Novelle - kritik søges! {{forumTopicSubject}}

Hej alle..
Jeg har skrevet en novelle, som skal afleveres i skolen. Jeg søger derfor noget kritik over helheden og historien:-)
Den skal lige finpudses sådan grammatisk og med små detaljer, så det er ikke det i skal se på.. I må selvfølgelig godt komme med forslag til hvad jeg kan lave om.. Vil også rigtig gerne høre forslag til en bedre titel, hvis i kan komme på en:-)

Ellers er den her:

<b>Jeg elsker dig for evigt</b>
Knas, knas, knas. Lyden af fodtrin i den tykke sne var høj og tydelig. Det var Emilie der lavede larmen. Hun var på vej hjem fra skole, og hun gik hurtigt. Hun skulle hjem til Samson. Hendes elskede Samson. Mens hun gik tænkte hun på ham.
Hendes store, hvide, langhårede samojedhund.
Hendes eneste ene.
Hun havde fået ham for seks år siden, som en trøstegave fra hendes far, lige da hendes mor døde af kræft.
Emilie ville ikke tænke så meget på det. Det havde hun lært af sin psykolog.
”Fortiden er sket. Det kan man ikke lave om på. Tænk i stedet på fremtiden og på at gøre den fantastisk!” Plejede hun at sige til hende. Det råd fulgte hun.

Emilie drejede ind ad Junovej og små løb nu, for at komme hurtigere hen til nummer 37. Hjem til Samson. Da hun kom hen til hoveddøren stod Samson allerede ude i bryggerset og ventede på hende. Det vidste hun, for hun kunne høre ham trippe rundt, frem og tilbage, foran døren. Da hun satte nøglen i døren, gav det en kradsende lyd, som var Samsons tegn til at hun nu var kommet hjem. Han gav sig straks til at hyle og bjæffe højlydt, og Emilie kunne ikke lade være med at grine ved tanken om hvor fjollet han var. Han elskede hende så højt, og det var helt gengældt.
Da hun åbnede døren overfaldt han hende og sprang op af hende, med poterne hvilende på hendes mave, og gav hende en våd ”mysser” på kinden.
Emilie grinede og kyssede ham på panden. Hun kørte hænderne gennem hans store, tykke, hvide pels. Han lignede en isbjørn. Hun tog støvlerne af, men beholdt overtøjet på. Hun ville bare lige ringe til sin far, som hun altid gjorde, når hun kom hjem fra skole.
Bare lige fortælle ham at hun havde haft en dag, der var ligesom alle de andre dage. ”Bare helt fin”, som hun plejede at sige. Men i virkeligheden hadede hun at gå i skole. Hun kunne ikke lide hendes klassekammerater. Hun blev holdt udenfor.. Det var nok også derfor hun var så tæt knyttet til Samson. Han var en af hendes eneste venner, og den hun havde det tætteste forhold til, af alle hun kendte. Hun kunne fortælle ham alt, uden han sladrede, og han blev aldrig sur på hende, eller bagtalte hende eller nogle af alle de andre ting, piger på

hendes alder altid gjorde. Samson gjorde hende også i godt humør; han var altid glad og det smittede. Han var sund og rask og så havde han sådan en stor kærlighed til hende.

Hun gik ud i køkkenet, samlede den lille grå telefon op og tastede hendes fars nummer.
Duuut – duuut – duuut.
”Hej det er Flemming. Jeg kan desværre ikke tage telef…” Hun smækkede røret på igen. Det var bare den velkendte telefonsvarer hun havde lyttet til så mange gange, der talte højlydt ind i hendes øre.
Hun tog i stedet en lille gul seddel hvorpå hun skrev:
”Kære far.
Jeg er smuttet en tur i parken med Samson..
Vi ses engang senere i dag.
Knus Emilie..” Hun vidste han ville se den, når han var kommet hjem fra arbejde.
Hun kiggede op på uret, der hang over spisebordet. Kvarter over to viste det. Så ville han være hjemme om tre kvarter, og til den tid ville hun heller ikke være kommet hjem endnu.
Hun rev sedlen af den gule blok, og klistrede den fedtede lille lap papir op på køleskabet. Hun betragtede sin håndskrift fra længere afstand, og vendte derefter om, for at gå hen til Samson, der sad pænt og ventede på hende. Hun greb et æble lige inden hun gik ud i bryggerset og hoppede i hendes dyre ruskindsstøvler.
Hun trak skuffen ud med Samsons forskellige seler i, og valgte den enkle hundesnor i sort læder, til at klipse på halsbåndet. Det var hendes yndlingssnor. Hun syntes han så så flot ud, med det sorte læderbånd, i kontrast til hans store hvide pels, og som også fremhævede de sorte markeringer i hans ansigt om øjnene og næsen.

Hun smækkede døren hårdt i, og de gik af sted langs med indkørslen, for at dreje til venstre, hen ad Junovej, mod parken.
Himlen var skyfri og helt turkisblå, og overalt var der et højt lag hvid, krystalglinsende sne.
Den lille villavej i det rige kvarter var dagen inden blevet ryddet for sne, og der var nu et spejlglat islag på vejen.



Der gik de så. Emilie og Samson. Emilie tænkte på ham mens de gik, og hun studerede hans måde at gå på, hans logrende hale, pelsen der blafrede blidt i vinden og hans opretstående, opmærksomme ører. Hver enkelt lille del af ham elskede hun inderlig.

Han luntede glad af sted, vendte af og til hovedet for at kigge om på Emilie, for derefter at kigge undersøgende på tingene foran ham. Han logrede muntert med halen, og måden han luntede af sted på, viste at han elskede de lange ture, hun hver dag tog ham med på.
”Samson, vent lige.” Sagde Emilie til ham. Han stoppede op, satte sig ned og kiggede på hende. ”Skal vi ikke lige tage din snor af, skat? Så kan du løbe som du vil på fortovet.” Sagde hun, mens hun baksede med at klipse den sorte læder snor af hans halsbånd. ”Svupti!” Fortsatte hun, da hun endelig havde fået de to dele fra hinanden, og smilede da han løb hen for at snuse til en lygtepæl lidt længere fremme.
Nu var de snart henne ved enden af Junovej, og så skulle de bare gå 200 meter endnu, for at være i parken.
Samson løb lidt længere hen ad fortovet for at snuse til den næste frosne lygtepæl. Emilie gik hurtigere, for at indhente ham, og Samson satte sig nu ned på det snedækkede fortov, for at vente på hende.

Han sad roligt og kiggede på hende, da en stor sort bil pludselig drejede ind på vejen med for høj en fart. Føreren, en ung dame, så forskrækket ud, da hun drejede ind på den isglatte vej og ikke længere havde bilen under kontrol.
Det gav et sæt i Emilie, da bilen pludselig kørte hen over fortovet og nærmede sig Samson med høj fart. Hun nåede slet ikke at reagere før det var for sent, og Samson lå bevidstløs i sneen længere fremme. Tårerne styrtede frem og fyldte hendes øjne med vand. Hun blinkede en gang og lod dem trille hurtigt ned af kinderne.
Hun løb, som løb hun for livet, hen af fortovet til den bevidstløse Samson. Da hun nåede frem, knælede hun ned ved siden af ham, og tårerne fik ingen ende. ”S-S-S-amson skat kig på mig!” hviskede hun. Men Samson kiggede ikke på hende. Han lå der på fortovet, i en forkert stilling, som om noget var brækket. Emilie lænede sig hen over ham, for at se hans ansigt, og hun aede ham med skælvende hånd hen over hovedet. Hun turde ikke røre ham for hårdt, hvis nu han derved ville føle smerte. Hun kørte forsigtigt hånden hen over hans store krop, og opdagede til sin største frygt, at hendes hånd var indsmurt i blod, da hun tog den til sig igen. Hun græd nu højlydt og kom med store, inderlige hulk og hun hev efter vejret. Hun vidste godt hvordan det så ud.
Han var død.
Hun satte hånden hen over hans næse, for at mærke efter om den varme luft strømmede ud af næseborene, som det plejede, men hun trak skælvende hånden tilbage til sig selv, krøllede sig sammen og lagde sig ned på det isede fortov ved siden af hendes store hvide isbjørn og lagde en arm om ham. Hun lod tårerne få frit fald, og de dryppede ned på isen og smeltede langsomt en lille plet fri for is.
Den unge kvinde var nu steget ud af bilen og hun satte sig nu ned ved siden af Emilie.
Hun havde tårer i øjnene og spurgte skælvende: ”E-e-er han død?”. Ordet død rungede tungt i stilheden, der kun blev brudt af Emilies gråd.
Emilie ville ikke svare hende. Hun var ligegyldig. Verden var ligegyldig. Alt var ligegyldigt.
Hvorfor? Hvorfor skulle hun altid være den der mistede? Hvorfor kørte bilen ikke ind i hende i stedet? Hvorfor?
Død. Smerte. Mørke.

Skrevet af Isabella H.