Undersøgelsens resume/ {{forumTopicSubject}}

Hele undersøgelsen kan læses på: (link fjernet)

Resumé
Hovedformålene med undersøgelsen var 1) at undersøge, om andelen af hunde aflivet på danske
dyreklinikker, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, har ændret sig væsentligt fra den
tilsvarende andel fundet af fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen i en undersøgelse publiceret i 1999, samt
2) at afdække faktorer, som kan have betydning for, om ejeren vælger at lade hunden aflive. Jørgen
Mikkelsens undersøgelse var baseret på data indsamlet i perioden fra juli 1997 til april 1998.
Nærværende undersøgelse blev udført som case-kontrol-undersøgelse baseret på 1.236
spørgeskemaer udfyldt på 42 dyreklinikker/-hospitaler i perioden fra 16-3-2006 til 24-3-2007. Til at
belyse raceforskelle med hensyn til aflivning af forskellige årsager, anvendtes en kontrolgruppe
bestående af hunde registreret i Dansk Hunderegister korrigeret for antallet af hunde, som måtte
forventes døde eller aflivet uden at være frameldt registret.
Andelen af hunde, hvor adfærdsproblemer var årsag eller medvirkende årsag til aflivningen, var
22,0 %, mens den tilsvarende andel i Jørgen Mikkelsens undersøgelse fra 1999 var 23,8 %.
Forskellen er dog ikke statistisk signifikant. Derimod sås en signifikant stigning fra 71,5 % til 78,8
% i andelen af hunde, hvor medicinske eller fysiske lidelser var årsag eller medvirkende årsag til
aflivningen, samt et signifikant fald fra 7,4 % til 5,6 % i andelen af hunde, hvor andre forhold end
sygdom eller adfærd var årsag eller medvirkende årsag. Da der i nogle tilfælde var angivet mere end
én årsag til aflivning, summerer andelene af hunde aflivet af de forskellige årsager op til mere end
100 %.
Ca. 2/3 af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, var hanhunde, og 2/3 blev
aflivet på grund af aggressionsproblemer, hvilket svarer helt til undersøgelsen fra 1999. Andelen af
hunde, hvor frygtsomhed eller angst var årsag eller medvirkende årsag til aflivningen, var dog
signifikant højere i nærværende undersøgelse (3,4 % vs. 2,1 %), mens andelen af hunde, der blev
aflivet på grund af problemer med at være alene hjemme, var signifikant lavere (2,4 % vs. 3,7 %).
Desuden sås en signifikant stigning i andelen af hunde aflivet på grund af andre adfærdsproblemer
end aggression, frygtsomhed/angst eller problemer med at være alene (5,5 % vs. 4,0 %).
Blandt de hunde, hvor adfærdsproblemer var årsag eller medvirkende årsag til aflivningen, sås i
nærværende undersøgelse en signifikant større andel af hunde, hvor aggression var kombineret med
andre adfærdsproblemer (12,6 % vs. 8,1 %).
Ved sammenligningen af årsager til aflivning inden for de forskellige racer anvendtes en
kombination af data fra nærværende undersøgelse og data fra Jørgen Mikkelsens undersøgelse fra
1999. Ved beregning af odds ratio (OR) for aflivning blev racen Labrador retriever anvendt som
referencegruppe.
Hos følgende racer var andelen (%) af hunde, hvor aggression var årsag eller medvirkende årsag til
aflivningen, særlig høj: Sankt bernhardshund (45,0 %; OR = 17,0), Chow chow (41,2 %; OR =
12,2), Samojedhund (38,9 %; OR = 5,8), gruppen af Pinschere (33,3 %; OR = 5,8) samt Rottweiler
(31,8 %; OR = 11,2).
En stor hund kan gøre mere skade, hvis den optræder aggressivt, end en lille hund og har derfor
større risiko for at blive aflivet, hvis den optræder aggressivt. Men der var også mindre racer, hvor
6
andelen af hunde aflivet på grund af aggression var høj – f.eks. Cocker spaniel (26,0 %; OR = 6,4)
og Dansk/svensk gårdhund (25,5 %; OR = 3,9), som bliver stadigt mere populær.
Hos visse hunderacer blev en meget stor del af hundene aflivet på grund af bestemte medicinske
eller fysiske lidelser. For eksempel blev 46,2 % af alle Schnauzere aflivet på grund af neoplasier
(OR = 3,1), 31,3 % af alle Cavalier king charles spaniels på grund af hjerte-/lungelidelser (OR =
5,4) og 28,6 % hundene tilhørende racen Newfoundland på grund af problemer med muskler eller
led (OR = 3,4).
Andelen af kamphunde og kamphundeblandinger, som blev aflivet på grund af aggression, var i
nærværende undersøgelse 4,7 gange større andelen andre racehunde og blandinger aflivet af denne
årsag.
14,8 % af de hunde, som blev aflivet på grund af adfærdsproblemer, var forsøgt behandlet for disse
problemer forud for aflivningen. Denne andel var ikke signifikant forskellig fra andelen forsøgt
behandlet i undersøgelsen fra 1999 (16,3 %). Men blandt de hunde, som var forsøgt behandlet, var
signifikant flere hunde ordineret lydighedstræning (5,9 % vs. 2,0 %), og signifikant flere hunde
havde modtaget anden behandling end medikamentel behandling, neutralisering eller
lydighedstræning (10,4 % vs. 4,9 %). Denne anden behandling omfatter blandt andet
adfærdsrådgivning af ejeren samt adfærdsterapi.
Blandt de hunde, som blev aflivet på grund af medicinske eller fysiske lidelser, sås i forhold til
resultaterne fra undersøgelsen fra 1999 en signifikant større andel af hunde, som blev aflivet på
grund af problemer med muskler eller led (20,1 % vs. 7,5 %) samt neoplasier (17,5 % vs. 12,8 %)
og en signifikant mindre andel aflivet med diagnosen alderdomssvækkelse (29,3 % vs. 32,6 %).
Sammenlignet med tæver (T) sås hos hanhunde (H) signifikant mindre andel aflivet på grund af
lidelser i genitalapparatet (H/T=0,19), neoplasier (H/T=0,57) og endocrine lidelser (H/T=0,52). Til
gengæld blev en signifikant større andel af hanhundene aflivet på grund af problemer med muskler
eller led (H/T=1,22), aggression (H/T=1,74) samt anden adfærd end aggression, frygtsomhed eller
angst samt separationsproblemer (H/T=1,93).
Når hunde, hvor neutraliseringsstatus ikke var angivet, blev regnet som intakte, sås i sammenligning
med undersøgelsen fra 1999 en signifikant stigning fra 12,2 % til 19,0 % i andelen af hanhunde,
som var kastrerede, samt en signifikant stigning fra 10,3 % til 20,2 % i andelen af tæver, der var
steriliserede. Stigningen i andelen af neutraliserede hunde er interessant i lyset af, at en
undersøgelse fra 2006 har vist, at neutralisering, i modstrid med den gængse opfattelse, kan øge
risikoen for adfærdsproblemer.
Sammenlignet med kastrerede hanhunde (N) sås hos intakte hanhunde (I) en signifikant lavere
andel aflivet på grund af aggression (I/N=0,69), frygtsomhed eller angst (I/N=0,49) samt andre
adfærdsproblemer end aggression, frygtsomhed/angst og separationsproblemer (I/N=0,58). Blandt
intakte hanhunde sås desuden en signifikant mindre andel aflivet på grund af endocrine lidelser
(I/N=0,44).
Sammenlignet med steriliserede tæver (N) sås hos intakte tæver (I) en større andel aflivet på grund
af lidelser i genitalapparatet (I/N=6,21) samt separationsproblemer (I/N=3,76). Desuden sås en
tendens til, at en større andel af de intakte tæver blev aflivet på grund af aggression (I/N=1,57;
7
p=0,0577). Til gengæld blev en signifikant mindre andel af de intakte tæver aflivet på grund af
hjerte-/lungelidelser (I/N=0,61) samt problemer med muskler eller led (I/N=0,53).
Den øgede opmærksomhed på adfærdsproblemer i de senere år har tilsyneladende ikke haft effekt
på andelen af hunde, som aflives på grund af adfærdsproblemer. Årsagen kan være, at hovedparten
af de adfærdsproblemer, som fører til aflivning, er aggression. En meget stor del af ejerne af de
aggressive hunde oplyste til dyrlægen, at de oplevede, at hunden ikke advarede før snappen eller bid
(28,8 %), at aggressionen ikke kunne forudsiges (34,8 %), og/eller at adfærden forekom
uprovokeret (34,8 %). Det har formentligt betydet, at ejerne ikke følte sig trygge ved hunden,
hvilket kan have haft indflydelse på beslutningen om at få hunden aflivet.
Aggressionsproblemer afviger fra andre adfærdsproblemer – dels ved, at en aggressiv hund er til
fare for sine omgivelser, dels ved, at hvis aggressionen er uforudsigelig og ikke skyldes medicinske
eller fysiske lidelser, kan den være vanskelig at behandle. Det er ikke muligt med sikkerhed at sige,
om behandlingen har hjulpet, før hunden snapper eller bider igen. Dette er et særligt stort problem,
hvis hunden kan finde på at optræde aggressivt over for børn. Hvis antallet af hunde, som bliver
aflivet på grund af aggressionsproblemer, skal nedbringes væsentligt, må der derfor gøres en stor
indsats for at forebygge problemerne.
Hovedparten af stigningen i andelen af hunde, hvor frygtsomhed eller angst var årsag eller
medvirkende årsag til aflivningen, set i forhold til undersøgelsen fra 1999, sås blandt de yngste
hunde. Det tyder på, at der er sket en stigning i andelen af hunde, som ikke er blevet tilstrækkeligt
socialiseret, hvilket bør give anledning til bekymring.
Andelen af hunde med kamphundebaggrund blandt de aflivede hunde var lidt højere, end man
skulle forvente ud fra deres andel af de hunde, som var registreret i Dansk Hunderegister (2,10 %
vs. 1,69 %), men kamphunde og kamphundeblandinger var ved aflivningen betydeligt yngre end
andre racer og blandinger, hvilket formentligt delvist skyldes, at hovedparten af kamphundene i
Danmark er meget unge på grund af den stærkt stigende interesse for visse kamphunderacer. Den
skæve aldersfordeling betyder, at kamphundenes andel af de aflivede hunde må forventes at stige i
de kommende år, mens andelen af de aflivede kamphunde, som bliver aflivet på grund aggression,
må forventes at falde.
Undersøgelsen viste, at forskelle på den relative hyppighed af aldersrelaterede lidelser og
problemer, herunder adfærdsproblemer, mellem de enkelte racer, betyder, at der er store forskelle
mellem racerne på, hvor længe hundene kan forvente at leve. Specielt hos racer, hvor en stor del af
hundene aflives i en ung alder på grund af adfærdsproblemer, er den forventede levealder lav. For
eksempel kan mindre end 50 % af hunde tilhørende racen Sankt bernhardshund forvente at nå en
alder af 5 år.
Stigningen på 170 % i andelen af hunde, som blev aflivet på grund af problemer med muskler eller
led, set i forhold til undersøgelsen fra 1999, er så markant, at årsagen bør undersøges nærmere.
Desuden bør både opdrættere og hundeejere være opmærksomme på, at der hos visse racer
tilsyneladende er en særlig stor hyppighed af bestemte lidelser eller problemer.
Blandt de aflivede hunde var andelen af hunde, som udelukkende blev aflivet på grund af andre
årsager end sygdom eller aggression, meget lav. Derfor var genplacering som alternativ til aflivning
8
kun relevant for relativt få hunde. Den udbredte antagelse, at mange hunde aflives af
bekvemmelighedsårsager, kunne ikke bekræftes.
Der var relativt store forskelle mellem landsdelene med hensyn til fordelingen af årsager til
aflivning. For eksempel sås den laveste andel af hunde aflivet på grund af aggression på Bornholm
(10,4 %) samt i København, Frederiksberg og omegn (12,4 %), mens den højeste andel sås i et
område bestående af Sønderjylland og dele af Syd- og Vestjylland (23,7 %).
De fundne forskelle mellem landsdelene med hensyn til fordelingen af årsager til aflivning kan
afspejle geografiske forskelle med hensyn til hundenes rolle i familien samt racefordelingen blandt
hundene. I forbindelse med en forebyggende indsats med henblik på at nedbringe antallet af hunde,
der aflives på grund af adfærdsproblemer, bør følgende forhold derfor undersøges nærmere: 1) folks
bevægegrunde for at anskaffe sig hund, 2) hvilke forventninger forskellige hundeejere har til
hunden og dens plads i familien, 3) hvilke overvejelser ejerne gjorde sig, da de valgte en hund af
lige netop den race, samt 4) hvorledes det er muligt at nå forskellige målgrupper.