Sorg Sorg

Jeg vågner. Kigger mig omkring. Tomt... Jeg strækker mig, og mærker intet. Forleden kom hunden med logrende hale mig i møde, møflede til mig med sin snude og lagde sig ved min side med sit hoved lige ved mit. Det gør han ikke nu. For han er der ikke.

Jeg står op. Ser på de sidste rester af hundehår, der stadig ligger på gulvet. Jeg kan endnu ikke støvsuge. Jeg går ud i køkkenet, tager mig lidt vand - kigger på den spand med mad, som jeg forleden ville have vejet foder af fra - mens hunden glædestrålende vimsede omkring mig med små glædeshyl... Jeg fordelte mad på gulv og græs... Det gør jeg ikke nu, for han er her ikke.

Jeg sætter mig ind på kontoret. Forleden kom min hund ind og lagde sig på sit tæppe - kiggende på mig, med ørene lidt nede. Morgen hilsen inden formiddagsluren. Det gør han ikke nu, for han er her ikke.

Jeg vender mig om, kigger på tæppet. Forleden bankede halen mod gulvet, ørene var nede, øjnene spillende. Det er de ikke nu, for han er her ikke.

Forleden kom han til mig, duttede mig let på siden for at snakke. Jeg kælede ham på hovedet, kiggede ham øjnene. Han lagde sin pote på mit skød og jeg kløede ham på indersiden af benet. Det gør jeg ikke nu, for han er her ikke.

Jeg går ud i køkkenet. Der roder. Jeg vil rydde op - sætte ting i opvaskemaskinen. Stopper. Forleden stod han der, som altid med hovedet helt inde i den. Jeg smilende, opgivende, Lad ham dog... Det gør jeg ikke i dag, for han er her ikke.

Jeg har ikke åbnet døren til haven. Jeg siger ikke "Hej skat" når han kommer mod mig. På badeværelset kommer han ikke snigende med ørene nede og logrene hale. Hans vandskål står der med en sjat vand i.... det fordamper. For han er her ikke.

Der kommer ingen lyde fra gangen, når døren går op. Der er ingen rørstrømsk modtagelse. Der er ingen, der sidder ved mig og tigger, når jeg laver mad. Han er her ikke...

Forleden kom han til mig med sin bold. Igen og igen - vi legede og hans øjne var levende, glade og uden sorger. Han tog sin pind i haven, spillede op til leg. Han hentede mig på kontoret, fulgte mig ud til havedøren, med forventningens blik. Det gør han ikke nu, for han er her ikke.

Forleden sagde vi godnat med en kiks og en politistav. Han kom med sit legetøj og vi lå og boksede og skubbede legetøjet frem og tilbage til hinanden. Han var rigtig glad. Vidste han mere end jeg? Det tror jeg, for han er her ikke.

Alt hvad jeg gør minder mig om ham. Han fyldte hele min hverdag, hvert et skridt jeg tog var med ham ved min side og med ham som indflydelse på mine valg. Jeg ville gå gennem ild og vand for min hund. Og gjorde det.

Jeg græder og græder og græder. Smerten er så stor i mit hjerte at det føles som om det krymper.
Jeg er vred på verden.
Jeg forstår det ikke.
Jeg vil have min hund tilbage. Han er overalt, hele tiden, men han er her ikke.

Jeg vil se hans øjne, jeg vil se hans blik, jeg vil lugte hans pels, hans ånde, jeg vil mærke hans poter, hans klør. Jeg vil lege med ham, jeg vil kæle med ham. Jeg vil kigge på ham, beundre ham, elske ham.
Det kan jeg ikke... for han er her ikke...