{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.051 visninger | Oprettet:

Så gik det galt-to tæver-hvad gør vi? {{forumTopicSubject}}

Hej alle.

I går skete det jeg aldrig i mit liv skulle opleve. Jeg er stadig meget rystet. Jeg var alene i vores have, da vores to tæver Gucci på 4 år og Kiara på 1 år går i hovederne på hinanden. Jeg prøvede og prøvede men kunne ikke skille dem ad. Jeg prøvede alt og endte selv med at blive bidt slemt i hånd og arm. Efter en kamp, som jeg formoder tager mellem 5 min til et kvarter, får jeg på en eller anden måde holdt den mindste mens jeg får sparket den store væk ved at sparke og sparke vand i hovedet på hende (vi bor lige ned til vandet og deres kamp endte dernede før jeg fik det stoppet). Da til mit held vores naboer kommer ind i deres have, løber den store op og gør, og jeg ser mit snit til at kaste den lille som jeg jo sidder og holder tilbage, ned i vores båd. Der slutter det. Jeg er rystet og står bare og skriger og ryster. Det var så modbydeligt.

Den lille har mange sår og skrammer i hovedet, dog ikke noget der skal syes, men er meget hævet. Den store kunne ikke støtte på det ene ben, men heldigvis var der intet brækket. Dyrlægen så selvfølgelig på dem med det samme.

Jeg selv var på skadestuen og slap meget heldigt med bid i hånden som kun ramte bløddele, sår og mærker på arme og en flænge bag øret og i hovedet.

hundende har indtil i går elsket hinanden, ligget i samme kurv osv., men nu kan de ikke snuppe synes af hinanden. I nat da min kæreste stod op (vi har holdt dem adskildt i lejligheden) og skulle have den ene ud at tisse, var de ved at ryge i totterne igen.

Jeg ved godt der nok ikke er nogen anden mulighed end at komme af med den ene af dem, men det er virkelig en svær situation for os, da vi begge elsker vores hunde.

Jeg ved godt det her blev langt, men jeg har virkelig brug for at komme ud med det, da det er den værste oplevelse i hele mit liv! Er der nogen der har oplevet noget lignende, og er der nogen der mener at sterilisation vil hjælpe??

På forhånd mange tak.

Louise :,o(


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Så gik det galt-to tæver-hvad gør vi?
  • #1   4. jul 2009 Tak til alle... Det var virkelig en modbydelig oplevelse, især fordi jeg stod med det helt selv og anede ikke mine levende råd. Da vi lå dernede i vandet, prøvede jeg at trykke deres hoveder under vand for at de måske ville slippe hinanden hvis de ikke kunnde få luft. Det var så voldsomt og jeg var bare så magtesløs.

    Jeg ved jo nok godt hvad den eneste løsning er, det er bare så sindssyg hårdt at skulle tage sådan en beslutning om at den ene skal væk. Jeg får tårer i øjnene ved tanken.. Vi elsker jo begge af hele vores hjerter. Vi siger til os selv i dag, hvad vi dog tænkte på, da vi fik den lille og ikke istedet valgte en han.... Alle sagde det jo. Men hjemme ved mine forældre har den store opvokset med en anden tæve og senere er der kommet en gravhund til, også en tæve, og der har aldrig været problemer, så vi har nok bare tænkt at det også ville gå, hvilket det jo også har gjort intil i går... Vi føler os sindssygt uansvarlige...


  • #2   4. jul 2009 Du skal altid havde dem adskildt ,for kan de se deres snit gør de det igen ,to tæver slås til den ene er dø, det kan ikke hjælpe en døjt at steriliser den tæve det er bare at smide de penge ud tl ingen verdens nøtte,vi er flere der har skrevet om det her inde med at ha to tæver til at gå sammen går galt på et tidespunkt,vi er mange der har prøvet det samme.Så man skaltænke sig om inden man andska

  • #3   4. jul 2009 blev stopped i der sidste ord

  • #5   4. jul 2009 ja men jeg kenner flere raser hvor det ikke kan lade sig gøre det er både små som store hunde,jeg ved også hvor opdrætteren ikke vil erkende de har de problemer i deres flok.

  • #6   4. jul 2009 Laika R - du har helt ret, og som jeg også skriver føler vi os, set i bakspejlet meget meget uansvarlige. Vi er mennesker der går meget op i vores hunde, mht. opdragelse, træning osv. Vi sætter og ind i hvad det har brug for osv. Jeg ved ærlig talt ikke hvad der er sket siden vi ikke har haft tænkt det her igennem...

  • #7   4. jul 2009 Hej,, Hvor har jeg dog ondt af dig (og jeres hunde selvfølgelig) Det må ha' været frygtelig at være midt i den kamp der,,,pyyyhh. Hvordan har du det med at være sammen med dem hver især nu ? Håber det går...

    Var lige inde på din profil og læse lidt om dem,,og jeg kan se at den yngste allerede tog magten da hun var 9 uger,,,det er dælme tidligt,,og måske den ældste har fået nok af det nu ? Der står også noget om en reaktion når den ældste er sammen med andre hunde ? Måske de to tøser simpelthen bare ikke passer sammen ? Hvor er det dog synd for jer alle,,,håber finder en løsning i kan leve med

    Jeg har selv 2 piger og en dreng,,og må da indrømme at jeg sidder og bliver en smule halvnervøs for om de kan finde på det samme,,tror det nu ikke ,, men alligevel..

    Min dybeste medfølelse,,knus fra os


  • #8   4. jul 2009 Tanja H: Tak for din søde kommentar. Det er virkelig hårdt og kan mærke jeg psykisk er meget mærket af det stadig...

    Den store har aldrig været særlig god til det med at møde og lege med nye, fremmede hunde. Dem hun altid har kendt, eller lærer stille og roligt at kende, kan hun godt acceptere. Min veninde har bla. en border collie tæve som er et par år yngre end gucci, og de fungerer super fint... Men, den lille prøvede meget grænser i går og indtil nu har den store nok ikke set hende som en trussel før nu hvor hun er blevet kønsmoden... Det er virkelig noget møg..

    Kan godt forstå du lige tænker en ekstra gang over det med dine, men i mange tilfælde går det jo rigtig fint. Jeg har indtil for et lille års tid siden boet hjemme, og der har vi haft tre tæver sammen, dog ikke af samme race, men det har fungeret super fint...


  • #9   4. jul 2009 Jeg ville aldrig turde at have dem sammen mere. Det er jo en race, der fte hare kønsagression og når de har været så voldsomt oppe at toppes er sandsynlighed for at det sker igen stor.

    M.N. Der vil formodentlig være en effekt ved kastration af en hanhund på to år. Nu har Krumme en race, hvor det er vigtigt at kasterer inden kønsmodning pga. racens natur.


  • #10   4. jul 2009 Har aldrig hørt det var ok at kastaration af en hund inde den var 2 år
    den skal da ha lov til at være udvokset inden man gør det ,
    kun hvis den er syg men en nomal hund gør man det ikke ved .i den alder


  • #11   4. jul 2009 Jeg har i mit lille hjem 4 tæver... !! alle rottweilere, det er en sammenbragt flok, så enkelte kan gå sammen resten er skilt ad, så der ikke er nogen risiko for at de kan komme op at slås.. ( meget smalle tremmer i hundegårdene!!! ) jeg kan kun bekræfte at det er ekstremt meget arbejde og kræver at man tænker sig om, hver gang man skal flytte en hund fra A til B.. for hvem kan denne hund med, og er der risiko for evt slagsmål.

    hvis man ikk er indstillet på sådan en løsning, så vil jeg anbefale at omplacere den lille, da den har nemmere ved det, grundet alderen.


  • #14   4. jul 2009 Sikke en grim oplevelse.
    Men kom til at tænke på hvor smart det vil være at omplacere sådan en hys tæve???
    Der er jo næsten ingen steder hvor man kan slippe sådan en hund, så den kan få rørt sig ordenligt.


  • #15   4. jul 2009 Sikke en grim oplevelse du har haft..

    Vi har en hanhund på 3 nu han blev kasteret i januar, vi ville ønske vi havde gjort det da han var 1½ år..

    Men vores er stoppet med at stresse pga. tæver og er faldet lidt ned(han kan dog stadig ikke med andre hanner men det bliver da lidt bedre hele tiden)


  • #16   4. jul 2009 Jeg er ked af at læse det her, for kan forestille mig hvor slemt I må have det.

    Mht til det med at skille sig af med den store eller den lille, så ville jeg altså skille mig af med/overveje aflivning for den der har startet det og den der er mest fremme i skoene.

    Jeg ville være nervøs hver gang jeg skulle forbi andre hunde med den af dem som startede slagsmålet. Du vil aldrig kunne stole på den hund igen. Nu ved jeg jo naturligvis ikke hvor prægede de er blevet af slagsmålet mht andre hunde.

    Jeg har selv en tæve der er har en meget lav tærskel og som ikke skal hilse på andre hunde, det er ikke særlig rart når hun har "en af de dage" så laver hun udfald og stresser enormt meget. Det er et kæmpe arbejde med hende, og bestemt ikke særlig rart.

    Alt held og lykke herfra.


  • #17   4. jul 2009 Rikke DBH: Jeg skat selv hænderne ned næsten i munden på dem på et tidspunkt for at se om jeg kunne skille dem d. Jeg ved godt at alle siger at det må man ikke, men jeg anede ikke mine levende råd. Det skulle bare stoppes før en af dem slog den anden ihjel. Jeg er på ingen måde bange for nogen af hundene... Jeg er bare glad for at det til sidst lykkes mig at få dem skilt ad... Forstår slet ikke jeg kunne...

    Tina J: Mht. at omplacere... Den lille er god som dagen er lang, og møder stort set hver dag andre hunde, som hun bare vil lege med. Hun har aldrig vist aggressioner før... Mht. den store så har hun altid været en dominerende tæve og hende ville jeg aldrig vælge at omplacere da hun kræver super meget mht. træning, andre hunde osv...

    Til alle. Jeg ved endnu ikke hvad vi gør, min kæreste har snakket om at holde dem helt adskilt i nogle dage og så prøve igen og se om de er vrede endnu. Vi prøvede i dag med mundkurve på dem begge, men med dårligt resultat desværre....


  • #18   4. jul 2009 Har ikke læst hele tråden.

    Min brors amstafftæver røg på hinanden for et ½ års tid siden 2 gange inden for få uger. Og var de ikke blevet stoppet havde de dræbt hinanden.

    1. gang var min bror der og en velansat knytnæve i synet på den store stoppede det (1. og eneste gang han har slået den men det var simpelthen det eller død for en eller begge af hundene)

    2. gang var vi heldigvis 2 hos dem og kunne hive dem fra hinanden ved at tage dem i hofterne og kaste dem fra hinanden så tage dem i nakken og smide den ene i bur og den anden ind i et andet rum til tjeck.
    Er du sindsyg de bar nag ... til hinanden.

    I dag kan de fint sammen men der skal selvf. altid være opsyn på dem.

    Grunden til at de kan sammen i dag er at der bliver taget specielle hensyn. Da de skete 2. gang og den ældste tæve virkelig bar nag blev hun kørt ud til vores hundetræner hvor hun elsker at være for at de kunne få lidt luft fra hinanden. Hundetræneren hjalp min bror og svigerinde til hvordan de skulle takle hundene fremover og det fungerer bare så godt i dag hvor de leger og putter og hygger med hinanden.

    Ved ikke hvor du bor. Men synes at du skulle kontakte vores hundetræner som har specialiseret sig i kamp/muskelhunde. Hun er kendt som lidt af en hundehvisker og dyrlægerne her i området henviser til hende hvis de står med en ejer med hunde med adfærdsproblemer. Hun har reddet de 1. mange hunde fra aflivning ved at undervise ejeren i hvad denne skal gøre.

    Min brors hunde sidder i hvert deres bur når de er alene hjemme for at sikre at de ikke dræber hinanden når de er uden opsyn.
    De spiser i samme rum men under opsyn.

    De får lov at lege og tumle under opsyn men der bliver holdt meget øje med at den lille ikke hænger for meget på den store og den store. Hvis den store sover skal den lille lade hende være etc.
    Den store får fx. mad og godbidder og alle goder først.
    Det er den store man hilser på først (efter man har hilst på menneskerne i hjemmet).
    Det er den store der bliver lukket først ud af buret og sidst ind.
    Der bliver tilbragt tid med hundene hver for sig etc.

    Man hjælper med at opretholde hiarkiet imellem dem. Særligt nu hvor de er i løbetid skal man være over dem. Ingen af hundene skal dominere hinanden ved at pinke etc.

    Men det fungerer bedre end nogen drømte om det ville kunne ...


  • #19   4. jul 2009 Sanne M: Det lyder også som to voldsomme episoder... Tro mig jeg slog og sparkede dem (hvilket jeg heller aldrig har gjort før) og ingenting virkede. Det var så rædselsfuldt.

    Men det er da trods alt rart at høre at det kan lade sig gøre at have dem sammen selvom de har været så voldsomme.... Jeg skal i aften tale med min faster som er adfærdsterapeut og så se hvad hun siger/gør... Alt efter om det er noget der virker osv., er det muligt jeg vil kontakte jeres terapeut, men hvor henne i landet er han/hun??


  • #20   4. jul 2009 Hun bor lidt uden for Thyregod :o)

    Den gang det skete var der også tale om at den ene måtte videreformidles men de fungerer bedre end nogensinde sammen når bare man tager hensyn ALTID.
    Men efterhånden er det vane at man tager de små hensyn og jeg ligger altså tit på sofaen med begge vovser og putter uden problemer og de tumler og leger og får terrierflip som de plejer :o)

    Er glad for at de ikke endte med at videreformidle nogen af hundene :o)


  • #21   4. jul 2009 Held og lykke :o)

  • #22   4. jul 2009 Det kan sagtens lade sig gøre at få 2 kønsmodne tæver til at gå samm, OGSÅ af denne race, jeg har set det mange gange.
    Dernæst skal man jo finde til grund for hvad der kan have udløst dette??
    Jeg ville ikke nødvendigvis omplacere hunden men derimod tage problemet og forsøge at løse det.
    Louise: som sagt du skriver bare


  • #23   4. jul 2009 Sælg eller afliv den ene. Præcis det samme skete for mig igår, men mine to havde været oppe at slås nogen gange før, men denne gang gik det helt over gevind, og vi valgte at aflive Bailey, da det simpelthen var for farligt, og vi ikke kunne bære at hun skulle ud til en ny familie igen igen. Mistede min pegefinger negl, og havde fået nogle overfladiske og nogle dybe sår de andre gange de havde været oppe at slås. Der er intet at gøre. Næste gang bliver dobbelt så slemt, så ville råde dig at handle hurtigt (aflivning eller sælge). Det er uvirkeligt hårdt at skulle sige farvel, men det er for det bedste. Tro mig, jeg har oplevet præcis det samme. De andre gange havde jeg været alene, og det havde alligevel lykkedes mig at få dem fra hinanden, men for hver gang de kom op at slås, blev det lige en tand voldsommere og voldsommere. Hvis jeg havde været alene igår, havde de utvivlsomt slået hinanden ihjel, da jeg ingen chance havde for at få dem fra hinanden alene. Vi var tre personer om at få dem til at slippe hinanden igen. Tænk på hvad der ville ske hvis der var et barn i nærheden imens, eller hvis der var en som stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det ville ikke være til at bære.

  • #24   4. jul 2009 Maria: Jeg vil give dig ret, og det er nok også det det ender ud med. Problemet er bare at Gucci er min hund (den ældste) som jeg aldrig nogensinde går af med på nogen måde. Og Kiara, den lille er min kærestes hund. Jeg kan ikke træffe beslutning på min kærestes vegne og omvendt. Så situationen er rigtig svær. Men min kæreste tror jeg dog er klar over at det er den lille der skal væk hvis der er nogen der skal...

    Mht. slåskampen kan jeg faktisk ikke forestille mig at det kan blive værre end det var i går. Men er super ked af at høre din historie om dine hunde, det må have været rigtig svært.... Jeg kan læse på det folk skriver at der både er succes historier men også triste. Nu vil jeg starte med at tage en snak med min faster som er adfærdsterapeut og så tager jeg den derfra...


  • #25   4. jul 2009 Skal lige siges vi havde prøvet alt, og tog hensyn til alt der evt. kunne få dem til at slås (fx lækre kødben/godbidder, mad, osv.). I går var der intet tegn overhovedet, lige pludselig stod de bare på bagbenene og knurrede af hinanden, jeg kom over til dem, og så gik det fuldstændig galt. Er stadig helt rystet. De havde det også med at komme op at slås om natten i sengen (grunden kender vi ikke), og så som ovennævnt, hvis der var involdveret lækre kødben eller godbidder. Derfor blev de fordret i hvert deres rum, og vi skiftede til at stå i døren til hvert rum, forhindrede dem i at komme ind til hinanden. Når de fik kødben, blev det taget fra dem hvis der var det mindste tegn på den ene var utilfreds. Når vi sov sørgede vi for at de lå så langt væk fra hinanden som muligt. Ligemeget hvad vi gjorde, gik det alligevel galt. Desværre.

  • #26   4. jul 2009 Det var min hund, Bailey, der blev aflivet. Misya er min kærestes, og det var sådan set hende der næsten altid startede slagsmålene, men vi er meget loyale overfor hende, da hun er vores første hund, men mest lydige og opdragne, og Bailey var noget mere voldsom og respekterede mig ikke nok. Bailey havde også haft en hård start på livet, hvor hun havde boet i en kælder i Gellerup parken, næsten uden mad eller vand, men dette kunne ikke mærkes på hendes kærlige og gryntende personlighed (hun var vores grisse'basse).

  • #27   4. jul 2009 Maria: Hvis de to tæver du taler om er dem i din profil er det altså noget andet. De var ALT for tæt på hinanden aldersmæssigt og det der skete var i mine øjne uundgåeligt af flere grunde ...

    Louise: Dine hunde er i en helt anden situation end Marias. Der er helt sikkert noget at arbejde med ... Men hvis ikke din tante vurderer at det er umuligt så videreformidl. Kiara hvis du kan ...

    Synes det er trist så mange hunde skal aflives pga. ejerfejl. Ikke for at trampe på nogen der ligger ned.

    Min bror slår sig selv oven i hovedet for deres fejl med at vælge at se stort på at det der skete for deres hunde var forudsigeligt endog forventeligt. Med et kendskab til disse hunde og disse racer så burde de have tænkt sig bedre om.

    Heldigvis har det for dem løst sig. Men det gør ikke deres fejl mindre.
    Endnu større ville deres fejl være hvis ikke der var minimum 1½ år mellem tæverne ...


  • #28   4. jul 2009 Fy føj for en oplevelse, synes du klarede det flot. Har ikke meget kendskab til racen, men hos alle racer skal der findes en alfahun og noget lader til at den unge/lille mener at hun også har en mening om at hun kan være dette.
    Jeg ville, hvis jeg var dig, inden jeg beslutter mig konkret til noget prøve at kontakte andre ejere af racen (kenneler?) og en hundeadfærdsterapeut - kunne være at der måske er noget der kan gøres, så I slipper for at skulle skille jer af med den ene. Ja det koster evt lidt penge, men pengene kan være givet godt ud ik'?
    Jeg ville ikke have nogen ide om hvem der ville være bedst at beholde, de har hver deres egen kvaliteter - men i modsætning til andre her på hg - ville jeg måske mene at det er den ældste I skulle beholde, af et par forskellige grunde: Det er nemmere at komme af med den unge pga alderen. Hvis I aldrig har oplevet lign problemer med den "gamle" af dem, så synes jeg at det er lidt at straffe hende fordi hun er ældst (og dermed skulle vide bedre).
    Jeg ved ikke om jeg overså noget da jeg læste om din oplevelse, men så du hvem der startede slagsmålet?
    Tror nemlig at det er hiarkiet det drejede sig om - bla pga den unges alder, hun har jo alderen til at ville sætte sig igennem nu og forsøge at blive alfahun.

    Håber at hører hvad du beslutter dig til.

    Mange tanker og hilsner
    Sanne


  • #29   4. jul 2009 Jeg har kendt en del til racerne inden jeg anskaffede dem, men vidste ikke at det var så farligt med to tæver. Derfor tager jeg 100% selv skylden for at det gik så galt, som det gik. Jeg var bare uvidende om farén ved 2 tæver der var så tæt på hinanden aldersmæssigt, for havde hveken hørt eller læst om det før jeg fik den 2. tæve.

  • #30   4. jul 2009 Maria: Hvad med opdrætter? Fortalte denne jer det ikke engang? Jeg vidste det inden min bror anskaffede sig nummer 2 og advarede dem men de hørte ikke efter .. tror jeg lærte det herinde i sin tid :o(

    Uhh hvor gør mig det ondt på jeres og jeres hundes vegne at I ikke kunne undgå dette :o(


  • #31   4. jul 2009 Hvorfor skal en af hundene aflives?? altså det fatter jeg intet af?? AL ADFÆRD HAR EN ÅRSAG!!

  • #32   4. jul 2009 Maria: man kan ikke sige at de fløj i hinanden uden grund, for der er altid en grund om man som menneske vil være ved det eller ej.


  • #34   4. jul 2009 Jeg har en veninde. Hun har ti amstaff tæver med fire MÅNEDER imellem dem og de fungere fint sammen. De er i dag tre et halvt år gamle og der har aldrig været noget.

    Bare lige for at nævne at det ikke er alle tæver der ikke kan sammen selvom alderen er meget tæt op ad hinanden:-)

    Til trådstarter: Det lyder som en frygtelig omgang og håber at trådene enten kan reddes ud eller i finder en anden løsning:-) Held og lykke


  • #35   5. jul 2009 Til alle: Jeg talte i går med min faster som er adfærdsterapeut. Hun gjorde det meget klart, at tog vi den beslutning om at beholde begge hunde, ville det kræve at vi vender godt og grundigt op og ned på vores liv/hverdag. Vi kommer til at leve på hundenes præmisser, ment på den måde, at der skal tages mange hensyn hele tiden. Der vil altid være en risiko for at de vil ryge i totterne på hinanden, men det er slet ikke umuligt at det vil kunne lade sig gøre at have dem sammen hvis vi tager nogle forholdsregler. - Så det er ihvertfald det første vi skal, altså at tage den beslutning om hvad der skal ske. Én ting er vi dog enige om, og det er at ingen af dem bliver aflivet, og skal en af dem omplaceres bliver det den lille, og så bliver det til familie eller venner så vi ved at hun har det godt og aldrig kommer videre. Hun skal IKKE være kastebold, det er os der har taget en dum beslutning med at have to tæver, så er det også os der skal tage ansvaret for det. Det er jo ikke hundenes skyld.

    Vi har været meget inde på om jeg skulle flytte hjem til mine forældre, og vi så skal fortsætte vores forhold som venner istedet for kærester, så langt er vi villige til at gå for vores hunde - så højt elsker vi dem - og så meget er vi villige til at tage ansvar for vores handlinger!

    Jeg fik en masse gode råd og metoder til hvordan vi stille og roligt kan føre dem sammen hvis vi vælger at beholde begge, og min faster understregede at der ikke må gå for længe før vi begynder. Så vi har taget en tur på helt neutral grund i dag med snor på begge hunde, ladet dem gå et godt stykke fra hinanden, haft godbidder med og så ladet dem komme lidt tættere i takt med de slappede af. Til stor overraskelse gik det over al forventning. De klarede det super flot begge to. Den lille var mest spændt, men hverken nogen knurren eller noget, så det må siges at være positivt. Dette tror jeg vi vil gøre nogle gange de næste dage, ihvertfald indtil vi finder ud af hvad der skal ske...


  • #36   5. jul 2009 Jeanette og Luna: Det er vi helt enige om, men vi har været inde over det... Og det skal siges at vi har været sammen i snart 7 år... Men det er slet slet ikke besluttet, aller helst ville vi jo at vi alle fire kunne være her sammen:)

  • #37   5. jul 2009 Louise. Sikke en meget grim oplevelse du har haft der.
    Et er at hundene har været i totterne på hinanden, og at du ikke kunne skilde dem ad, selvom du prøved alt, selv at trykke dere hoveder under vandet.

    Du har jo nærmest været i en tilstand af chok bagefter, og derfor skal du ha snakket om det her igen og igen... Håber du har nogen der vil/kan høre på dig, for det har været en voldsom oplevelse for dig.

    At du og din kæreste har snakket om at ende jeres forhold, for hundenes skyld, viser at i elsker jeres hunde, men seriøst det føre jo intet godt med sig, ikke andet end at i sidder begge og er kede af det.
    Jeg har ingen råd at give omkring hvad i skal gøre med de to kamphøns ( ;o) )
    Men kan det tænkes at den lille har prøvet at tage magten fra den store, og den store så har reageret på det?

    Jeg ønsker det bedste for jer og jeres hunde, håber i finder den rigtige løsning for jer alle 4...


  • #38   5. jul 2009 Pædagogen Joan K: Ja det har virkelig sat dybe ar i mig, og både familie osv., siger at jeg skal snakke med evt. en psykolog om det, hvilket jeg gerne vil, for kan mærke det har påvirket mig dybt. Jeg er normalt ikke en svag person, og plejer at holde hovedet koldt i forskellige situationer, men jeg kan mærke jeg slet ikke har været mig selv efter det der er sket. Jeg kan ikke rigtig huske ting og er meget meget træt... Jeg kan dog mærke at det har været en rigtig dejlig ting at have Hg, hvor man kan få tingene skrevet ned og bearbejdet lidt på den måde...

    Vi elsker vores hunde mere end noget andet, og er meget ansvarsbevidste, så det er virkelig et svært valg vi står overfor..

    Tak for din medfølelse, det betyder meget:)


  • #39   5. jul 2009 Louise... synes en psykolig lyder som det helt rigtige for dig. De symptomer du beskriver at du har, tyder på en tilstand af chok...

    Det bedste er at snakke om det igen og igen, det er også fint at skrive, men med skrift kan man ikke få sine følelser frem, som man kan ved de talte ord. Du kan ikke græde på skrift, ej heller komme med raseriudbrud, som du kan med ord... Men det at få det skrevet er bedre end ingenting.
    Bare husk, at du må ikke holde igen, og tro at folk ikke vil høre på dig, for nu har de hørt det mange gange nok... Har du et behov for at snakket, så skal du sørme gøre det...

    Om man er en stærk eller svag person spiller ingen rolle, i en krisesituation, og det er en krisesituation du har været i, og stadig er i...
    Det værste er bare at de fleste psykologer holder ferie nu, men jeg synes at du skal kontakte din læge, for så kan han/hun måske råde dig, om hvad du skal gøre med dig selv... Det må også ha været et stort chok for din kæreste. Han må have det skidt med at han ikke var der, så han kunne hjælpe dig... Håber ikke han har det for skidt, han kunne jo ikke ved det ville ske...

    Puha føler sgu med jer begge...


  • #40   5. jul 2009 Synes det lyder som en god plan din faster er kommet med. Og som tidligere skrevet. De hensyn som I skal tage til hundene bliver efter lidt tid vane og ikke noget der er forstyrrende i hverdagen :o)

    Hundene vil ikke have godt af at I flytter fra hinanden da de så vil reagere på den stress dette medfører jer. Men flot tanke :o)

    Held og lykke.


  • #41   5. jul 2009 Mente to tæver og ikke ti:-)

  • #42   24. okt 2009 En lidt sen - men en opdatering på min tråd her ca. 3½ måned efter det voldsomme sammenstød!

    Efter kampen mellem hundene gik der vores lille familie en hård tid i møde. Jeg selv var præget af angst for at være sammen med dem begge, især fordi de knurrede meget af hinanden så snart de så hinanden. Min kæreste måtte sove på sofaen med Kiara i kurven og jeg selv i soveværelset. Om morgenen måtte jeg have Gucci med ud gennem stuen i snor, mens Kim holdt en knurrende Kiara tilbage. Det hele var meget væmmeligt, og vi vendte og drejede alting. - Hvad skulle vi gøre? Skulle vi sælge en af dem? Aflive? Endda at flytte fra hinanden var oppe og vende på et tidspunkt. Vi valgte ingen af delene. Lidt mod min vilje, insisterede Kim på at vi lod tiden gå og så hvad der skete. Det var hårdt. To enormt anspændte hunde hver gang de så hinanden, lange gå ture med hver sin hund i snor flere meter fra hinanden så det kunne lære at slappe af i hinandens selskab. der gik tid, men list efter lidt begyndte de at slappe af i hinandens sleskab, og vi kunne slappe mere og mere af. Det kom lige så langsomt, og pludselig en dag lå vufferne i samme kurv og puttede.

    Der har aldrig siden været det mindste optræk til ballade. De nyder hinandens selskab og lever fredligt sammen, som før det gik galt. Det er helt fantastisk, og jeg havde aldrig nogensinde troedet at de ville få det sådan sammen igen - ikke så slemt som det var den dag!

    Jeg selv er også kommet langt siden. Jeg har så sent som i dag været alene i skoven med begge hundene og tør at have dem løs osv. Det er skønt! Det sidder stadig i mig, og gennemlever tit oplevelsen, som var meget voldsom for mig. Men jeg er ikke et sekund bange for at være sammen med mine hunde.

    Kiara er blevet steriliseret, men det er i realiteten først nu vi får effekt af det.

    Bare en opdatering herfra, man kan nok ikke kalde det en solstråle historie, men jeg synes jo det er fantastisk når tingene tager en så positiv drejning - når man mindst venter det!


  • #43   24. okt 2009 Hvor lyder det bare rigtig godt, Louise. Kan godt forstå du stadig tænker meget på det og det stadig sidder i dig.

    Er glad for at høre at det kunne blive så godt igen.


  • #45   24. okt 2009 Det er da en helt fantastisk udgang afproblemet,,det var godt i havde den store tålmodighed, set i bakspejlet :o)
    Glæder mig på jeres veje :o)


  • #46   24. okt 2009 Wow dejligt at hører at det er gået godt for jer alle både hunde og mennesker.
    Dejligt at du hørte din kæreste og gav begge hunde og tiden en chancen.
    Håber for jer alle at dette fortsætter, glæder mig inderligt på jeres vegne


Kommentér på:
Så gik det galt-to tæver-hvad gør vi?

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce