Hvad gør at DU kan udtale dig om hunde... {{forumTopicSubject}}

Nu hvor tråde bliver slettet (igen) når der kommer velmenende råd og konstruktiv kritik, så tænker jeg at en trådstarter nogen gange sidder og tænker *ok, hvad gør lige at DU aner en skid om det her*... og så tænker jeg, måske skulle vi smide den skid på bordet.

Jeg tør da gerne stå ved at jeg har begået mange fejl, og ikke har haft nogen at støtte mig til... jeg har lært af hundene.. og sjovt nok af min ridning.

Min første hund var en yorkie - dengang var jeg lige lidt over 20 år.
Hun var fra et stueopdræt, supersøde mennesker... måske nogen kan huske dem.. Apollos opdræt, som lå inde på Apollovej i en forstad til københavnstrup.
Hun var jo nok den hund jeg begik flest fejl med... alle de der opdragelsesmetoder som man krummer tæer over idag. Heldigvis for mig og hende, var hun en sej lille dame, og jeg var hele hendes univers, og hun fungerede ikke når jeg ikke var hos hende.
Det gjorde så at da hun på sine gamle dage fik sukkersyge, så var det sgu noget af en udfordring. 2 måltider med 12 timers mellemrum, specialfoder, insulin 1 time efter hvert måltid, 'ens' motion hver dag.. og en hund som ikke spiste når mor ikke var hjemme - selvom vi boede hjemme ved min far, som var hjemmegående pensionist. Det krævede godt nok planlægning.

Hund nummer 2... mega brainfart... jeg var ung, dum, og ingen var velvidende nok til at fortælle mig det. Far var schæfer/labrador og voldsomt dominant... mor var irsk setter/dobermann.. og riiiiimeligt tæt på at være angstbider. Igen mega brainfart. Jeg scorede jordens mest usikre hund, hævede man stemmen bare lidt, så gik han i stykker. Nåeh ja, og så fik han da lige parvo, som smadrede hans tarmsystem indtil han var omkring 3 år gammel, så jeg havde en meget tynd hund der udløste de der *blikke*, men han kunne ikke tåle noget af det der gav sul på kroppen uden at få myllerbæ.
Det tog mig nok noget i stil med 1+ år at få ham til at hvile i sig selv, og 'bare' være en følsom hund. Men der var godt nok mange dage hvor jeg ikke havde lyst til at gå hjem, fordi tanken om at åbne døren og se hvad han nu havde splittet ad var uoverskuelig... på listen var bl.a. et drikkeGLAS og en køkkenkniv.

Hund nummer 3 var i en helt anden klasse... mor var riesenschnauzer, og var var ubestemmelig 'christianiahund', hvor vi gættede måske noget collie pga pels og farve/aftegn. Og jotak, her fik jeg kam til håret og skulle huske mine vitaminer, for damen her vidste godt hvem hun var, hvad hun ville og hun var født hvilende i sit eget værd. Da hun var 3 dage gammel, krabbede hun væk fra flokken så hun kunne sove i fred - og det gjorde hun flere gange. Hun lærte mig at samarbejde med respekt - for havde vi ikke gensidig respekt, så kunne jeg rende og hoppe. Vi gik ikke til træning... til gengæld overførte jeg nogen ridebegreber til hende... med tryk, give efter og rose i det eksakt rigtige sekund. Hun endte ikke som min hund, men som min ven, min buddy, min backup i enhver situation.
Det var hårdt da hun kollapsede og 'forsvandt', for en hund med hendes mentalitet, styrke og intelligens.. sådan en tror jeg ikke jeg får igen. Hun var helt unik.

Det bringer mig så til rosinen i pølseenden.. pixel.. som er pekingeser/papillon. Indrømmet, her er viiiiiirkelig sjusket med opdragelsen.. fordi hun er 'lille' (rødme).
Men hun kan de ting som jeg finder vigtigt.. forstå et nej, ikke trække i snoren, og generelt bare opføre sig civiliseret når vi går hjemmefra.... som reeeeeeeegel. Her skal jeg så bare huske at hendes opmærksomhedstærskel er på størrelse med en sommerfugls, så det er op til mig at fastholde hende i en kommando.

Jeg fik først adgang til internettet under hund nummer 3... og det er nok først ved pixel at jeg kommer ind i diverse hundefora
Når jeg ser tilbage, så ville jeg ønske at jeg havde haft adgang til den viden dengang, som jeg har adgang til nu. Ikke fordi jeg har fortrudt nogen af mine valg - jeg er egentligt nok lidt stolt af hvordan jeg har tacklet mine hunde bare ved sund fornuft - men fordi det havde været rart at få råd og vejledning undervejs, specielt med hund nummer 2. Også selvom det indebar nogen ting som ikke er rare at høre - jeg vil hellere høre de kedelige ting 'nu' og være informeret/forberedt, end opdage dem selv senere og så ærge mig over at ingen fortalte mig det.

Jeg har lært meget herinde... måske mest om hvad og hvordan jeg skal vælge en hund efter pixel, sådan at jeg næste gang er mere forberedt end mine tidligere valg, som tildels var lidt i blinde.
Første ville jeg bare gerne have en lille hund, og var fin med internathunde - de ville bare ikke lade mig få en, fordi jeg ikke havde egen have, og f*ck om jeg var meget hjemme og ville bruge meget tid på hunden.
Anden... joooeh... det var naboens som ved et uheld blev drægtig, fordi hanhundens ejer lod den strejfe. Her kendte jeg jo begge hundes temperament, og blev alligevel overvældet af hvalpekuller... brainfart.
Tredje... mor var ejet af en god veninde, og tæven var virkelig fantastisk, og her ville jeg bare gerne have en 'lumme-hvalp'. Det var så ikke med i beregningen at der samtidigt med den planlagte han osse røg naboens han på, så kuldet blev.. ahem.. ret blandet...
Og pixel... hende fik jeg nok mest fordi jeg var ked af at miste mit skrummel, så hun kan teknisk set gå under panik-køb.

Så jeg pudser ikke min glorie fordi jeg er perfekt - men jeg pudser den fordi jeg lærer af mine fejl, og prøver ikke at begå dem igen.. og samtidigt prøver ikke at begå nye fejl undervejs.