Heste essay {{forumTopicSubject}}

Hej alle.
Har et essay for og er nået frem til det her. Synes der mangler en slutning af en art. Hvad synes i?
OBS: det er ikke en tråd hvor man diskuterer synspunkter om ridning men kun til ideer til mit essay!
på forhånd tak

Blod, sved og tårer

Bannerne vejrer, glinsende heste til millioner af kroner traver ivrigt rundt mellem hinanden, og publikum klapper og peger, når der er en hest der er værd at se. Og det er der ofte. Efterhånden drypper skummet fra hals og bringe, øjnene er hvide og munden spærret op af angst og frustration, når to hingste passerer hinanden lidt for tæt, men rytternes hænder griber bare hårdere og hårdere om de to tøjler, der fører ned til kandaren.

Her stopper vi så lige engang. En kandar er to tykke og skarpe bid, der ligger i hestens mund på samme tid. Det er ikke noget, hvem som helst kan ride med. Den beskrives som et værktøj for øvede ryttere med en utrolig blød hånd. Men hvad er det vi ser på stævnepladsen?
Der ligger vel tre til fem kilo i hver af rytterens hænder, altså hviler der op imod 10 kilo i hestens mund. Er det en blød hånd? Ikke i mine øjne. Gang på gang kan man se heste bløde fra næse og mund på grund af skader heraf, men kun alt for sjældent giver dette anledning til større undersøgelser, som i mange tilfælde ville vise brækkede tænder, ganer og næseben. Men en hest er et byttedyr og må ikke vise smerte. Så den går godmodigt videre, selvom rytteren mishandler den for øjnene af hundredvis af beundrende tilskuere. Er dette en sport? Kan vi være bekendt at høste medaljer, som er lige så meget en andens fortjeneste, måske endda mere? Er det okay, at det ikke er ens eget sved der drypper og ens eget blod, der flyder når man kæmper for at komme til tops? Disse ryttere bruger utrolige summer på deres sport, på at få en god hest. Og er det dem selv, der lærer hesten op? Nej det er det ikke. De får en færdiguddannet hest, der med det samme vil kunne bære dem igennem et OL-program. Hermed skal det ikke være sagt, at rytterne ikke er dygtige, for selvfølgelig er de det. Men alt for ofte glemmer vi det levende dyr under dem. Et dyr som bliver frataget muligheden for at følge sine instinkter. De får ikke lov at løbe og lege med andre på folden, fordi de ikke må komme til skade. De må ikke tage på en afslappet tur i skoven, da de jo nødig skulle snuble, så de ikke kan tage til stævne i weekenden. Derimod bliver det sejlet og fløjet rundt i verden, for at starte til forskellige konkurrencer. Hvad end det er løb, spring eller dressur vil dyrene blive presset til ting, der er dybt skadelige for deres muskulatur og knogler. Og når de ikke er på banen, står de i bokse side om side med fremmede heste ofte hingste, som i naturen aldrig ville kunne komme inden for ti kilometer af hinanden uden at ende i en kamp, der ofte vil fortsætte til døden. Selvfølgelig ender dette engang imellem med, at hestene forsøger at angribe hinanden, når de kommer ud af boksen, hvor de har stået i op imod et døgn og opsparet energi. Men disse angreb er nærmest afværget, inden de er startet. I det øjeblik dyret svinger hovedet til siden og rykker i tovet, strammes en kæde om deres næse og biddet rykker i den følsomme mund.

Som i andre sportsgrene er der lægekontrol inden start, men denne er desværre langt fra tilstrækkelig. Ikke engang når dyret bliver tæsket på banen, skrides der ind. Hvordan ville vi reagere hvis vi så en agility hund blive sparket efter en dårlig runde, eller til et kanin-hop arrangement! Det er vel rimelig tæt på ridebanespringning… ville vi ikke blive chokerede hvis kaninen blev grebet i ørerne og banket ned i jorden, fordi den rev en pind ned? Men vi har vænnet os til volden mod disse storslåede dyr. Mange tror det er nødvendigt for at kunne kontrollere dem, dominere som nogen kalder det. Men heste er venlige dyr, der ikke ønsker at slås. I deres verden er det livsvigtigt, at de sparer energi. Derfor er kamp utrolig sjældent. De ønsker ikke at dominere og heller ikke at blive det. De har brug for tillid. Det vigtigste for dem er en vished om at deres ejer, rytter eller ven ikke vil bede dem om noget, der kan skade dem. Om det er at krydse en flod eller snuse til en parkeret bil, det hele er muligt, når bare de har deres ven ved deres side.
Det er mig en gåde hvordan man kan behandle dette smukke, venlige væsen som skidt. Som et værktøj i ens søgen efter succes.