En hyldest til min hund. {{forumTopicSubject}}

Ja det er hvad det her er, for Laika min elskede gamle prinsesse havde fødselsdag igår den 24 Februar og hun fyldte hele 12 år. Nogen vil måske men at det da ikke er noget særligt, men når man kender Laika og historien bag, så var der ingen der havde set komme at Laika stadig ville være her den dag i dag.
Det hele startede i denne tråd i Oktober 2011 hvor Laika søgte et nyt hjem i en alder af 6,5 år:

http://www.hundegalleri.dk/forum/generel-diskussion/485617-schaefer_taeve_til_omplacering__har_brug_for_hjaelp?t=1474570154&unread=1#lastViewed

Et ældre ægtepar blev forslået som nye ejere af Laika, men de mente at Laika var for gammel.
Dernæst var der en familie der i forvejen havde en hund mere, som hentede Laika og alt var fryd og gammen, Laika havde fundet sit nye hjem.
Men kun indtil næste dag.
Bente som havde oprettet tråden omkring omplacering af Laika, ringede til mig på mit job og hun sagde at det ikke gik i Laikas nye hjem. Deres unge hund var alt alt for voldsom ved Laika og hun sad i et hjørne og rystede. De ville levere Laika tilbage til tidligere ejer med det samme og han så ingen anden udvej end at kører Laika direkte til dyrlægen og få hende aflivet. Han troede jo at hun endelig havde fået et nyt hjem og han kunne ikke overskue at skulle starte forfra med at søge efter nyt hjem til hende.
Heldigvis havde dyrlægen ikke tid sammen eftermiddag, så der blev bestilt en tid til dagen efter.
Jeg sagde til Bente i telefonen at Laika ikke skulle aflives, jeg skulle nok hente hende.
Jeg sagde ja til hende, velvidende om at jeg ikke kendte hende. Jeg vidste ikke hvordan hun var, jeg vidste ikke om hun kunne enes med Zenta, jeg vidste ikke om jeg måtte have to hunde for min udlejer og værst af alt, kunne jeg overhovedet elske en anden hund lige så højt som jeg elskede Zenta?
Bente og hendes mand Kim, hentede Laika hos tidligere ejer og passede hende i 10-12 dage indtil jeg kunne få en uges fri fra job og tid til at tage turen til Jylland for at hente hende.

Den 6 November 2011 gik turen mod Jylland sammen med min søster.
Bente og Kim lovede at kører et stykke ned i Jylland og vi måtte så kører resten af vejen op.
Da vi mødtes rendte Laika løs på græsset, hun rendte rundt med en pind og hun ville mildest talt skide mig et stykke. Pinden var vigtigst og hun havde en fest.
Efter lidt snak frem og tilbage blev Laika læsset i bilen og turen retur mod Sjælland startede. På halvvejen tilbage stoppede vi ved Mcd og jeg ville dele maden med Laika. Tror I at hun rørte maden? Nej, hun gad ikke engang kigge på mig, hun ignorerede mig totalt deromme på bagsædet.
Tilbage i Ringsted passede min søster Laika hos hende mens jeg kørte hjem og hentede Zenta. Hundene skulle jo mødes. Det var med vejret holdt, for jeg vidste at Zenta kunne finde på at være en kælling overfor fremmede hunde. Begge hunde blev sluppet og efter 10 sekunder med et vov, vov og vov, ja så var der ro på. Zenta logrede når hun snakkede med Laika, mens Laika bare holdt lav profil. Jeg læssede begge hunde i bilen og kørte hjem. Zenta som ellers er en kælling, syntes bare at Laika var SÅ sød. Hun blev ved med at snuse til hende mens hun bare logrede og freden imellem dem var der med det samme.

Det stod dog hurtigt klart at den var helt gal med Laika. Hun havde ondt. Jeg kunne ikke greje om det var hofter, ryg, albuer eller andet og få dage senere bad jeg mine dyrlæger om en fuld udredning af hende.
Hun blev bedøvet og de undersøgte hende fra top til tå og efter noget tid kaldte de mig ind. Jeg skulle se billederne.
Den gang vidste jeg ikke de ting jeg ved i dag, så da jeg så billederne så jeg intet alarmerende, jeg så bare hendes skelet.
Dyrlægerne fortalte mig at Laika havde Spondylose i hele ryggen, ja helt ud i halen og desuden havde hun gigt i sine forben.
De spurgte mig om hun skulle vækkes igen?
Jeg tørrede tårene bort og sagde ordret. "Min hund skal med hjem igen."
En hund jeg vel og mærke kun havde haft i få dage.
Dyrlægerne adlød og Laika blev vækket.
Og her satte jeg så ALT ind.
Smertestillende, tilskud, specielfoder, motion, massage, ja ALT og jeg stoppede med at tælle da jeg på få måneder havde brugt 12.000 kr.

Det gik langsomt, men sikkert fremad og vi tog hele tiden en lille sejr mere.
Hun blev hurtigt korrekt smertedækket, og hun gik fra at være en indesluttet stille hund, til så småt at begynde at være hund igen.
Lige da hun kom ville hun ikke lege, hun lavede ikke andet end at gå på plads hos mig, trods det at jeg ikke havde bedt hende om det, hun kunne ikke købes for en godbid, hun lagde sig ikke i Zentas bløde kurv med mindre jeg gav lov og hun tissede ikke med mindre jeg sagde hun skulle. Hun skulle hele tiden bekræftes i at det var OK.
Laika er meget lærenem og hun begyndte at kigge på hvad Zenta gjorde og så efterabede hun hende og på den måde lærte Laika igen at blive en hund med alt hvad dertil hører.
I løbet af få dage havde Zenta taget Laika under sine beskyttende vinger og Laika begyndte stille og roligt at stole på Zenta, stole på at Zenta intet ondt ville hende og at hun nok skulle passe på hende. Den dag i dag er Zenta den fedeste og sejeste hund Laika kender, hun ser virkelig op til Zenta. Hun er stor fan af hende og hvad Zenta gør, det mener Laika er det rigtige. Altid. De er hinandens bedste venner. Der har aldrig, som i aldrig nogensinde været noget imellem dem.
I løbet af nogle måneder fik jeg rettet Laika helt op og hun var hund på ligefod med Zenta. Ingen hensyn blev taget og Laika kunne være med til alt det en normal hund kan. Løbe, lege, hoppe, springe, bade ved stranden, være i skoven, drille Zenta, lege vildt med hende, ja ALT som Zenta også kunne, det kunne Laika også. Det var hårdt arbejde at nå dertil, og det krævede blod, sved og tårer, for slet ikke at snakke om penge, men det lykkedes.
I årene der fulgte var alt som det skulle være, og vi nød årene med fuld knald på, det er der jo med to grå Schæferhunde.
I Januar 2016 stod Laika pludselig med først ondt i ryggen og jeg troede hendes tid var kommet. Men dyrlægen der tilså hende bad mig sætte hende lidt op i smertestillende, for indtil da havde hun kørt på halv dosis, så der var lidt af give af og så ellers holde hende i ro. I løbet af få dage var ryggen god igen.
Senere samme måned slog hun så sin albue i sneen i leg. Jeg tog jo som skrevet ingen hensyn til hende og hun fik lov at give den gas sammen med Zenta.
Hun blev ved med at halte i dagene efter og jeg bad dyrlægerne om nye røntgenbilleder, jeg var nervøs over at hun blev ved med at halte på højre forben.
Billederne blev taget og jeg blev igen kaldt ind for at se billeder.
Dyrlægen fortalte mig at hendes gigt var blevet værre, både den i ryggen og den i albuerne, derudover havde hun slået sin albue alvorligt og at hun, udfra billederne at dømme, syntes at jeg skulle overveje at sige farvel til Laika.
Jeg blev så dårlig at jeg nær havde gået i gulvet og jeg begyndte bare at tude. Få meter fra mig lå Laika og sov med et tæppe på og jeg stod og kiggede på hende.
Men nu er jeg simpelthen så pisse hamrende stædig, så jeg bad dem endnu engang om at vække Laika og stortudende gav jeg Laika hendes dækken på og så gik vi ud fra klinikken.
Hjemme lagde jeg mig på gulvet og holdt om Laika der var groggy efter bedøvelsen, og så tudede jeg bare.
Efter at have ligget i fosterstilling nogle timer, tørrede jeg igen mine tårer bort og jeg gik online og købte hvad jeg skulle bruge til at rette hende op. Igen. 5.000 kr. fattigere et øjeblik senere.
Næste dag ringede jeg ned til dyrlægen og bad om lov til, trods gæld, at starte et seriøst massageforløb hos dem op. De har en uddannet massør dernede.
Jeg fik lov.

I et par måneder var Laika nede og få massage og laser op mod 3 gange om ugen og selvom jeg dårligt kunne hænge sammen da jeg jo også passede mit job, så kørte jeg hende trofast derned, også uden at have sovet efter en nattevagt feks.
2-3 måneder og et par tusindende kr. fattigere, var Laika igen rentgående ..
Ved et tilfælde mødte jeg dyrlægen der havde givet hende seneste dødsdom i januar og hun lagde armene over kors og rystede grinede på hovedet og sagde at hun ikke kendte nogen så stædig som mig, men at hun heller ikke kendte nogen der på måde blev ved med at rejse sig op igen, når livet slog mig ud.
Hun sagde at hun elsker min måde at give dem fingeren på, trods det at de er de uddannede.
De har efterfølgende fortalt mig på klinikken at de var overbeviste om at jeg ville være kommet tilbage med Laika til en aflivning. Den gang i November 2011 hvor de lige, udfra røntgenbillederne, havde givet Laika første dødsdom. Billederne talte klart for en aflivning, ligesom de kommende udgifter gjorde det.
Men både Laika og jeg tog røven på dem, det måtte de jo indrømme.

Det at Laika slog sin albue alvorligt i januar 2016, gjorde så at jeg blev nødt til at skære ned på motionen, aktiviteten og vildskaben, Laika er ikke typen der selv siger fra, så det måtte jeg gøre. Simpelthen for at passe på hende.
Hun får stadig alle de ting hun plejer, men i mindre doser. I stedet for en lang tur, så får hun en kort tur, i stedet for to ture, så får hun en tur, i stedet for at være ude i haven i en time, så er vi ude i en halv time osv.
Det fungere rigtig rigtig godt, og jeg har skruet lidt op for næsearbejdet, for søgearbejde, hundespil og sådan og det opvejer heldigvis den mindre motion. Vi har taget haven en del mere i brug, og i stedet for at vi bevæger os væk fra bilen på tur, ja så parkere vi et spændende sted og så bliver vi ved og omkring bilen, på den måde kan Laika læsses når hun bliver træt.
Når jeg kan se at Laika kører træt men ikke vil give sig, så siger jeg stop på hendes vegne og så tuller hun ind i sengen og tager sig en velfortjent lur. Man kan næsten hører lettelsens suk når jeg siger stop på hendes vegne og hun acceptere det med det samme.
Laika kan stadig spise en rå oksestrube på 500 gram hurtigere end Zenta, hun kan stadig gribe de godbider jeg kaster til hende, hun kan stadig følge trop når de søger godbider i græsset og hun savler og piver stadig når jeg er for lang tid om at gøre hendes mad klar, hun logre, hun fjoller og hun vil stå på hovedet for en godbid.
Vi har nu tilpasset vores liv og hverdag efter Laika og går efter den der, lidt men godt.

Jeg vil ikke så meget med emnet, andet end at udtrykke min kærlighed til min hund.
Min hund som jeg ikke ville bytte for noget, heller ikke selvom vejen har været lang og kostet blod, sved og tårer, for slet ikke at snakke om penge, hun har kostet langt over 100.000 på 5 år, men trods det kunne jeg ikke få en mere perfekt hund.
Hun er alt det jeg har drømt om.
Laika er alt det jeg ønsker i en hund.
Hun kan med alt og alle, hun er sød, hun hviler i sig selv, hun lystrer hver en kommando, hun elsker Zenta og jeg som var vi de eneste individer på jorden, hun forlanger intet tilgengæld for hendes ubetingede kærlighed til os, hun er sej, hun er ukuelig og havde hun ikke haft den vilje hun har, så havde hun ikke været her i dag.
Det er muligt det er mig der har kæmpet for hende, men jeg har kæmpet sammen med Laika og jeg kunne ikke have gjort det uden hendes vilje, mod eller hendes tilgang til livet.

Laika, jeg elsker dig, højere end livet selv og jeg vil altid være her for dig.
Du har mit hjerte sammen med Zenta og jeg er stolt af Jer.
I er mine elskede gamle hundepiger, og I er fantastiske sammen
I to er hele mit liv

Skrevet i kærlighed til min hund.
Jeg elsker dig Laika.