Den der socialisering ... {{forumTopicSubject}}

Jeg læser ret ofte herinde, at folk har problemer med deres hunde i forholdet til andre hunde. Ikke nødvendigvis møder, men også når de blot bliver luftet og man render ind i en anden hund. Her skrives der tit, at folks hunde gør og hvad man gør ved det.

Ligeledes hører / læser jeg, vigtigheden, den ekstreme vigtighed, i at en hund skal møde andre hunde - for hvis den ikke gør det, bliver den "sær" - og det kan være derfor at en hund ikke er så god til at interagere / ignorere andre hunde.

Jeg har en hund - han er to år nu. Han har seriøst ALDRIG mødt en anden hund, efter han kom til Danmark, indtil for ganske nylig.
Han mødte et par stykker i Frankrig, efter jeg havde hentet ham i Tjekkiet, men efter at han kom til landet, har han aldrig mødt andre - kun naturligvis vores egne hunde, der har været / er, 4 voksne maller + en voksen corso. Mallerne alle hanner, corsoen en tæve. Vores nuværende hundebestand har indskrænket sig til kun to voksne hanner, hvoraf den ene ikke egner sig til at gå sammen med min, så siden min var omkring 10 mdr, har han udelukkende været sammen med en voksen hanhund ind imellem.

Mao - han er ikke blevet det jeg tit læser, socialiseret på andre hunde - og det er jo tilsyneladende noget værre rod.

Det sjove er så, at han idag mødte sit livs anden hund.
Jeg var på stranden, han var med - vi var begge i vandet, da der pludselig kommer en sort hund løbende til.
Tjab kom op på stranden væsentligt hurtigere end jeg - og render direkte hen til den fremmede hund, som viste sig at være en ældre tæve.
Hun fortrød hurtigt, at hun var kommet hen til Tjab og viste tænder af ham. Tjab trak sig en smule, men forsøgte liiige en gang mere med at snuse til hende. Hun hakkede ud efter ham på den der hysse tævemåde - han trak sig og mistede totalt interessen for hende, og hun løb tilbage hvor hun kom fra.

Den første gang jeg oplevede hundemøde med ham, var samme sted - en blæsende dag hvor jeg gik med hætten trukket godt op og ikke kunne høre noget som helst. Tjab kom pludselig drønede imod mig - forbi mig - og hen til en lab, der var kommet op til os bagfra.
Den spillede op - halen høj og "attitude" - Tjab gloede på den, lagde hovedet på skulderen af den, grundet blæsten kunne jeg ikke høre om der var lyd - men .. hævede halen og ... ja, så gik gassen af labben, halen røg ned, ørene tilbage .. og det var så det.
Tjab mistede igen interessen for den, og vi fortsatte vores gåtur.

Men .. burde disse to hundemøder, som imo afslører en TOTALT gennemharmonisk hund (min, hvis nogen skulle være i tvivl), i det hele taget kunne lade sig gøre ?
Jeg har holdt ham væk fra alt, der hed fremmede hunde - jeg har skærmet ham fra enhver, der kom løbende til og jeg har gjort det voldsomt, for jeg vil ikke have disse ufrivillige hundemøder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den tyske opdrætter havde ret da han sagde - om vores Rick, dengang han var lille - "skidt vær med alt den socialisering på andre hunde - når han bliver voksen, vil han kunne lide tæver, men formentlig ikke hanner." -og han fik ret.

Jeg tror at den overdrevne "de skal møde en masse hunde så de kan lære hundesprog og blive glade for alle" desværre bider sig selv i halen - og at det er langt vigtigere at vise hunden, at vi er der for den, passer på den og sørger for, at den ikke skal forholde sig til hver eneste hund vi møder på vores vej.

Bare lidt tanker herfra