytte hjem til min mor, hvis vi vel og mærket fik en lejlighed i stedet for at blive boende hvor vi gjorde. Det sagde min mor ja til.

    Hun havde i mellemtiden fået ny kæreste som jeg ikke kunne med og som også drak og de sloges ofte. En dag jeg var hjemme, hvilket ikke skete ofte kom han væltende ind til mig sent om aftenen og truede mig. Jeg havde 10 min til at forsvinde ellers ville jeg få nogen bank.. Desværre for ham var mine venner alt andet en engle og han stak af inden de ti min var gået.

    Dagen efter ringede jeg til kommunen og fik med det samme min egen lejlighed. Jeg var 16 år gammel.

    Jeg havde en kontakt person som burde være i kontakt med mig 1 til 2 gange om ugen, men ofte gik der flere måneder i mellem.

    Jeg vil da mene at selv om min mor måske ikke var psykisk syg, så var hun bestemt heller ikke helt rask. Og jeg syntes da bestemt at både skole og alle andre har svigtet deres underretnings pligt.

    Jeg har undladt mange ting i min fortællin for det er ikke meningen at det skulle være personligt på den her måde. Men mere hvordan folks holdninger er til folk med Sygdom og børn er.


  • #30   17. jun 2011 Minnie
    Ok, jeg troede, du ville vide, hvordan det var i virkeligheden. Jamen min holdning er, at man skal gå ret langt, men så skal man til gengæld heller ikke svigte ved ikke at gennemføre de hjælpeforanstaltbinger, man er kommet frem til, var nødvendige.

    Nogle gange siger mine følelser, at man skulle være meget hurtigre til at fjerne børn, men desværre viser de fleste undersøgelser bare, at børn anbragt udenfor hjemmet, har væsentlig dårligere odds sidenhen end andre børn. Men jeg tror og håber, man kan komme langt med krav og støtte. Jeg havde en veninde, der til tider var ret syg. Da hun fik sit første barn, fik pigen bl.a. fra start tilknyttet sin egen psykolog, som skulle holde øje med hende.



  • #31   18. jun 2011 Minnie - Det kommer meget an på hvordan man er som person smiley Når de laver den der §50 undersøgelse, så sidder man og snakker med en psykolog, og han kommer også hjem for at se hvordan man er sammen med børnene..

    Hvis man har et par ting i bagagen kan det sagtens være at han siger "okay hun er fin nok til at være forældre, men kræver noget hjælp" og så kan det være du får en familiekonsulent eller lign. til at komme x-antal timer i ugen smiley


Kommentér på:
hvornår er man så psykisk syg

Annonce