velgørenhed velgørenhed

Jeg skriver dette som reaktion på kritikken fra børnefonden af mennesker, der giver deres penge til velgørenhedsprojekter omkring dyr frem for mennesker.

Jeg giver selv en del tid og penge til velgørenhed. Hvilke, hvor meget og hvordan er ikke relevant for denne diskution, og jeg mener nedenstående argumentation vil kunne klargøre hvorfor.

Vi har i dette land heldigvis en personlig frihed, der gør vi selv kan bestemme hvor vi vil bruge vores penge. Forskellige firmaer og organisationer forsøger igennem reklame, at overbevise os om, at det er deres produkt/projekt det er bedst at købe/støtte. Det er helt ok, så længe vi selv må vælge.

Hvor vi så vælger at bruge vores penge kommer i første række an på hvor vi har vores behov. Der skal betales regninger, der skal købes mad og toiletpapir er også rart at have.

Når disse fornødenheder er købt, er det snarere vores hjerter der tager over. Nogle vælger at købe den helt fantastiske sweater de så mens de gik en tur i Aalborg, andre køber elektronik, nogle foder til deres mange kæledyr, andre igen sæsonkort til Aabs kampe. Det er hjertet der bestemmer, og det skal det også være.

Når det kommer til velgørenhed er det igen vores hjerter der bestemmer. Mit hjerte banker for den sag jeg støtter, og derfor er det det eneste rigtige sted for mig, at ligge min tid og mine penge. Hvis jeg skulle undersøge hvem der havde det værst, og der med helst skulle have mine penge, ville det ikke føles rigtigt for mig. For det første fordi jeg ikke mener jeg kan gøres til dommer over hvem der lider mest af sjælene i denne verden, men også fordi jeg på denne måde ikke ville følge mit hjerte. Det ville for det første ikke føles rigtigt, og for det andet ville jeg ikke kunne ligge det store engagement i det som jeg gør i det mit hjerte brænder for.

Nogle mennesker vælger at støtte børnene i Afrika, nogle vælger at blive besøgsvenner for de ældre, andre kæmper for at bevare løvfrøen, nogle sender foder til hunde på et internat i Polen og andre støtter julemærkehjemmene. Listen er uendelig, og det må den alt andet lige være fordi det danske folk følger deres hjerter. Hvis organisationerne indbyrdes begynder at kritiserer hinanden, vil jeg mene, det er en meget sort udsigt for velgørenhed i Danmark. Hvis velgørenhedsorganisationerne ikke har hjertet med, hvem har så?

Vi har alle vores forskellige forelskelser i forskellige velgørenhedsprojekter og foreninger. Jeg har min kærlighed lige det sted hvor den skal være, og den skal ikke være andre steder end hvor den brænder aller mest.