{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
947 visninger | Oprettet:

Det er akavet {{forumTopicSubject}}

Ja, det her emne er lidt sært og et svært emne..


Men jeg er lidt en akavet person, jeg har svært ved at trøste folk der er kede af det (selv gode veninder) og jeg aner stort set aldrig hvad jeg skal sige til folk..

Men altså, en af mine kolleger, som jeg har arbejdet med i 3 år tror jeg, er i en svær situation, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre..

For at gøre det kort har hun lige mistet sin mor og mormor, og det er under et halvt år siden hun blev skilt, så hendes liv er lidt i opbrud..

Og jeg aner vitterligt ikke hvordan jeg skal reagere??
hun er kommet tilbage på arbejde, men er kun en skygge af sig selv, hun smiler ikke, hun har tabt sig (har også været indlagt) og er generelt tydeligt (selvfølgelig) præget af hele situationen..
Da hun kom på arbejde for første gang igen, sagde jeg bare at det var godt at se hende, og at vi havde savnet hende..

Jeg ville ønske jeg kunne tale med hende, men jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal sige? Hun er en af de piger som er lidt hårde, men hun er jo stadig følsom og et menneske..

Og så har hun lige skrevet noget i sin FB-status som bare knuser mit hjerte "du sagde du altid vil være hos mig, når jeg har brug for dig, men du var den første der forlod mig, der jeg havde mest brug for dig.............."

Altså, det hele er så akavet, og jeg har bare så ondt af hende, og det bliver jo ikke bedre af at hele butikken taler om hende..

Hvad fanden gør man..??


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Det er akavet
  • #1   8. aug 2009 jeg er også en af dem som har svært ved at finde ud af hvad jeg skal sige til folk når de er triste, men mine erfaringer er at nogle gange er det nok bare at lytte til hvad personen har brug for at snakke om, eller give dem en skulder at græde ud ved.
    Men det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvad de har brug for.


  • #2   8. aug 2009 Man gør vel ikke noget specielt..
    Behandler hende, som man plejer.
    Lytter til hene, hvis hun har brug for det.


  • #3   8. aug 2009 Vær lyttende og for at vise at du er her for hende kan du give hende blomster med et sødt kort i å hun ved at hun kan læne sig op af dig når hun har brug for det.....det er mit råd som du kan vurdere om det er dig

  • #4   8. aug 2009 maria,
    det er bare svært.. især fordi hun er lidt indelukket (som jeg faktisk også selv er når det gælder den slags ting)..
    Men samtidig har vi jo kendt hinanden længe, på godt og ondt, og snakker generelt godt sammen..
    Vi har jo også haft snakket om hendes skilsmisse, men ikke rigtig på det dybere plan, bare mere "hvordan går det" og "hvad så nu"..


    Jeg skrev det her til hendes status "XXX, jeg er virkelig ked af at høre om alt hvad der er sket for dig..

    Aner ikke hvad jeg kan sige eller gøre, udover at det gør mig virkelig ondt!..
    Jeg håber at du med tiden vil se en eller anden mening med tingene, eller finde et lys midt i det hele..
    44 sekunder siden · Slet"


  • #5   8. aug 2009 Måske er det mig men syntes selv at FB er ganske overfladisk.

    Måske ville det være en ide at sende hende et postkort (ligge det i hendes dueslag på jobbet i en kuvert)

    Husk du kan blot hjælpe mennesker der beder om hjælp (til dig)

    Eller måske ring til hende bare for at hygge sluddere og fortælle om hvordan det går hos dig også kunne det være at hun havde lyst til at åbne sig for dig....


  • #6   8. aug 2009 Susanne: Det samme har jeg gjort ved en kollega der havde fået en skidt besked fra prøver fra hospitalet plus en som var trist over sin næres sygdom...



  • #7   8. aug 2009 *SS*

  • #8   8. aug 2009 Jeg havde selv en svær periode hvor min farfar døde og jeg fik en dum diagnose oveni samtidig, og det VÆRSTE folk kunne gøre hvis jeg snakkede med dem osv., var at tale åbenlyst udenom problemerne!
    Det var som om folk var bange for at sige det højt, det der egentlig var galt.
    Det var 100 gange nemmere at forholde sig til folk der rent udsagt sagde 'det er sgu noget lort', i stedet for man skal sidde og føle sig skyldig over at den foran har det akavet.

    Hvis hun var min veninde/kollega, så havde jeg taget hjem til hende med en ordenlig buket blomster, og så havde jeg bedt hende om at I satte jer ned til en snak, og lagt ud med at fortælle at du har rigtig svært ved at tale med hende om hendes situation, da du er bange for at sige noget forkert og da det også går dig på at hun har det skidt - men at du vil gøre det bedste for at være der for hende, og at du i den grad vil lytte til hvad hun har at sige.
    Og så håb på at hun åbner sig op og snakker ud, så skal du ikke gøre så meget andet end at lytte smiley


  • #9   8. aug 2009 Da min kollega mistede sin datter vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige eller rettere kunne sige, for noget værre kunne jeg ikke forestille mig.
    Jeg valgte at tage tyren ved hornene og sige at jeg var glad for at se hende igen men at jeg var såå forfærdeligt ked af det der var sket.
    Jeg sagde at jeg ikke vidste hvad mere jeg skulle/kunne sige men at jeg altid var parat til at lytte hvis hun havde brug for at snakke og det var det.
    Det betød at der ikke var afstand mellem os da hun vidste at jeg havde forståelse for hendes smerte.

    Hun valgte faktisk at snakke om det og hun fortalte faktisk at hun var ked af den måde mange havde reageret på på arbejde idet de undgik hende for at undgå at forholde sig til det ...

    Men de er jo svært


  • #10   8. aug 2009 Sanne - jeg tror ufatteligt mange mennesker ville sætte pris på din måde at reagere på! Og man kan jo ikke rigtigt tabe noget på det, for du rækker en arm ud til at hjælpe personen, og så styrer personen selv om man griber fat. Man sårer i hvertfald ikke nogen på den måde smiley


  • #11   9. aug 2009 Langt de fleste vil ønske at man vil spørge til dem, om hvordan de har det, hvad de gennemlever osv. De skal vide, at man virkelig er der, hvis de har brug for en at snakke med. F.eks kan du sige til hende, hvis hun har brug for at snakke, og brug for at du spørger ind til det der er sket, så vil du ære der for hende. Forklar hende, hvorfor du har reageret som du har, at det absolut ikke har været din mening af "forsvinde", men at du aldrig har været god til sådanne situationer. Du skal kort sagt sige at du er der for hende. Husk på at en stor del af sorgbehandling er netop at snakke det igennem igen og igen, men der skal jo også være nogen til at lytte. Jeg synes tit at man kan mærke hvis man træder for tæt på, altså spørger om for ømtålelige emner osv. Men det værste man kan gøre, er faktisk at "lade som ingenting".

  • #12   9. aug 2009 Altså, rent personligt hader jeg når folk vil snakke om sådan noget.. Bryder mig slet ikke om at være sårbar på den måde..

    Men jeg skrev en smule med hende på FB om at det var noget pis, og en grim situation, og at jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre, men hvis der var noget som helst skulle hun bare komme..


  • #13   9. aug 2009 Anja: ja, folk er jo forskellige, men hun viser jo tydeligt at hun gerne vil snakke, ellers havde hun jo ikke reageret sådan:-)

  • #14   9. aug 2009 Lykke,
    nemlig.. Men ja, prøver da..


  • #15   9. aug 2009 er man den lidt hårde type, så viser man ikke at man ønsker folks medlidenhed, og hjemmebesøg, slik og blomster vil virke afstødende på hende, og skubbe hernde længere ind i sig selv.
    hvis du sidder sammen med hende ved frokostbordet, kan du jo spørge hende om i skal tage en kop kaffe eller noget et sted efter arbejde, eller om i skulle mødes og gå ud og spise en brunch i weekenden, da du keder dig, vil hun det skal hun nok undervejs åbne sig for dig, men hun åbner sig ikke hvis hun føler du gør det af medlidenhed.
    jeg er selv den samme type som hende og jeg ville ikke åbne mig for en jeg følte interesserede sig for migaf medlidenhed-
    om hun er den type kan jeg ikke sige, men det er sådan jeg ville ønske nogen gjorde for mig hvis jeg stod i sådan en situation.


  • #17   9. aug 2009 Jeg er heller ikke god til at trøste. Men jeg kan noget andet, og det er, at tage tyrene ved hornene og tale direkte om det, der er svært.

    Jeg spørger ind til det, og folk fortæller. Jeg laver ikke så meget en bedømmelse af det, de fortæller, men understøtter egentlig bare fortællingen.

    Det bliver sjovt nok ikke akavet - også selvom emnerne er de rigtig svære.

    Så jeg vil sige - vil du tale med hende, så tal direkte om det, der er ubehageligt. Lov hende ikke, at du vil være der for hende, hvis du ikke er sikker på, at du kan være det. Men lyt til hende.....


  • #18   9. aug 2009 Hvis du føler det akavet at tale om følsomme emner, vil jeg forslå dig, at du forsøger at blive hendes "fri-for-det-som-gør-ondt-base".
    Det kan du gøre ved at invitere hende med på cafe, på en kort gåtur, ud at shoppe. Start med at gøre det kort og forlæng langsomt tiden i bruger sammen. Hvis hun en dag lukker op for det hun går og tumler med, vil du ikke føle det akavet længere, fordi du så kender hende det bedre og ved om du skal knuse eller bare lytte.
    Har et hold venner som mistede et barn i 38. uge. De siger enstemmigt at det næsten var værre at møde venner og bekendte som "overså" dem når de mødte dem efterfølgende, end det var at miste barnet.
    De havde brug for at folk stadig talte til dem. Også selv om der var nogle blandt som sagde at de ikke vidste hvordan de skulle forholde sig. Det vigtigste var at venner og bekendte ikke undgik dem.


Kommentér på:
Det er akavet

Annonce