Hundeejersymdronet {{forumTopicSubject}}

Hundeejersyndromet!!

I opslagsbogen "Vestens sygdomme", står følgende om sygdommen "hundeejer".

Hundeejer:
Latin, der betyder: Hundus Idiotus, er en sygdom med et langt forløb. Den kan ramme alle, uanset alder, køn og status i samfundet. Tendensen tyder på, at den i visse tilfælde er arvelig, og langtidsstudier har vist, at helbredsprocenten er meget lav.

Patienterne ses ofte, uanset vejret, og i den bedste TV sendetid, vandrende omkring alene på gaden, med sin hund i den anden ende af en snor, med lommerne fulde af plastikposer, og små ubestemmelige dimser, hundene tilsyneladende fodres med, en gang imellem. Eller disse patienter ses ofte i fortrolig samtale med andre hundeejere, selv om de beviseligt aldrig har mødt før.

Enkelte patienter kan desuden ses løbende omkring i skoven, med en snor i hånden, og en ansigtsfarve der skifter fra højrødt til blåviolet, vildt skrigende "KOOOM HEEER". Erfaringen siger, man ikke bør forsøge at få kontakt med hundeejeren i denne situation.

På et senere stadie ændres sygdomsbilledet til bl.a. at omfatte søvnvanskeligheder, samt en mere letsindig indstilling til penge. Tidligt på morgenen, fortrinsvis lørdag og søndag, ses patienterne pakke bilen fuld af madpakker, kaffekander, små sammenklappelige teltstole, telte, hundetæpper, søvnige børn, modvillige ægtefæller, og ikke at forglemme - hunden.

Efter et varierende antal timers bilkørsel, tilbringes dagen som for eks:
A:
Siddende på de medbragte teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på andre patienter, der løber rundt i en firkantet ring, sammen med deres hund. Derefter løber de selv et par runder, og får måske forskellige farvede silkebånd, som de nogle gange bliver meget glade for, andre gange skuffede over at få. Værdien på disse silkebånd er latterlig lav, i forhold til udgiften for at prøve at erhverve disse, så eftertragtede bånd.

B:
Siddende på de medbragte teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på andre patienter, der ligesom robotter går på en græsbane, sammen med deres hund, og foretager umotiverede stop og små springmarcher, mens patienten hele tiden stirrer stift fremad. Derefter går de med deres egen hund, frem og tilbage på ovennævnte græsbane, lige præcis i fodsporene på de hunde og ejere, der har gået der før. Indtægter og udgifter, er også her meget ulige.

C:
Siddende på de medbragte teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på andre patienter, der spæner rundt på en bane med forskelligt mærkeligt udstyr, og forhindringer, som kun hundene skal forcere, samtidig med at patienten gestikulerer umotiveret med armene, og råber mærkelige ting til deres hund. Indtægter og udgifter er her, som de foregående eksempler ulige fordelt.

D:
Løbende omkring i skoven og på marken, med en meget lang snor, mellem hunden og patienten. Når hunden engang imellem standser ved en pind, bliver patienten meget meget glad og tilfreds.

Behandling:
Når ovennævnte symptomer er til stede, er der ikke nogen tvivl om, at sygdommen har fået rodfæste, og behandling ofte vil være resultatløs.
Videnskabelige undersøgelser har dog vist, at patienter der lider af hundeejersyndromet, så at sige aldrig, udgør nogen fare for samfundet, ligesom patienterne ikke opfatter sig selv, og deres sygdom, som besværlig.
Da de som regel er yderst tilfredse og glade, kan man med god samvittighed lade dem te sig som de nu lyster, og se dem som et pittoresk indslag i vort samfund.