{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
493 visninger | Oprettet:

Hvor er forældrene? {{forumTopicSubject}}

Hvordan f***** kan en 13 og 14 årig være ude kl. halv to om natten??????? Hvor er forældrene her? Har de opgivet deres børn eller har de travlt med at skrabe sammen til Volvo, villa og vovhund?

http://lokalavisen.dk/hunde-opsporede-purunge-indbrudstyve-/20100507/artikler/705119892/1052


Handyhand

Få billig hjælp fra private

Beskriv din opgave og modtag gratis bud fra lokale med Handyhand.

Seneste udførte opgaver

  • Opsætning af gardiner 500 kr.
  • Connect washing machine and dryer to circuit 550 kr.
  • Installering af tørretumbler med lidt for kort ledning 500 kr.
  • Lukket for vand og fjernelse af radiatorer 2.000 kr.
  • Vaskemaskine pumper ikke vand ud 1.350 kr.
  • Samle 2 gaderobeskab. 2 dørs. 700 kr.

Opret en opgave

Kommentarer på:  Hvor er forældrene?
  • #1   7. maj 2010 kan til 2 teenagedøtre kun give dig ret Mette, vi har sq sommetider været chokeret over hvor lidt forældre har tjek på/støtter deres børn!

  • #2   7. maj 2010 Jeg fatter det simpelthen heller ikke. Har selv en dreng på 13, og det er da bare så langt fra hvor han er i hans liv.

  • #3   7. maj 2010 ja det er ikke til at forstå... medmindre de er hoppet ud af et vindue smiley

  • #4   7. maj 2010 Jeg synes sq at det er trist at de på den måde opgiver de unge.

    I den SFO hvor jeg arbejder, har vi stort set hver dag "besøg" af en flok unge om aftenen, når vi er gået hjem.

    De bruger legepladsen til at sidde og drikke sig stangstive og ryge masser af smøger og hash. De smider cigaretskodder og smadrer flasker på jorden.

    Men det værste er at de også smadrer ruder og ødelægger ungernes skurvogne og legeskure.

    Og hvorfor?? Og hvor er forældrene? Det er sq ikke samfundets opgave at opdrage deres børn!!!


  • #5   7. maj 2010 Den situation havde vi også i min tidligere institution.. vi mødte op til smadret glas og cigaretskodder og der var tegnet på vores skur... vi laminerede et brev til dem hvor vi skrev at de hjertens gerne måtte være der, men om de ikke ville være søde at lade være med at efterlade farlige ting for små børn da det kunne ende helt galt... siden der havde vi ikke problemer...

    Men ja du har ret, hvad laver de der?? dengang jeg var i den alder, der gik jeg i klub også skulle jeg hjem og spise og i seng... men min mor var så også ekstrem skrap med hvor jeg var hele tiden og hun kunne med lynets hast se om jeg gav hende en løgn, så det prøvede jeg kun 1-2 gange..:)


  • #6   7. maj 2010 Vi har sat sedler op. Vi har været forbi om aftenen og appellere til deres bedre jeg. Vi har sendt både PPR og "Natteravnene" forbi utallige gange. Lige lidt hjælper det.

    Nu er vi begyndt at tale om at få overvågning.

    Vi VED at det ikke er vores "egne gamle" børn, der er dernede. Så de har jo intet forhold til stedet andet end at de kan sidde på borde/bænke under halvtag.


  • #7   7. maj 2010 Hold da op... med den indsats siger det også en del om deres begreb om respekt.. også er det nok som at slå i en pude... øv..

  • #8   7. maj 2010 Vi oplever præcis det i vores hundeklub.
    Den ligger fantastisk godt og afskærmet, vi har overdækket terasse og helt rolige omgivelser.

    Her muntrer unge mennesker sig med at smadre flasker, brænde hul i vores borde, lave bål under halvtaget og ellers ødelægge hvad de kan komme afsted med.

    Vi har flere gange konfronteret grupper dernede, men naturligvis fralægger alle sig ethvert ansvar - og vi må så bare håbe på, at vores hunde ikke får skåret poterne op af alle de flasker, de smider omkring sig uden hensyn...

    Det er sørgeligt. Det, jeg er mest rystet over er, at de i den grad passer så lidt på det gode sted, de rent faktisk har til at opholde sig ved. Og at de har et værdisæt, der ikke forhindrer dem i at ødelægge andre menneskers egendom og ovenikøbet udsætte dyr for at komme til skade.

    :o(


  • #9   7. maj 2010 *Det er sørgeligt. Det, jeg er mest rystet over er, at de i den grad passer så lidt på det gode sted, de rent faktisk har til at opholde sig ved. Og at de har et værdisæt, der ikke forhindrer dem i at ødelægge andre menneskers egendom og ovenikøbet udsætte dyr for at komme til skade.*

    Jeps......Og i vores tilfælde er det så børn, der nemt risikerer at komme til skade. Enten ved at skære sig på smadrede flasker/ruder eller ved at proppe de hashklumper, som ind imellem efterlades i rusens tåger, i munden.

    Vi havde en arbejdslørdag for 2 uger siden. knap 100 børn og forældre var mødt op og gav legepladsen en ordentlig omgang maling/brædder og hvad der ellers trængte.
    Da vi kom mandag morgen var der malet graffiti på væggene, de nymalede borde var brugt til at brænde lidt i og skodde cigaretter på. Ruder i ungernes skurvogn (hvor de havde brugt TIMER om lørdagen på at gøre fint) var smadret. Deres lædersofa i skurvognen var totalt ødelagt. Og alt andet i skurvognen var væltet og sparket i stykker.



  • #10   7. maj 2010 Man bliver så trist :o(

  • #11   7. maj 2010 Nej hvor er det trist... tænk sig at ødelægge, bare for at ødelægge... hvor er det dog sørgeligt... og hvor er det synd for alle de børn som kan se alt deres arbejde er ødelagt...

    Jeg håber i kan få sat overvågning op...


  • #13   8. maj 2010 smiley

    Årh, jeg er ikke engang så gammel og da jeg var 14-15 år, sad vi bare over ved brugsen og snakkede... Vi ødelagde sgu ikke noget og skulle være hjemme kl. 22, senest.


  • #14   8. maj 2010 Jeg sneg mig aldrig ud (pudser glorien). Det var nemlig ikke nødvendigt. Jeg måtte gerne være ude. Jeg måtte også feste og gå i byen ret tidligt. Jeg havde ingen bestemt tid jeg skulle være hjemme på. Der var dog 4 regler:

    1: Jeg måtte ikke gå alene!!
    2: Jeg måtte ikke køre alene hjem!! Jeg skulle ringe efter mine forældre eller tage en taxa, så skulle de nok betale.
    3: Jeg måtte ikke gøre noget der kunne skade andre eller andet!!
    4: De skulle lige nøjagtig vide hvor jeg var!!

    Så på den måde var jeg ret frit opdraget. MEN tiderne var anderledes dengang:-(


  • #15   8. maj 2010 Elena:

    Je er pædagog og har været det i 25 år.

    Jeg er RYSTET og meget meget trist over den udvikling, der er fundet sted på de 25 år.

    Dog arbejder jeg i en institution, hvor der er 0 tolerence overfor mobning og hvor vi forlanger og forventer at børnene taler pænt. Både til os og til de andre børn!!


  • #16   8. maj 2010 Heldigvis er moderne opdragelse at være tydelig og konsekvent overfor sine børn ;o)

    Men resultatet halter en hel del bagefter og det kan også være svært at gennemføre, når der er så mange andre ting, der fylder i hverdagen.

    Egentlig tror jeg at værdierne er ok hos de opdragende forældre - der er ikke en laissez faire-kultur i disse år, tværtimod. Til gengæld må man sige, at børn er blevet opdraget til at forhandle - på godt og ondt ;o)

    Det kan være voldsomt trættende at være voksen sammen med en lille super-forhandler ;o)
    Men godt for dem, når de bliver voksne selv.



  • #17   8. maj 2010 Jeg synes at det er HELT fint at børnene gerne vil forhandle. De skal lære at argumentere for tingene. Men de skal sq også lære at nej betyder nej. Når de har argumenteret længe nok og jeg har lyttet og modargumenteret og endt med "nej", så mener jeg det altså!!!

    Men mobning og sprog er IKKE til forhandling hos mig!!


  • #18   8. maj 2010 Elen, problemet er nok, at folk overgør det. Som sagt mener jeg egentlig at værdisættet er godt nok, men den praktiske udførsel halter efter.

    Det er ganske sikkert svært at være en travl forældre med den dårlige samvittighed det nu måtte medføre, og jeg tror at netop det gør, at tydeligheden og evnen til at skelne mellem de ting der kan forhandles og de ting, der ikke kan forhandles bliver lidt sløret ;o)

    Jeg har det sådan, at voksne sætter rammerne. Der er ting, hvor børn ingen medbestemmelse har, ting hvor der er begrænset medbestemmelse og så ting, hvor børnene helt selv kan bestemme. Alt afhængigt af alder og individ, naturligvis. Og opgaven med at skille de ting fra hinanden er nok en svær forældreopgave - men nødvendig, for forhandlingsevnen skal barnet have indlært, for den har stor værdi samfundsmæssigt.

    Det er ikke længere kæft, trit og retning - derfor skal børnene lære at være i et samfund, hvor de skal vælge til og fra, og hvor de også skal påvirke omgivelserne og lære at gå på kompromis...

    Og med den opgave til forældrene priser jeg mig lykkelig for, at jeg ingen børn har ;o)


  • #19   8. maj 2010 Mette, lige præcis ;o)

  • #20   8. maj 2010 Synes nu ikke det var noget at stræbe efter ;o)

    Respekt er en ting, angst er noget andet...

    Det der med respekt for ældre og autoriteter tror jeg aldrig er noget, ungdommen i følge voksne har kunnet leve op til ;o)

    Jeg tror vi har en tendens til at romantisere fortiden lidt. Og specielt har vi nok et lidt lyserødt billede af os selv og vores egen generation. Den ældre generation beskrev os nok en kende anderledes end vi selv ville gøre ;o)


  • #21   8. maj 2010 Jeg synes bestemt heller ikke at vi skal tilbage kæft, trit og retning. Børn skal ikke bare ukritisk adlyde alt.
    Hvis de bare er vant til straf ved ikke at adlyde ordre og forbud fra forældre og skole, udvikler de ikke deres egen vilje og holdninger eller troen på sig selv. Det kan betyde at de vælger at gøre alt det "ulovlige" i hemmelighed (stikke af, lyve o.s.v. for ikke at få ballade). Det samme mønster kan så gøre sig gældende overfor evt. ældre kammerater . De kan være nemme at lokke, og prøver at hæve deres selvfølelse/agtelse ved at gøre noget "sejt" eller farligt.

    Forældre skal være til stede i forhold til børnene, være deltagende i børnenes udvikling, tanker og gøren og selv udtrykke holdninger. F.eks. ved at give udtryk for misbilligelse, når man hører om eller ser noget, som man bare ikke synes er iorden. Hvis den indirekte påvirkning starter tidligt i børnenes liv, burde de kunne udvikle empati, respekt for andre mennesker og deres ejendele og en evne til at kunne vurdere en situation selvstændigt.


  • #22   9. maj 2010 Pædagogens børn er de værste :oP (sorry Mette*GG*) men er det ikke det man siger?

    jeg syns også tit der går lidt for meget "jamen lille pusser nusser kan du ikke se at jeg bliver ked af det når du kaster rundt med mine ting "- i den..... :oS
    det er ikke alting man skal tale sig ud af på den måde.... for mig virker det tit som om, forældre er bange for at give deres unger en velfortjent skideballe......


  • #23   9. maj 2010 Nogle mennesker taler for meget, nogle taler for lidt.

    Jeg synes det er hamrende vigtigt at personlige grænser bliver beskrevet for børn. Dette udvikler empati og empati er måske nok noget man er født med, men sociale regler skal man lære.

    Derfor - man kan sagtens sige nej og stoppe et barn og stadig forklare det hvorfor grænsen går lige der. (på en alders- og ikke mindst kønssvarende måde).
    At barnet ikke har forhandlingsret betyder ikke, at det ikke kan bruge en årsag til noget.


  • #24   10. maj 2010 Elen, som jeg skrev tidligere, så halter med med at udføre de gode værdier i praksis. Der er en række mennesker, der har ansvaret for et barns opdragelse - det er både forældrene, der ingen tid har til det, pædagogerne, der har for mange børn og derfor ikke kan gå ind i noget målrettet med et barn, og lærerne, som er ansat til noget andet, og som bestemt heller ikke generelt set anerkender det faktum, at de har et medansvar for barnets sociale dannelse.

    Og så skal det gå galt - børn får for lidt tid med voksne.


    I forhold til at ADHD-diagnoserne eksploderer har jo ikke noget med opdragelse at gøre. ADHD er en fysisk, neurologisk sygdom, som man ikke kan opdrage sig ud af.

    Når den diagnosticeres oftere, så er det fordi den nu bliver set. Måske fordi præcis der er mindre plads til dem, der er lidt ved siden af end der var før. Dette på både godt og ondt - var der nu plads i systemet til ADHD-børnene ville det jo være meget fint, men det er der sjældent - de bliver hvor de er, selvom det er aldeles skadeligt for dem.



  • #25   10. maj 2010 Elen - at der overdiagnosticeres betyder jo ikke at man kan opdrage sig ud af ADHD.
    Det kan man ikke.

    Jeg tror som sagt på, at humlen ligger i, at der ikke længere er plads til de skøre og de skæve nogen steder i vores samfund. Derfor er de børn så synlige - for de har altså altid været der.

    Har du nogle tal på den stigende ungdomskriminalitet?


Kommentér på:
Hvor er forældrene?

Annonce