Jens Rohde-Mette .. {{forumTopicSubject}}

Synes faktisk der fra flere sider, efterhånden indfinder sig en større indsigt overfor hvad det er for udfordringer, der ved gud er atypiske den nuværende regering har måttet håndtere ...
Og jeg har den senere tid hørt flere udtalelser fra politiske modstandere der anerkender, at uanset uenighed så er hun en kompetent statsminister ..
Ja jeg er til den røde side, mens uanset det ser jeg sgutte et alternativ der også er "statsMK agtig" ...Pape har ikke formatet og Ellemann er slidt ..

Men her kommer Rohde :
"
Introduktion

Arbejdede her: DSB

Har studeret på Århus Købmandsskole

Bor i Aarhus, Denmark

Fra Tilst, Arhus, Denmark
Billeder
Venner
314 venner
Lars Olsen
Casper Søe Kristensen
Lena Frank Andersen
Claus Estrup Nielsen
Lars Overgaard Andersen
Kenni Eldrup Andersen
Jesper Rasmussen
Casper Grønhøj Frankler
Mads Lysbjerg Arp Harboe
Livsbegivenheder
Beskyttelse af personoplysninger · Vilkår · Annoncering · Annoncevalg · Cookies · · Meta © 2022
Opslag
Henrik Møller
8 t. ·
Delt med Offentligt
M Cecilie Markvard Møller
9 t. ·
“Mange, hvis ikke de fleste, kirurgiske indgreb er fortsat præget af sidemandsoplæring under mesterlærekonceptet. Er det i orden? Næ. Er det en realitet? Ja. Si… Se mere
Den ufinansierede drøm
UGESKRIFTET.DK
Den ufinansierede drøm
Mens læger stræber efter at levere evidensbaseret patientbehandling, halter det gevaldigt med uddannelsen af læger. Teknologiske landvindinger og simulationsbaseret træning taler sit tydelige sprog: Der er store og evidente fordele ved simulationsbaseret træning af læger. – Man kan endog arg...
0 kommentarer


Henrik Møller
23 t.
·
Delt med Offentligt
Jens Rohde
1 d.
·
Jeg er ikke socialdemokrat. Ikke mere end det, de fleste danskere ret beset er.
I international sammenhæng er samtlige danskere nok at betragte som i hvert fal… Se mere
0 kommentarer


Henrik Møller
1 d.
·
Delt med Offentligt
Jens Rohde
1 d.
·
Jeg er ikke socialdemokrat. Ikke mere end det, de fleste danskere ret beset er.
I international sammenhæng er samtlige danskere nok at betragte som i hvert fald halve socialdemokrater. Vi ved det bare ikke.
Mit eget udgangspunkt er og bliver liberalt. Jeg stemmer derfor ikke på S.
Men jeg vil gerne benytte indgangen på denne uge til at gå op imod en fortælling, som jeg finder såvel unfair som historieløs.
Det er fortællingen om en magtfuldkommen statsminister, der ikke lytter og ej heller rækker ud til andre partier.
Hvorfor er det mig så magtpåliggende?
Fordi man tydeligt fornemmer, at der er tale om et systematisk forsøg på karaktérmord - på en dygtig statsminister -, og fordi historieløshed er det, der udgør den største fare for sammenhæng i vort samfund.
Når alt skal skrues op til at være historisk, skandaløst, mirakuløst, uden sidestykke og hvad medierne ellers flyder over med, mister vi proportionssansen og evnen til at agere i et længere perspektiv. Derfor:
Vores nuværende statsminister er på ingen måde mere magtfuldkommen end andre. Det giver i øvrigt ikke mening at bruge ordet, uden at man definerer præcist, hvad man mener. Uden definition forpester man kommunikationen.
For nuværende har vi en ét partiregering. Det betyder, at den er tvunget til konstant at søge flere steder hen i folketingssalen for at få sit flertal. Nogle gange er det med støttepartier, andre gange med oppositionen.
I støttepartiernes optik er det tydeligvis magtarrogant at lave politik med oppositionen. Men her bør man stille sig selv det spørgsmål, om et demokrati skal måles på, i hvor høj grad mindretallet også har indflydelse, eller om det skal måles på flertallets ret til at gøre med mindretallet, hvad man vil?
At lave politik med alle partier og søge skiftende flertal, er det nærmeste, man kan komme et udtryk for det første.
At hente sine flertal blandt den faste skare af støtter er typisk udryk for det sidste. Det var sådan, vi agerede i VK, dengang vi havde DF som støtteparti. Alt blev aftalt med dem på forhånd, og så kunne de andre spise krummer, hvis de overhovedet blev inviteret.
Hvis man mener noget med mindretalsbeskyttelse i vort parlamentariske system og forstår baggrunden for vores meget lave spærregrænse sammenlignet med internationale forhold, må de skiftende flertal være det mindst magtfuldkomne udtryk samlet set.
Må jeg dertil føje, at jeg gennem de seneste tre og et halvt år har indgået adskillige forlig med den siddende regering og ikke på noget tidspunkt oplevet, at der ikke blev lyttet og man ikke kunne flytte på tingene, hvis argumenterne rakte dertil. Det på trods af, at jeg i halvandet år kun sad med et enkelt mandat.
Lad mig for god ordens skyld understrege, at jeg deler den bekymring om de stadigt mere flydende grænser mellem embedsværk og politisk ansatte. Men den problemstilling er ikke ny. Og megen hykleri findes i den debat.
Det har altid været sådan, at oppositionen kritiserer den siddende regering for at opruste på spinfronten, hvorefter den selv lægger ti procent oveni, når den indtager statsministeriet. Det er der historisk belæg for at konstatere.
Dette ændrer naturligvis ikke på, at man burde analysere tingene grundigt igennem og diskutere med et åbent sind, om vort system er robust nok. Den diskussion kan ikke bare reduceres til en ufin personkritik af Barbara Berthelsen. En kritik, der i øvrigt også er gået fuldstændigt over gevind.
Vi er som folketing nødt til at se tingene i det store perspektiv.
Dette land er sammen med resten af verden blevet overmandet af den ene krise efter den anden. Da Corona først fik sit tag i befolkningen, besluttede et stort set enigt folketing, at man skulle give statsministeren udvidede magtbeføjelser i en midlertidig epidemilov.
Vi var nogle få, der advarede imod disse beføjelser, fordi man tvinger statsministeren til at bruge dem fuldt ud. Alternativt ville selvsamme jo få voldsom kritik for ikke at have brugt sine beføjelser, hvis krisen udviklede sig yderligere.
Nu står en samlet opposition og et af regeringens støttepartier så og kritiserer statsministeren for at have brugt de beføjelser, som man selv gav hende - til trods for, at der blev givet advarsler nok. Med Svend Aukens ord: Man pisser på hende for derefter at sige, at hun lugter. (Og nej, jeg forsøger ikke at spille bagklog. Jeg meddelte selv som daværende radikal, folketingsgruppen, at jeg ville stemme imod af samme årsag som angivet ovenstående).
Naturligvis blev der begået nogle eklatante fejl i minkhåndteringen. Det står klart for enhver, også for regeringen.
Man skal bare huske, at regeringen selv gjorde opmærksom på problemerne og ikke forsøgte at skjule dem - blot fire dage efter beslutningen.
Endelig hører det vel også med, at Danmark samlet set er kommet bedre ud af Coronakrisen end noget andet land i Europa.
Vi kunne som de første genåbne helt og smide de forbandede mundbind. Dette er alene, fordi nogen har udvist rettidig omhu. Tak for det.
Magt er en finurlig ting. Man bør altid have øje for, om man tiltager sig Jean Paul Sartre's syn på mål og midler, eller om man er i stand til at holde sig på Albert Camus' fokus på, at målet naturligvis ikke helliger midlet. For Sartre var det lige omvendt.
Faren ved magten er, at man uden selv at mærke det, hurtigt kan ende i den Sartreske fortolkning. Jeg har selv oplevet det.
Men magt er også nødvendigt at udøve for en regering og ikke mindst en statsminister. Magtens tomrum findes ikke. Hvis statsministeren ikke er magtudøvende, kommer der nogle andre og udfylder tomrummet.
Disse erkendelser er noget, vi har det svært med herhjemme. Her skal man helst proklamere, at man ikke vil magten og ikke skilte for meget med sine muskler i den henseende. Nok særligt, hvis man er kvinde.
Men alternativet er en svag statsminister. Dem har vi haft nogle stykker af i Danmarkshistorien, og kigger man ind i nøgletallene for disse perioder, er det ikke noget, man skal ønske sig gentaget.
Jeg har kendt Mette Frederiksen i 22 år. Guderne vil vide, at vi har haft mangen drabelige verbale slag. Virkeligt hårde slag. Der er naturligvis også ting i regeringens politik, som jeg ikke mener, er hensigtsmæssige.
Men man kan ikke tage fra hende, at hun er dygtig og flittig, og at hun reelt er den første i nyere tids Danmarkshistorie, der har løst opgaven med at manøvrere en ét-parti regering på ganske overbevisende måde.
Det er et paradoks, at netop denne dygtighed og evne til at udøve magt og udfolde den til reel indflydelse til samtlige af folketingets partier på skift, er blevet til en negativ fortælling, der kan sende hende ud af statsministeriet om en måned.
Hvis det sker, må man be' til, at det bliver en lige så kompetent og manøvredygtig statsminister, der overtager. Det bliver der brug for - verdens og landets situation samt et forventeligt grumset folketing taget i betragtning.
Uden stærk ledelse fra statsministeriet, er landet ilde stedt. Det ved enhver med en smule kendskab til Danmarkshistorien. "