Kære Keiko, 2008-2017 {{forumTopicSubject}}

Kære Keiko

Du har forladt os, alt for tidligt. 8 år og 9 måneder gammel. Så meget har forandret sig i den tid, du var hos os. Da vi hentede dig, var vi kun dig, Jeff, far og mor. Sådan en fantastisk tid. Vi gik til hvalpetræning. Mor havde dig med i stalden. Vi gik i hundeskoven og legede med legetøj. Du ødelagde ikke meget som hvalp – men engang spiste du en af fars bøger, mens du var alene. Generelt spiste du papir, hvis ikke vi passede på.

I 2010 kom Namie til, og pludselig var I to. Vi gik til agility hver eneste uge i Morbærhaven, og du elskede det. Du havde altid så meget fart på. Når du hilste på folk, var det med tænderne som for at sige goddag. Du kunne en masse tricks, men kun når du selv ville. Samme efterår udstillede vi for første gang, til eurasiertræffet i september. Vi fik dig avlsgodkendt, og i 2011 i maj fik du dit første kuld hvalpe.

Vi beholdt Atsue, og I var nu en flok. Du tog det pænt, overgangen fra at være enehund til at være en flok. Du var leder af flokken, ingen tvivl om det. Sådan var det bare. Når vi gik tur, gik du altid til venstre. Aldrig krydsede du en kantsten, medmindre vi skulle over vejen. Du trak, i de første år, men den tendens forsvandt med dit første kuld. Det var som om, du blev mere voksen og som om, vi to forstod hinanden meget bedre.

I 2012 rykkede vi til Bornholm. I fik en stor have, og det nød du. Hundeskove var der ikke meget af. Du fik dit andet kuld hvalpe her. Et stort, flot kuld på 4 tæver og 3 hanner. Dit bedste kuld, synes jeg. Du trivedes her. Samtidig blev jeg gravid, og i 2013 kom mit første barn. Du var nu ikke imponeret – spædbørn var ikke din kop te, men aldrig har du gjort hende noget. Vi stillede også op i Rally-Lydighed og du blev begyndermester. Men det kedede dig. Agility var din passion, men vi fik aldrig rigtig stillet. Ikke siden dengang i Morbærhaven, hvor du løb en fejlfri bane, selvom du havde et kuld hvalpe som var 5 uger gamle. Sådan var du bare.

September 2013 fik du en mavedrejning. Det var så forfærdeligt. Du reddede livet, og siden den dag fik du ikke længere rester. Ikke i store mængder, i al fald. Du døjede også med dine analkirtler, men ellers var du meget sjældent syg. I 2014 kom dit tredje kuld, 1 tæve og 6 hanner. I år skal din datter selv have hvalpe, men du er her ikke til at se dem, kære. Samme år fik jeg mit andet barn. Du sukkede, opgivende. Det var ikke noget for dig, med børnene, men du fandt dig i dem, som du fandt dig i så meget. Ingen af os havde troet at livet ville forme sig, som det gjorde dengang du kom til os i december 2008.

2015 kom og gik. I 2016 fik du dit sidste kuld, med Taiyo. Jeg havde sådan ønsket mig en tæve, jeg vidste jo det blev dit sidste kuld. Vi troede, du var gået tom, men du fik 2 hanhvalpe. De var 1 år og 2 dage gamle, da du gik bort. Fødslen var hård. Et tegn på, at alderen havde indhentet dig omsider. Jeg fik mit sidste barn, og du sov mere. Du havde altid nydt at kunne sove længe. Du ville gerne gå ture, men ikke mere end 4-5 kilometer. Det holdt din skulder ikke til.

I marts 2017 fik vi vort ønske opfyldt, vi skulle flytte. Du tog kaoset med ophøjet ro, når vi pakkede alting ned. Billederne af dig foran huset da flyttebilen kom… Rolig og afventende. Sådan var du jo. Tog alting med værdighed, glæde, nysgerrighed. Hilste på mennesker med venlighed, uanset hvem de var. Du var en ambassadør for racen og for vores kennel, og du mangler så smerteligt, når nogen banker på vores dør i dag.

Pinsen 2017, vi havde lige holdt hvalpedag. Du fik endnu en mavedrejning, og mor hastede dig til dyrlæge, 2 gange på 12 timer. På et hængende hår reddede vi dig, men mor lovede dig: aldrig igen. Så voldsomme smerter, nej. Det fortjente du ikke. Det var en undrende dyrlæge. Atypisk sygdomsforløb. Lidet kunne vi dengang vide, at det slet ikke var nogen klassisk mavedrejning…

Du tabte dig. Var meget træt. Det tog dig 2-3 uger før du var dig selv igen, efter den omgang. Men du var jo gammel? Vi købte BARF til dig. Du kom selv med hen i butikken. Det kunne du godt lide. Men du trak dig tilbage, mere end du havde gjort på Bornholm. Vi troede, alderen tærede. Vi troede, din krop skulle komme sig ovenpå chokket. Hvor tog vi dog fejl, skat. Undskyld.

14. juli … Du fik kød til aften. Kylling. Du havde ikke spist dagen før, og din morgenmad havde du ikke rørt. Så jeg hældte ekstra op. Du spiste det hele, og vi puttede børnene. 20.30 opdager jeg dig i sofaen. Der havde du ikke ligget i årevis, efter eget valg lå du helst og puttede dig mellem sofaen og sofabordet. Jeg vidste, det var galt. Vidste, at det var slut. Du smaskede, én gang for meget. Kvalme. Jeg fik en knude i maven. Du kom ud i haven, forsøgte at kaste op. Kun den uhyggelige lyd, af luft som jeg kendte så godt. Det var forbi.

Far gav dig sele på, mens jeg grådkvalt ringede til vagtdyrlægen. Jeg måtte vide, hvor jeg skulle køre hen så dine lidelser kunne få en ende. Slagelse. Min telefon viste forkert vej, så det tog mig over 20 minutter mens du skreg og skreg. Undskyld kære.
Endelig fik du fred, lidt over klokken 21. Dyrlægen friede mig for skyldfølelsen: Højst sandsynligt cancer i maven. En mavedrejning 2,5 time efter fodring lød mildest talt usandsynligt. Sammen med dit vægttab, din træthed, din voldsomme fældning i år… Pludselig gav det hele mening. Undskyld skat. Undskyld vi ikke så det før.

Undskyld vi ikke gav dig fred, inden du skulle lide sådan. Undskyld det hele gik så stærkt. Undskyld at du ikke længere var førsteprioritet for os. Du startede dit liv som enehund, og endte som matriark for en flok på 4, og mennesker med 3 små børn.
Du blev oldemor 1 uge før du døde. Far nåede at vise dig hvalpene.

22 børn har du selv sat i verden, og de mennesker er lykkelige for, at du var til. Jeg fælder stadig mine bitre tårer over, hvordan du skulle herfra. Jeg elsker dig, savner dig, og håber vi to en dag skal ses igen et sted hvor adskillelsen aldrig kommer. Keiko – dit navn betyder ”det glade barn” og det levede du efter.

Din for altid. Mor.