Menneskets bedste ven. {{forumTopicSubject}}

Den sidste uges tid har jeg gået og tænkt lidt på vores liv, efter at Sofie kom til for 4 år siden. Jeg tror egentlig, det kom sig af, at hun fyldte 4 år sidste torsdag. Tankerne fløj tilbage på den dag, en uge efter hun var født, hvor lægen kom og meddelte os om hendes kromosomfejl, og at vi ikke skulle forvente, at hun blev et år. Vi var heldige, hvis hun blev 3 mdr!
Idag er hun 4!
Tankerne fløj tilbage til dengang, hvor vi også havde vores gamle hund. En hund, der ikke umiddelbart brød sig om børn. Men en hund, en ven, der tog vores børn til sig, som sine egne, holdt vagt ved barnevognen, først da Lasse lå i den, og siden, da Sofie lå der. Alle fremmede blev bedt om at holde sig væk med et lille bjæf! Ingen hunde skulle komme i nærheden af hendes barnevogn. En hund, der aldrig "beklagede" sig, hvis overskuddet til den en dag ikke lige var der. Men som altid havde overskud til os! Hun blev 14 år.
Jeg har tænkt på de gange, hvor vi var indlagt på sygehuset med vores datter, der gang på gang har måtte kæmpe for sit liv pga. anfald. Et barn, der har fightet og krævet så meget. Sofie var et års tid, da hun for første gang smilte til os.
I nov. 2004 kom Luna til vores familie. Vi mente, at vi nu havde tid og overskud til en ny hund, og jeg havde planer! Den skulle trænes, den skulle være terapihund, og ingen skulle sige, at jeg ikke havde styr på min hund!
Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu, havde jeg nok tænkt mig om en eksta gang!
Sofies udvikling begyndte lige pludselig at tage fart. I det år Luna har været i vores familie, har Sofie udviklet sig mere, end årene forinden.
I oktober sidste år fik jeg nervesammenbrud, pga. stress og depression. Jeg måtte indse, at Luna var et forsøg på at få succes, et projekt på anerkendelse. Jeg følte, at jeg ikke slog til på nogen måder, jeg kunne ikke gennemføre noget. Alle mine projekter er stille og roligt faldet til jorden, alle ufuldendte!
Det var en hård tid, men også et vendepunkt for vores liv. I tiden efter har jeg haft rig mulighed til at betragte min hund og min familie. Og jeg har erkendt, at den anerkendelse , jeg har søgt fra alle andre, er den anerkendelse, jeg ikke kan give mig selv! Evnen til at sige, at du er god nok!
Men når jeg så ser på min hund, ser jeg de dejligste varme øjne, der stråler af kærlighed til mig og min familie, uanset, hvordan vi bærer os ad. I tiden efter mit nervesammenbrud har Luna ikke fået den optimale træning, eller det samvær, hun kræver. Men hun ser stadig på mig, som om jeg er verdens bedste. Jeg har svigtet hende, og hun elsker mig stadig! Når mine frustrationer er gået ud over hende, har hun tilgivet. Når jeg har været ked af det, har hun slikket mine tårer og taget dem til sig som sine. Når jeg har været glad, og haft overskud, har hun nydt livet.
Hunde har måske ikke de samme følelser som mennesker, men de har en kærlighed, der overstråler alt! Hvor finder man en ven, der bare accepterer, som en hund gør?
Vi har mistet mange venner, efter Sofie kom til. Enten kunne de ikke forholde sig til et handikappet barn, eller også kunne de ikke acceptere vores manglende overskud. Men de få, der er tilbage, de er der! Og Luna er en af dem!
Jeg ser ikke Luna længere som en hund. Hun er min makker og min kammerat. Hun er børnenes ven. Hun formår at fremkalde smil på vores læber, smil der når helt op til øjnene. Sofie hviner af fryd, hver gang hun ser Luna, Lasse nyder, at hun er der på godt og ondt.
Jeg har fejlet på mange måde, men mest af alt har jeg fejlet mig selv. For ikke at se alt det gode min verden indeholder! For ikke at accetere, når jeg ikke magter mere. For at lade mine frustrationer gå ud over dem, jeg elsker mest. Men jeg har lært at acceptere mine fejl stille og roligt.
Nu er det på tide, at give noget af det igen, som jeg har fået mest af alt af min hund! Accept og tilgivelse, en ven for livet!
Jeg forstår, hvorfor man siger at hunden er menneksets bedste ven! De fås ikke bedre! De er der altid, uanset hvad. Jeg ved, at min er! Og nu må det være min opgave, at give hende det liv, hun fortjener! Et skridt af gangen, så skal vi nok nå derhen, hvor det hele går op i en højere enhed, hvor det er legalt ,at acceptere, hvis tingene ikke altid går, som man forventer! Hvor det er ok, at sige, jeg begik en fejl!
Hvorfor jeg skriver dette, ved jeg ikke. Jeg havde vel et behov for at komme ud med det. Og jeg håber da, det er ok.

Så pas godt på jeres vovser! De elsker jer, også selv om I fejler!