så, så man lige mig tude {{forumTopicSubject}}

Jeg husker den dag, hvor jeg blev taget fra min mor. Jeg ´var så forfærdelig bange, mine mælketænder var kun lige dukket frem, og jeg burde virkeligt stadig have været hos min mor, men hun var så syg, og menneskene blev ved med at sige, at de ville have penge og var træt af det "svineri" min søster og jeg lavede, så vi blev pakket ned i en kasse og bragt til et fremmed sted.

Bare os to. Vi krøb tæt sammen og var bange, men der kom stadig ingen mennesker for at kæle med os, elske os og berolige os.

Så mange indtryk og lyde og lugte! Vi er i en forretning! Der er mange forskellige dyr! Nogle, der skræpper! Nogle, der miaver! Nogle, der piber! Min søster og jeg er stuvet sammen i et lille glasbur. Jeg kan høre andre hvalpe her. Jeg kan se menneskene kigge på mig, jeg kan godt lide "de små mennesker", børnene. De ser så søde ud, fulde af sjov, som om de gerne vil lege med mig!

Hele dagen sidder vi i det samme lille glasbur. Nogle gange slår ondskabsfulde mennesker på glasset for at skræmme os. En gang i mellem bliver vi taget op for at blive vist eller holdt af mennesker. Nogle er blide, andre gør os ondt og hver gang hører vi: " Ååååh, de er SÅ søde! Jeg vil ha en!" Men vi får aldrig lov til at tage med nogen af dem...

Min søster døde i aftes, mens der var mørkt i forretningen. Jeg lagde mit hovede ned i hendes bløde pels og følte livet forlade hendes udmagrede krop. Jeg hørte dem sige, at hun var syg, og at jeg ville blive solgt til "discount-pris", så jeg kunne komme hurtigt ud af forretningen. Jeg tror, den eneste sørgen over hende, var min stille klynken, da hendes livløse krop blev taget ud af buret i morges og smidt væk.

I dag kom der en familie og købte mig! Åååf, en lykkelig dag! Det er en sød familie, og de ville virkelig virkelig gerne have mig!!!De havde købt en skål og foder og den lille pige holdt mig så kærligt i sine arme. Jeg elsker hende så højt! Moren og faren sagde, at jeg var en virkelig sød hvalp. Jeg fik navnet "Angel". Jeg elsker at "kysse" min familie

Familien passer så godt på mig, de er elskelige, blide og søde. De lærer mig kærligt forskellen på rigtigt og forkert, giver mig mad og masser af kærlighed. Jeg ønsker kun at glæde disse vidunderlige mennesker! Jeg elsker den lille pige og nyder at løbe og lege med hende.

I dag var jeg hos dyrlægen. Det var et underligt sted, og jeg var bange. Jeg fik nogle indsprøjtninger, men min bedste lille ven holdt mig blidt og sagde, at det var ok. Så jeg slappede af. Dyrlægen må have sagt sørgelige ord til min elskede familie, for de så forfærdeligt triste ud. Jeg hørte "alvorlig HD" og noget om mit "hjerte"? Jeg hørte noget om "baggårds-opdrættere", og at mine forældre ikke var blevet "testet". Jeg ved ikke, hvad noget af alt det betyder, det gør mig bare så ondt, at se min familie så trist. Men de elsker mig atdigt og jeg elsker dem så højt, så højt!

Jeg er 6 måneder nu. Hvor de fleste andre hvalpe er robuste og legesyge, gør det forfærdeligt ondt, når jeg bare skal flytte mig lidt. Smerten holder aldrig op. Det gør ondt at løbe og lege med min elskede lille pige, og det er svært for mig at trække vejret. Jeg bliver ved med at gøre mit bedste for at være den stærke lille hvalp, jeg ved, jeg burde være, men det er så hårdt. Det gør ondt at se den lille pige så ked af det og høre hendes forældre sige: "Måske er det tid?...." Adskillige gange har jeg været henne på det der "dyrlæge-sted" og nyhederne er aldrig gode. Altid snak om medfødte lidelser. Jeg vil jo bare mærke den varme sol, løbe og lege og nusse med min familie.

Sidste nat var den værste, smerterne er nu min trofaste følgesvend. Det gør ondt bare jeg vil rejse mig for at drikke. Jeg prøver på at komme op, men kan kun klynke af smerte. Jeg bliver taget med i bilen en sidste gang. Alle er så triste, og jeg ved ikke hvorfor?Har jeg været slem? Jeg forsøger at være god og kærlig, hvad har jeg gjort forkert? Åh, hvis bare denne smerte ville forsvinde! Hvis bare jeg kunne fjerne den lille piges tårer! Jeg strækker mig for at slikke hendes hånd, men kan bare klynke af smerte.

Dyrlægens bord er så koldt. Jeg er så bange. Menneskene elsker mig og krammer mig allesammen, de græder ned i min bløde pels. Jeg kan føle deres kærlighed og sorg. Det lykkes mig at slikke deres hænder. Selv dyrlægen virker ikke så skræmmende i dag. Han er blid og jeg kan mærke en slags lindring af mine smerter. Den lille pige holdermig blidt og jeg takker hende for at give mig sin kærlighed. Jeg mærker et let prik i mit forben. Smerten begynder at lette og jeg mærker en fred sænke sig over mig. Jeg kan nu forsigtigt slikke hendes hånd. Mit syn bliver drømmelignende nu og jeg kan se min mor og mine brødre og søstre et fjernt grønt sted. Sig, at der ikke findes smerte der, kun fred og lykke! Jeg siger farvel til familien på den eneste måde jeg kender, en blød logren med halen og et blidt puf med snuden. Jeg havde håbet på at tilbringe mange mange år sammen med dem, men s¨ådan blev det ikke. "Forstår I", sagde dyrlægen "hvalpe fra en dyrhandel kommer ikke fra ansvarlige, etiske opdrættere...."

Smerten er væk nu, og jeg ved, der vil gå mange år, før jeg får min elskede familie at se igen! Hvis dog bare alting kunne have været anderledes.....

Fandt denne på en hjemmeside, synes lige jeg ville dele den.