Chok! Alene igen :'( {{forumTopicSubject}}

Det her bliver langt, håber nogen gider læse det alligevel...
Gå aldrig tilbage til en fuser vs. Gammel kærlighed ruster aldrig ?

I onsdags sov jeg nede ved Christian til torsdag, hvor han stod tidligt op og tog i skole, og jeg var så lidt alene dernede indtil jeg skulle afsted, fredag aften var vi til fest hvor vi blev og sov indtil lørdag, og søndag var vi så bare almindeligt sammen hjemme ved ham. Var ikke lige vores bedste dag sammen, men ja.. Alle dage kan ikke være lige gode.
Så så vi noget dernede i tv-avisen om hende der var dræbt af sin ekskæreste, og så sagde jeg, at hvis vi nogensinde blev hinandens ekskærester, så måtte han altså ikke slå mig ihjel. Umiddelbart lagde jeg ikke mærke til at han lød mærkelig eller noget, og han sagde da også, at det skulle han nok lade være med.
Så mandag var jeg ude at gå med en veninde og sagde, jeg var så glad og ville hjem og ringe til Christian, hvad jeg skulle sige vidste jeg ikke, jeg ville bare ringe og fortælle jeg elskede ham. Så kom vi hjem fra turen, og så lå der en sms fra Christian, hvor der stod han havde noget skidt han måtte fortælle mig. Så ringede jeg jo, dog uden han tog den. Jeg var så bang hamrende nervøs! Ca. kvart over otte ringede han så til mig. Jeg husker tydeligt det første han sagde:

"Det her er virkelig svært for mig at sige, men jeg har det ikke godt med mig selv og jeg har nogen problemer, så jeg har altså brug for en pause og være mig selv".

Jeg direkte tudede i telefonen, og kunne høre at han også græd, men det aftog dog fra hans side efterhånden. Han sagde, at det der gjorde mest ondt var, at nu havde han mistet mig på én måde, så ville han ikke også miste mig som ven, så han håbede jeg ville være venner stadigvæk. Jeg svarede lidt vrøvlet:

"Det kan jeg ikke lige nu..Jo. Jeg vil godt. Jeg ved ikke om jeg kan. Jo jeg kan godt, jeg vil godt være venner med dig. Rigtig gerne". -Jeg græd selvfølgelig imens.

Det endte så med, at vi aftalte han skulle komme så hurtigt han kunne onsdag, og blive at spise her, så vi kunne få talt om det her sammen. Han havde selvfølgelig alle mine ting med til mig, f.eks. tandbørste, nattøj, film osv., som jeg havde liggende nede ved ham.
Omkring halv elleve mandag aften, skrev han til mig, at han var ked af det gik som det gik. Jeg kunne ikke svare andet, end "mmm. Det hjælper bare ikke ". Det vidste han godt. På det tidspunkt havde jeg jo tænkt lidt mere over tingene, men jeg var selvfølgelig stadig mega ked af det! I efterårsferien skulle vi have været på ferie sammen. På et tidspunkt mens vi skrev om aftenen sagde jeg så, at jeg havde tænkt lidt over det, og måske ville jeg stadigvæk gerne have ham med på ferie. Det var han glad for, men bange for mine foældres reaktion, for han havde jo lige slået op?! Sagde så, at han var stadig velkommen, de var ligeglade.

Helt seriøst, jeg sov slet ikke mandag nat. Overhovedet ikke. Jeg lå bare og græd og savnede, og var skuffet over, at han ikke havde sagt det da vi var sammen søndag, eller at han ikke var kommet for at sige det i stedet for. Og generelt bare skuffet over, at han havde kasseret mig fordi han har problemer, for det er jo normalt når man ikke har det godt, at man har brug for hinanden?!

Tirsdag lavede jeg heller ikke ret meget, men havde fundet ud af, at jeg ville sige til ham når han kom onsdag, at jeg rigtig gerne ville have ham med på ferie, hvis han stadig ville med, og at vi så måske ikke skulle se hinanden inden, for at komme lidt væk og tænke over tingene, og så se om vi finder ud af noget igen på ferien.



Da vi mødtes onsdag ved en skov, gav jeg ham et rigtig stort kram. Jeg havde forventet den store tude ceremoni fra min side, men jeg kunne pludselig ikke græde. Det var lidt akavet, for hvor tæt på hinanden måtte vi gå, hvor meget måtte vi kramme osv. Vi startede med at tale om almindelig ting, f.eks. festen fra om fredagen. Efter noget tid fik vi så talt lidt om det og da vi satte os på noget græs, sad jeg og begyndte pludselig at græde lidt, og han tog så armen om mig og tog mig ind til sig og trøstede mig. Det var rigtig rart. Jeg fik spurgt, om han ville med på ferie, og han havde virkelig håbet, jeg stadig ville have ham med, så han ville gerne. Da vi havde gået i halvanden times tid tog vi hjem til mig og så sad vi og var helt pinlige indtil vi fik mad op. Vi turde ikke sige eller gøre noget, sådan rigtigt. Jeg havde fornemmet på de ting han havde sagt, at jeg godt kunne droppe håbet om, at vi fik noget i fremtiden igen. Andet end venskab.
Da vi så havde spist, endte vi faktisk med at ligge op og ned af hinanden og nusse hinanden på ryggen, armen, benene og maven. Og vi holdt også almindeligt i hånden - altså ikke flettede fingre. Og jeg kyssede ham et par gange på kinden og han kyssede mig 2-3 gange på kinden også. Vi havde også øjenkontakt i 8-10 sekunder et par gange.
Jeg ved godt, man kan blive "forblændet" af sine egne følelser, men det virkede virkelig som om han små flirtede lidt. Og efter maden, virkede det også som om, han måske godt kunne forestille sig et forhold med mig i fremtiden.

Han havde heller ikke fortalt sin bedste ven, Danni, om det. Danni fik et chok da jeg sagde det. Det undrer mig stadigvæk, at han ikke havde sagt det til Danni (i øvrigt også min bedste ven).


-Jeg fortalte ham også, at jeg havde sagt til min mor, at vi stadig ville have dobbeltsengen, så vi kunne ligge og kigge på hinanden og tale lidt om tingene. Ellers bliver det nemlig køjesenge. Det har jeg også sagt til Christian, og det har han det helt okay med. Vi kunne ikke lade være med at tale om, at det er pinligt nu, at jeg så skal stå og skifte undertøj foran ham osv. når vi er på ferie. Og som han sagde; hvad nu, hvis en af os bliver (undskyld hvis i ikke tåler det!) liderlige og man så automatisk lige tager hånden ned? Hvad sker der så?

Jeg ser ham så på søndag, hvor vi og Danni skal besøge nogen veninder på en efterskole. Men ja, det er jo ikke alene så det går nok.
Jeg er både spændt og nervøs over den ferie vi står overfor. Hvis i forstår?



Men nu er jeg bare så utrolig forvirret. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro? Vil han bare have lidt tid for sig selv og måske løse lidt af sine problemer? Eller vil han aldrig have et forhold med mig mere?
Det virker så underligt, at han først hentyder til, at han ikke vil mere, og senere halv flirter vi nærmest og han hentyder til, at det godt kan lade sig gøre. Som min far sagde, er det nok fordi han er i vildrede, og ikke helt ved hvad han egentlig vil.
-Jeg er lidt ligeglad med, om i synes det er klogt at tage ham tilbage eller ej, jeg vil meget hellere have at vide, om i tror, vi har en chance mere, eller ej? Selvom det er svært at svare på, selvfølgelig.


(På søndag kunne vi have været sammen 8 måneder)

Tak fordi i gad læse så meget.