Kemisk kasteration {{forumTopicSubject}}

Vi er hårdt ramt herhjemme af "damer i løb".
Vi bor i et område, hvor der ligger tre boligområder, hvor man må have hund, og vi har en hundeskov + almindelig skov i baghaven, hvor der logisk nok kommer tonsvis af hunde hver dag. Jeg kan ikke gå mere end et par meter, imellem Louie skal stå lææænge og snuse og slikke tis i sig med tænderklapren og fråde om munden. Jeg synes både, at det er klamt, og jeg bekymrer mig også om smitte med fx lungeorm.
Her hjemme kan han slet ikke finde ro, stresser rundt og vil ud hele tiden. Det hjælper ikke at lukke ham i haven, det er tur han vil på. Og det værste er, at han piver konstant. Det er alt fra sådan en lys hvislen ud af næsen til, at han nærmest skriger. Når man lige kommer hjem fra tur, er der fred, og ellers går han i gang en times tid efter turen og fortsætter til man tager ham ud- det kan godt være en del timer, så det er ikke fordi han har lært, at det virker.
Vi er ved at blive sindssyge. Han kan ikke rigtig distraheres og træning, fodersøgning og generelt ting, hvor han skal tænke, er en by i Rusland.
Og nu tænker I garanteret, ja ja, sådan er det at have hanhund... Men det har nu stået på i fire måneder og før det har der også været lange perioder. Jeg frygter lidt, at det er naboens kastrerede hanhund, som dufter forkert - og det går jo ikke over efter en tre uger.
Jeg er meget lidt for at kastrere en hanhund på 10 år med underuld, men det er bare slet ikke rart at have hund mere. Det er en kæmpe belastning, og jeg kan næsten ikke holde ud at være i rum med ham. Man ville kunne bruge ham til at torturere krigsfanger. Så Lang historie kort: nu vil jeg gerne høre alle skræk- og succeshistorierne om kemisk kastrering, tak.