Hjemsøgte skoler og tomme grave. {{forumTopicSubject}}

Ville blive glad vis i gad læse den, og evt. smide en kommentar om hvad i synes om den ??


1. kapitel: Frøken Marielund

”Anna! Kommer du?” Martha løb hen til hende. Anna er Marthas søster. De er tvillinger og glade for hinanden. ”Kommer nu”. Lige for tiden havde Anna været lidt nedtrykt. Ingen vidste hvorfor. Klokken ringede ind. De gik alle ind i den lille klasse, og satte sig på deres plads. De sad lige ved siden af hinanden. Deres lære hr. Hansen var normalt aldrig sent på den. I dag gjorde han åbenbart en undtagelse. Så åbnede døren, men det var ikke hr. Hansen der kom ind. I stedet kom der en ung mørkhåret kvinde. Hun gik med lange skridt hen til tavlen. Da åbnede hun munden og sagde ”Jeg er Frøken Marielund. Jeg er jeres vikar. Hr. Hansen er faldet og har slået sig slemt. Derfor kan han ikke undervise i en måneds tid eller to”. Anna, (som havde en evne til at opspore alt hvad der bare lød ondt,) syntes at der var et strejf af skadefryd i hendes stemme. Hun hadede folk der talte på den måde om andre. Efter skole gik begge piger lige hjem. De snakkede om deres nye vikar. ”Hende Marielund er en værre harpe!” sagde Anna. ”Ja. Sagde du noget om at hun havde stemmen propfuld af skadefryd?”. spurgte Martha. ”Øh. Måske ikke propfuld, men hun var altså ret lykkelig over den såkaldte ´ulykke´”. Da de gik hjem gik Anna ind på sit værelse. Hun tog en bog og læste. Bogen hed ´Mørkepigen Og Lyspigen´. Hun havde læst i den bog i lang tid nu. Det var som om at den aldrig ville ende, skønt den ikke var særlig tyk. Hun satte bogmærket i og lukkede bogen. Så satte hun sig til at skrive den fristil som de havde fået for. Hun vidste endnu ikke hvad den skulle handle om. Hun tænkte på ´Livet og Andre Mysterier´ men så syntes hun at den skulle handle om ´Eventyr og Historier´. Det kunne blive godt. Så tog hun en blyant frem fra sit penalhus. Den var knækket. Hun kom i tanke om at hendes blyantspisser, var i stykker. ”Suk”. Pludselig kom der en kæmpe støj inde fra hendes søsters værelse. Hun gik ind for at bede hende om at skrue ned. ”Martha! Skru ned!”. hun råbte så højt hun kunne for at overdøve larmen fra Marthas ghettoblaster. ”Hvad sagde du?” spurgte Martha og skruede ned. ”Jeg sagde skru så ned! Jeg prøver at lave lektier! Det burde du også!”. ”O.K” svarede Martha og skruede volumen op på max igen. Så blev Anna sur. ”Martha!”. ”Okay”. Så skruede hun ned. Anna skrev stilen. Hun havde skrevet i en time, da det ringede på døren. Martha kom sin søster i forkøbet. Det var postbuddet. Han var kommet med et brev til Anna og Martha. ”Det er uden afsender”. Sagde han. Og ganske rigtigt. Brevet havde ingen afsender og var smurt ind i blod. I brevet stod der:


En som i kender og holder af er lige dræbt. I er de næste.


2. kapitel: De Tomme Grave.

”Anna! Martha!” det var deres mor der kaldte. Hun lød ked af det. ”De har ringet fra hospitalet. Jeres oldefar er blevet fundet død ude i buskadset i baggården. Han var smurt ind i blod og tydeligvis dræbt. Der lå også et brev. Mere sagde de ikke. Jeg er frygtelig ked af det”. Så stod begge piger op af hinanden og græd. De havde begge på fornemmelsen at deres oldefars død havde noget med brevet at gøre. Måske var det endda hans blod. En uge efter var de til hans begravelse. Den var søgelig. Det var hårdt at sige farvel. Han havde været så sød ved dem. Det var også ham der havde givet Martha sit navn. Da de stod ude på kirkegården kom der pludselig en grim stank. Det lugtede som gamle tennisokker. Anna var ved at kaste op, men Martha lod til at være helt upåvirket. ”Pssst” Sagde Anna stille til Martha. ”Hvad er der?”.”Prøv at lugt”. Martha snuste. ”AD!”.” Skal vi se hvor det kommer fra?” spurgte Anna. ”Okay. Jeg ved bare ikke om jeg er helt tryg. Det er en ret slem stank”. De sneg sig begge væk. Da de kom til den anden side af kirkegården, hvorfra lugten kom, var der et grønligt dis. ”Måske er det her at stanken kommer fra”. Det var det helt klart. Der var tåget og lugten var slem. Det sved i næseborene. Luften var tynd, og gassen var sandsynligvis,giftig. Pludselig kom der en skygge op af en af gravene. Derefter en til og en til. Der var en hel hær af skygger. Pigerne stod som forstenede. De holdt begge vejret. De var så bange at det løb dem koldt ned af ryggen. Da lettede tågen. Der var intet spor af den bortset fra… ”Aaaaaaah!!”. Marthas skrig løb ud i natten. Hun skreg fordi at alle gravene der var under diset de var tomme.



3. Kapitel: På Skolen Om Natten

”Først hende Marielund! Så et eller andet blodbrev!! Og til sidst: en masse zombier på kirkegården!! Kan det blive mere uhyggeligt!?”. råbte Martha efter skoletid. ”Ja. Jeg har også tænkt på det. Først Marielund, som garanteret har sørget for at Hansen er kommet til skade. Hun har i hvert fald ikke rent mel i posen. Hold mund Martha. Jeg er ikke færdig. Og så det brev”. ”Det må være hende der har sendt det!”. sagde Martha begejstret. ”Ja Martha! Nu begynder det at give mening! Men hvorfor? Prøver hun at skræmme os, eller er hun en sindssyg morder? Hvorfor lige os? Det kunne jo også gå ud over nogle andre” sagde Anna. Pludselig stod Marielund lige bag ved dem. ”Hun står lige bag ved mig ikke?” spurgte Anna. ”Ja det gør jeg skam! Og du skal komme med mig op på inspektørens kontor!”. ”Jamen vi har fri!”. sagde Martha, og tog sin søster i armen og løb hjem. Da de kom hjem løb de ind på Annas værelse. Der kunne de snakke i fred. ”Okay. I morgen er det fredag den trettende, så der kommer jeg ikke ud. Vi kunne jo gå ind på skolen og tjekke hende Marielunden der”. Sagde Martha. ”Ja det kunne vi jo. Men vi kunne også udspionere hende, og se hvor hun går hen. I nat? Når vi er kommet i seng?” sagde og spurgte Anna. ”All rigt” svarede Martha. ”Men hvis vi kommer i fedtefadet, så er det din skyld Anna!” tilføjede hun. Da klokken var ti om natten, tog pigerne sort spion tøj på, og sneg sig ud. ”Er du sikker på at mor er gået i seng Martha?”. spurgte Anna nervøst. ”Ork ja. Hun går altid i seng præcis klokken ti. Men hun kunne jo gøre en undtagelse. Men det sker ikke. Det er lige så sikkert som amen i kirken”. Svarede Martha. Da de kom ind mod byen, gik frk. Marielund ud af sin lejlighed. Hun var endnu blegere end hun plejede at være. Ikke fordi at hun var mørk i huden. Hun var det blegeste menneske (eller hvad hun nu var) Anna og Martha nogensinde havde set. De sneg sig efter hende. Hun havde kurs mod skolen. Da hun gik ind gik Anna og Martha lige efter hende. De kom op på læreværelset hvor hun åbnede sit skab og tog et par nøgler ud. De var af guld, og strålede om kap med stearinlysene. Hun åbnede en æske. Martha tændte en lommelygte. Marielund tog en krystal op af æsken. Luftskakten som pigerne gemte sig i faldt sammen. Marielund vendte sig om. Anna holdt vejret. Marielund havde opdaget dem.


4. Kapitel: Sandhedens Time


Martha var rød i hovedet af flovhed. Anna blødte slemt fra højre skulder. Marielund stod bare og stirrede chokeret på pigerne. ”Er i okay piger? Hvad laver i her?” sagde Marielund chokeret. ”Taget på fersk gerning Marielund! Vi ved godt at det var dig der sendte os brevet, og dræbte vores oldefar!” sagde Anna skrapt. ”Det var garanteret også dig der lukkede zombiestanken ud på kirkegården!” sagde Martha skrapt. ”Hvad taler i om piger?” spurgte Marielund. ”Om dig! Vi har luret dig, din heks. Du er ikke menneskelig! Hvem er dine medskyldige?” spurgte Anna. ”Ingen. Jeg ved ærgerligtalt ikke hvad du taler om. Jeg er bare på mission” svarede Marielund. ”For hvem?” spurgte Anna.. ”Jeg er agent. Det vil sige. Jeg undersøger alle de mystiske hændelser”. Svarede Marielund. ”Hvem er du rigtigt, og hvor gammel er du?” spurgte Martha og tilføjede hurtigt til Anna ”det her er ligesom på film”. ”Jeg hedder May og er fjorten” svarede Marielund. ”Er du så ikke lidt for lille til at være skolelære og agent?” spurgte Anna. ”Nej da. Jeg arbejder for juniorkorpset. Det er ret fedt. Nå. Nu må i altså gerne gå hjem” sagde May. ”Vi går ingen steder!” sagde Anna og Martha i kor. ”Vi vil være med. Okay. Vi er måske kun tretten, men vi har fået et blodbrev. Måske er det en hjælp?” sagde Anna og Martha i kor. ”Ja ja. Okay” sagde May opgivende. ”Hvorfor var du egentlig så led og var det egentlig dig der fik hr. Hansen til at komme til skade?” spurgte Anna. ”Nej. Ikke rigtigt. Han har det faktisk fint. Han arbejder for os. Med hensyn til det der med at være led. Jeg skulle jo ikke vække opsigt”. Nu var de tre veninder til at løse mysteriet. Da Anna og Martha, (lidt skuffede) gik hjem, kom der pludselig en tyk og tæt tåge. Den var kold våd og klam. Et eller andet tog Anna i armen. ”Hjælp!!” skreg Anna. ”Anna!!” kaldte Martha. Anna var væk.



5. kapitel: Tomme Øjne

Hvor var Anna? Hun var helt væk. Der var nogle grønne slimspor, der førte tilbage til skolen. Marthas hjerte bankede vildt og voldsomt i brystet på hende. Hendes søster var væk. ”Martha!”. det var tydeligvis Annas stemme. Den var langt væk. Men hvorfor kunne Martha så høre hende? Hun fulgte lyden af Annas stemme. Lige meget hvor den kom fra. ”Martha! Hjælp!”. Det var som om at stemmen kom nærmere nu. Nu var den helt tydelig. Den kom fra et hul i jorden. Da Martha kom nærmere lod hun mærke til at hun var på kirkegården. Stemmen kom fra et af gravstederne. Der var slimspor der førte hende mod nordøst. Da hun endelig kom til den grav hun ledte efter, stod hun overfor en kæmpe mand, med enorme tomme øjne. Han havde en kniv i den ene hånd, og en økse i den anden. Han huggede ud efter hende. Anna var på vej op af en af gravene, men fik en af mandens store fødder i hovedet. Martha undveg med nød og næppe, den store økse. Hun var lige ved at få hovedet hugget af, da der pludselig lød et skud. Det kom fra et stort jagtgevær. Så kom der en hel hær af zombier og omringede pigerne. Mega manden trak sig stille tilbage, og ud af kredsen af zombier kom, en vampyr! Han tog Martha i armen og løftede hende op i luften. Hun skreg og skreg. Så lige da vampyren skulle til at bide Martha i halsen, kom Anna op. Hun viste vampyren sin halskæde med et kors vedhæng på. Vampyren forsvandt og alt hvad der var tilbage af ham var en stor bunke aske. Zombierne gik i gravene. Men tågen gik ikke væk. Pludselig vendte begge piger sig om, og hvad så de? Deres egne gravsteder.



6. kapitel: På Skolen Igen


Anna og Malene løb hele vejen hjem. Da de endelig kom hjem, var deres hus mørkt og forladt. Hele byen var mørk og forladt. Ikke en eneste gadelygte lyste. Der var ikke liv på gaden. Alt var bare mørkt og stille. Nu var der en god grund til at prøve på at få kontakt med May. Hvis hun altså stadig var i live! Anna gik ind i deres hus og hentede brevet. Det var stadig fuldt af blod. Da hun åbnede brevet råbte hun af sine lungers fulde kraft ”Martha!!”. Martha løb ind i huset, og ind på Annas værelse hvor de havde gemt brevet. Bogstaverne havde ændret sig. Der stod pludselig:



I har nægtet døden. Nu ser i hvilke konsekvenser det får. Nu bliver jeres fremtid sort som byen.



Anna og Martha var så chokeret at de begge var blevet helt hvide og blege, og deres hår rejste sig. ”Måske er der en måde hvor vi kan gøre det hele godt igen” sagde Anna og tilføjede derefter ”håber jeg!”. de fik fat i May, og hun ville gerne hjælpe. Nu var de alle gode veninder. ”Jo. Det første vi skal gøre er at vi skal tage tilbage til skolen. Men vi skal ikke gå ind ad hovedindgangen. Vi går ind i den forladte del af skolen” foreslog May. Anna og Martha var fuldstændig enige med May. De gik ind og der var lys! Men der var også skygger. Uhyggelige skygger der snoede sig op af væggen. Så, fra et hjørne dukkede der et hvidt skelet op. Det skreg og skreg, og før pigerne havde nået at reagere, angreb skelettet. Det skreg stadigvæk. Pigerne løb i vær sin retning. Skelettet løb først efter Anna, men da de var nået til hjørnet hvor skelettet var dukket op fra løb det efter May. Det skiftede, og løb efter Martha. Så stoppede det. Det sprang nærmest i luften. Knoglerne røg til alle sider. Så kom der spøgelser. De var over alt. ”Uuh, uuh, uuh”. Spøgelserne rev i pigernes hår. Så fik Anna øje på en blå diamant. Hun rakte ud efter den. Da fik hun fat i den. Der stod noget inde i stenen.


Vogt dig for døden. Hvil i fred.


Hun vidste ikke hvad dette betød. Hun havde bare sådan en underlig trang til at sige det. Det var som om at der var en anden der styrede hende. Pludselig røg ordene bare ud af munden på hende. ”Vogt dig for døden. Hvil i fred!”.



7. kapitel: Lys i Byen

Anna var glad for at alt dette var overstået. Hun så at husene ikke længere var ruiner, og at der var lys i vinduerne. Martha som stod ved siden af hende, fik næsten tåre i øjnene af at se på at byen var blevet normal. De stod stadig inde i den forladte del af skolen. Pludselig begyndte hele bygningen at ryste. ”Skynd jer ud! Det hele braser snart sammen!” råbte May, gennem al larmen. Og ganske rigtigt. Der var begyndt at falde klumper ud af loftet. De spænede ud. May var nød til at gå hjem. Det gjorde Anna og Martha også. Da de kom hjem, sagde deres mor at det var tid til deres søndags tur. ”Er det lørdag?” spurgte Anna. ”Sikke et spørgsmål. Selvfølgelig er det det! Vi tager hen og besøger oldefar. Det plejer jo også at være så hyggeligt” sagde deres mor. Det var som om at der slet ikke var gået noget tid, og til deres store forbavselse, kørte de ikke imod kirkegården. De kørte mod hospitalet. Da de gik ind på deres oldefars stue, sad han oppe i sengen og smilede til dem. De var så glade at de var ved at græde. Nu var alt godt.



8. kapitel: Sammen For Evigt


Anna og Martha kom i skole. Da de gik ind i klassen hørte de en velkendt stemme. ”I kommer for sent!”. Det var hr. Hansen der talte. De udbrød begge ”Hr. Hansen! Du er tilbage!”. de var så glade for at se deres lære igen, men han sagde bare ”jeg har da været her hele tiden! Gå nu hen på plads”. De satte sig ned på deres pladser. De havde begge et stort smil på der bredte sig omtrent fra øre til øre. Havde det hele været en drøm? Nej, for Anna havde stadig sit sår på skulderen og Martha havde rifter på håndleddet, efter vampyrangrebet og til sidst havde de begge en stribe i håret. Anna havde sølv og Martha havde guld. De gik hjem med et stort smil, begge to. Da de kom hjem, var der en rød plet der hvor brevet havde været. Den plet var lavet af det blod der var på brevet. Der gik lang tid, og på deres fjortenårs fødselsdag spurgte Martha, Anna ”sammen for evigt?” og så svarede Anna ”sammen for evigt”.