Min mormor blev indlagt. {{forumTopicSubject}}

Jeg sidder og har det helt ad helvedes til. Fik for 1½ time siden en opringning om at min mormor på 92 er blevet indlagt.
Vi har lige haft hende og mine forældre på besøg fra d 23 til d. 27 og da fik hun det dårligt. Hun gik simpelthen i sultestrejke og har ikke spist siden juleaften og nu var hun blevet så skidt at hospitalet må tage over.

Hun har helt mistet lysten til livet og kan snart ikke mere. Hun er rigtig træt. Vi har godt nok kun haft hende på lånt tid i mange år efter hun fik en blodprop i hjernen hvor lægerne gav hende ca ½ år at leve i... Det er nu 17 år siden, men de seneste par år og især det sidste ½ år er det gået hurtigt ned ad bakke. Men lige døden er aldrig noget man kan forberede sig på og jeg ved at min verden vil bryde fuldstændig sammen den dag hun tager fra os.

Jeg vil ikke have at min mormor lever for vores andres skyld, hvis hun skal leve er det for hendes egen. Og vil hun ikke det, så vil jeg langt hellere give slip på hende end at holde hende her hvor hun ikke vil være. Uanset hvor svært det så end måtte blive.

Min mormor er livets lys og en rigtig stærk kvinde og jeg elsker hende mere end noget andet, så det er rigtig svært at komme gennem en tid hvor hun blot bliver mere og mere svækket.
Jeg ved det kan lyde rigtig hårdt i andres øre, men jeg ville ønske hun kunne få fred fra al den sygdom der rammer hende, fred for livet som er blevet hende så hårdt.

Selvfølgelig ville ejg helst at hun blev frisk og rask igen, men som det ser ud nu er det blot et spørgsmål om tid før hendes livs lys render ud. Og i dette tilfælde ville jeg heller at det gjorde det hurtigt så hun ikke skal lide som hun gør længere.

Jeg har det helt ad helvedes til og tårene vil ingen ende tage.

Undskyld jeg blruger stedet her til dette... Men jeg havde simpelthen bare brug for at få det ud og få noget luft.