....hjælp, kan ikke komme vidre ?.. ....hjælp, kan ikke komme vidre ?..

ja kan ikke komme vidre i min stil.. hjælp, i for selvf en x høj for det ;P

Ulykken.


Hun kiggede dybt ind i de mørke, kastanjebrune øjne. Alt tydede på at hun for sidste gang ville se disse rare og kønne øjne. De kloge havde godt nok sagt at der ikke var meget håb for hendes elskede, men hendes instinkt sagde at han ville klare den.
Så mange år sammen, så mange oplevelser. Hun ville ikke give slip på ham, ikke nu. Hun trykkede sig tæt ind til ham, så hun mærkede hans dybe, trætte åndedræt, som blev svagere og svagere.
Hun aede ham forsigtigt i panden og hviskede: "Så, så. Rolig nu, det skal nok gå." Hendes øjne var røde og en strøm af tårer havde givet hende mærker på kinderne. Hun snøftede et par gange og talte til sin elskede.
"Kan du huske alle de rare minder? Alle de dejlige skovture vi var på, turene ved søen? De glade aftenture langs landevejen, turene på heden ved solnedgang? Husker du det?" Hun græd og hulkede af hele hendes hjerte.
17 år var lang tid, de to var skabt for hinanden og hun vidste at hendes dejlige hest var stærk.10 år gammel, var den kære hest, kun 10 år. Hun kunne se at han lyttede efter hvad hun sagde.
"Alle de dejlige minder skal du altid huske, hører du? Du må aldrig glemme mig, lige meget hvad der sker." Hun lagde sit hoved på hans bløde mave og aede ham. Luften var kold og fugtig og hun frøs. Hun snøftede igen og tørrede sin kolde næse.
Så lukkede hun øjnene et kort sekund og et uhyggeligt ansigt mødte hende. Med et sæt åbnede hun dem igen og gispede. Hun rejste sig og gik hen til Hestens hoved.
Langsomt og rystende satte hun sig i halmen og løftede hans tunge hoved så det var i hendes skød. Forsigtigt aede hun ham på mulen og talte blidt til ham. Han lå bare og kiggede, kunne ikke mere.
Hun bøjede sig ind over hans hoved og omfavnede det. "Shh, det skal nok gå, jeg er hos dig," hviskede hun stille. Et svagt og skingert vrinsk var det eneste han kunne svare hende med. Han rykkede lidt med hovedet og puffede blidt til hende, inden han for sidste gang kiggede på hende.
Hun græd så inderligt meget og råbte tårevældende: "Nej! Du må ikke dø! Ikke nu, vær sød." Tårnene strømmede ud og hendes greb om ponyens hoved blev stærkere. "Jeg slipper dig aldrig!" hulkede hun, mens hun krammede ponyen hårdt, men kærligt. Pludselig blev lyset i ponyen slukket og hans vejrtrækning gled hen.
Det var enden på 8 års venskab, enden på hestens guddommelige liv. Enden for Format (hestens navn)
En svær tid stod for døren, for 20-årige Josephine Hansen. Hendes liv hang i en tynd tråd allerede og det at miste sin bedste ven, havde næsten klippet den tynde tråd over. Josephine havde flere gange forsøgt selvmordsforsøg, men hun var altid endt på psykiatrisk afdeling, blot med skrammer og brækkede ben. Hun var høj og tynd og havde ikke det mindste fedt på kroppen. Hendes blege hud og tynde, krøllede hår, satte prikken over i'et. Folk kiggede altid på hende når hun kom gående, i folkeskolen ignorerede de hende og hun endte med at leve et asocialt liv - sammen med hendes elskede Format. Hun tilbragte alt sin tid med ham, lige fra første dag hun så ham, til hans kolde død.

Hun var meget trist, hun lagde sig ind på hendes seng og tænkte det hele igennem. Fra den dag hun så Format for første til det sidste øjeblik, hun elskede virkelig sin hest.