Bange for at miste {{forumTopicSubject}}

Jeg vil på forhånd gerne undskylde for en ordentlig smøre. Teksten herunder har været hård for mig at skrive – dels fordi det er en personlig erkendelse, og noget, jeg har gået og bakset med i flere år efterhånden. Phew … Here goes:

Liv og død er en del af os. I Gaiatroen fortælles der, at døden er det mest respektfulde fænomen, der findes. Den naturlige død, altså. Du skal ære og prise efterlivet, som en dag også gives til dig. Der fortælles, at selvom vores elskede går bort, forsvinder de aldrig rigtig helt. Med mine små, sølle 18 somre på denne jord, har troen på dét været en form for trøst – en følelse af, at man faktisk aldrig mister. Og selvom det er helt okay at græde, så må man ikke blive vred og mene, at det er unfair, for det er en del af livets hjul.

Hvis vi nu prøver at se bort fra mit overnaturlige woodoo-hippie-sjask, så handler emnet her om at miste vore bedste, tro følgesvende. Gucci, familiens pelsklump af en west highland terrier, har været min første og eneste hund. Vi fik hende, da jeg var 9 år gammel, netop opereret for en alvorlig hjertesygdom. Nu runder vores kære trunte snart de 10 lange år, og selvom det endnu er ”ungt”, begynder tankerne om hendes bortgang alligevel at snige sig ind på mig.
Jeg har haft depression grundet overbelastningsstress siden jeg var 13 år gammel, og uden mine sovepiller, ville jeg aldrig kunne lukke et eneste øje. Tankerne om et tomt hus … Ingen til at byde een velkommen, når man kommer hjem. Ingen til at holde humøret oppe. Se nu bare, så kører tårerne igen, og sådan gør de hver aften, hvis jeg ikke får husket min sovemedicin. Det er blevet en forbandelse – jeg tager sorgerne på forskud og lader dem æde mig, egentlig længe før, det er begyndt at blive aktuelt.

For det ikke skal være løgn, drømmer jeg ofte om, at min bedste ven får sig en eller anden form for sygdom/bliver kørt ned/forsvinder eller bare generelt dør. Og jeg vågner brat, grædende, svedende, dirrende – fuldstændig fortabt og panisk. Jeg må direkte ind og kramme hunden, blot for at berolige mig selv.

Det gør ondt. Decideret ondt i hjertet. Og noget af det værste af det hele er, at jeg virkelig føler mig som et forkælet pattebarn. En grønskolling, der ikke er helt så let til bens som alle de mere erfarne. Jeg føler, at den kommende sorg er blevet en sygdom. At min kærlighed til Gucci er blevet en forbandelse, som blot styrkes for hver dag der går. Og når dagen så endelig kommer, slår den mig så hårdt, at jeg får et voldsomt tilbagefald i min depression – denne gang så hårdt, at selv ikke den skrappe medicinering vil kunne tage det denne gang.

Blot ved at skrive om det føler jeg mig kvalt – jeg sidder her med tårer ned ad kinderne, en sten i maven og følelsen af et stramt reb om halsen. Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne acceptere, at Gucci blev taget fra os. Jeg ved, at jeg aldrig vil kunne begå mig i ”Pandekagehuset” uden Gucci rendende om benene. Jeg vil aldrig kunne acceptere, at huset stod tomt og ensomt, et ekko af en glæde, der er blevet taget fra mig. At jeg aldrig blev taget i mod. At der aldrig kommer et par diskrete skrab på min værelsesdør, og en pelsdut, som mufler og putter i mine dyner. Alene. Det er, hvad jeg er bange for at blive. For det er bare ikke godt nok, at hun ikke er her i fysisk form. Uanset hvor meget jeg søger tryghed hos min tro, kan jeg ikke finde ro og hvile i den filosofi, jeg har brugt flere år på at lære og studere.

Jeg nyder tiden. Jeg nyder den til fulde, og suger hvert sekund til mig, men den er overskygget af min bekymring og min frygt for, at noget skal ske …
Kald mig præcist, hvad I vil. Jeg er ærlig talt en smule flov over disse overdrevne følelser, og det har været en kæmpe udfordring for mig blot at nedskrive dem. Og hvad er så min pointe? Jeg ved det ikke. Jeg havde måske håbet, at jeg kunne få råd og vejledning herinde - en form for forløsning, med frygt for at blive pillet ned på baggrund af mine halvbarnlige tanker, men jeg kan selv mærke, at det er ved at tage overhånd, og jeg har brug for at komme af med lidt af bagagen nu.

Hvor mange hunde har du mistet? Og hvordan greb du sorgen an?