Død hund lider ikke, men... {{forumTopicSubject}}

Hej HG.
- "forklaringen" på valgte overskrift kommer lidt længere nede i teksten

Hej HG.
I dag, da jeg gik og ordnede min stald kom mine tanker til at flyve lidt rundt ang. den Go' Aften Danmark udsendelse ang. hunde i sidste uge.
(Til jer som ikke så det, så handlede det om at der i DK bliver aflivet 12 raske hunde i gennemsnit om dagen, fordi deres familier/ejere er trætte af dem eller ikke rigtig kan magte dem. De kom også med gode råd til hvordan man kunne undgå at få en hund som netop ikke passer til en osv.)
I og for sig en OK udsendelse, og jeg synes det er super at der kommer noget fokus på det problem.

Som jeg så tit læser, både herinde og på Hestegalleri, så lider et dødt dyr jo ikke. Og det regner jeg med at vi er enige om?
Men hvor synes jeg dog at det er forfærdeligt at vi som mennesker er kommet så langt ud, at vi er nød til at tænke sådan?
Altså det er fair nok, når man har at gøre med et dyr som lider, rent fysisk eller psykisk af den ene eller anden grund, og man så vælger at sige at det er for dyrets eget bedste at blive aflivet.
Men når man står med en rask hund på, lad os sige 16 måneder, som man vælger at aflive, fordi man måske ikke lige kan overskue at finde en ny ejer til den eller noget i den retning. At man så kan "trøste" sig selv med at den ikke lider fordi den er død? Hmm.

Det jeg egentlig prøver at sige, er at jeg synes det er brand ærgeligt, at vi er kommet derud, som mennesker. At vi faktisk er blevet nød til at tænke således, fordi vi som mennesker (igen?) ikke kan finde ud af at sætte en grænse for ting vi vil have og samtidig være realistiske?
Er er nogen som kan følge mig? Det er lidt svært at forklare på skrift.
Som de også nævnte i udsendelse, så den der køb/smid ud kultur, er blevet for voldsom, og at vi ikke kan finde ud af at forstå at man ikke gør sådan med levende væsner?
Altså, vi (menneskeheden) har jo faktisk udråbt os selv til at være det klogeste dyr på jorden, men alligevel er vi ikke klogere, end at vi stadig bruger dyr som var det legetøj og ikke levende væsner med behov og følelser?

Er jeg den eneste som virkelig synes at det er brand ærgerligt at vi som mennesker er kommet derud?

ps: Jeg hænger ingen ud, og selvfølgelig er der situationer hvor der af forskellige grunde måske bare ikke er et andet valg, end aflivning. Det er ikke lige det, jeg er ude i. Jeg er ude i den der med at 2 unge mennesker anskaffer sig fx en flot husky blanding på 8 uger, men pludselig kan de ikke magte den, og da hvalpen runder 14 måneder vælger de at gå til dyrlægen og få den aflivet. Uden egentlig at prøve at finde et nyt hjem eller andet. Det er jo ikke rigtig "dem" jeg snakker om, mere det at "vi" har den tankegang, at man bare kan anskaffe og afskaffe sig dyr, som det lige passer en.