Livmoderbetændelse hos mops, en sørgelig historie {{forumTopicSubject}}

Den 9. marts 2013 mistede vi vores lille skat, vores mops Minnie. Hun var 5 år og 3 måneder gammel, alt for ung til at gå bort. Dette er en måde for mig at få luftet lidt af den sorg jeg føler og for at advare og rådføre mig med jer.

Det hele startede da min kæreste, sen eftermiddag lørdag d. 8 marts opdagede at Minnie var hævet i ansigtet. Hendes øjne var faktisk bare 2 sprækker og hendes "mule" var hård. Vi ringede straks til dyrlægevagten, fordi vi frygtede hun muligvis fik problemer med luftvejene. Efter en del opkald fik vi endelig fat i en lokal dyreklinik (med et godt omdømme) der kunne tilse hende. Afsted det gik og dyrlægen fik set på hende (en ældre mand der snart skulle på pension). Han pressede hende her og der, tog hendes temperatur med et termometer stukket HELT op i hendes anus og kiggede på hendes skede. Han frygtede at det muligvis kunne være livmoderbetændelse, da Minnie havde været i løbtid ca. 4 uger før. Vi valgte også at få taget røntgen af hende da dyrlægen mente at det ville kunne afsløre om hendes livmoder var betændt. Der var intet at se, og sekretet fra hendes skede var klart. Hun var dog hævet og havde feber, 38.9 grader.
Hun fik en sprøjte med noget antibiotika, penicillin samt binyrebark til at tage hævelsen. Samt vi fik nogle piller med hun skulle have de næste par dage.
Vi kom hjem og vi kunne se at der var lidt fremgang, da hævelsen faldt og hun virkede en smule mere frisk. Hun ville dog ikke rigtig gå tur eller spise sin mad (og hun var ret madglad).
Vi gik i seng ved en 22 tiden og jeg tror at klokken var omkring midnat da min kæreste vækkede mig, fordi Minnie havde kastet op. Vi sov ikke meget resten af den nat, fordi Minnie konstant gik rundt og kastede op, og hun vædede sengen (vi sover på gulvet så hun nemmere kan hoppe op i sengen) til med sekret fra skeden. Jeg stod op ved en 6.30 og satte mig foran computeren for at læse noget mere om hendes symptomer.
Da jeg kom ind i stuen var der også lavet pølser på gulvet, en omgang "kødsovs".
Jeg fandt frem til livmoderbetændelse og Minnie have samtlige symptomer. Derfor ringede jeg til dyrlægen fra dagen før, og hans kone tog telefonen og sagde han ville være tilbage kl. 10.30, så vi fik en tid der. Minnie ville ikke lave noget i haven og hun spiste ikke sin morgenmad, men hun drak vand. Hun var stoppet med at kaste op.
Jeg havde læst nogle historier fra andre angående livmoderbetændelse, hvad kuren var, hvordan det opstår, og så videre. Fællesnævneren var en kirugisk løsning fremfor en medicinsk, da vi alligevel ikke ville have hende parret, så den livmoder skulle bare ud. Hun skulle bare blive rask og være sit glad fjollede jeg igen.
Dyrlægen sagde det samme da vi kom derud, at hun skulle opereres hurtigt. Han tog en blodprøve og gav hende noget beroligende og jeg kyssede hende på mulen og sagde "Vi ses skat". Dyrlægen ville ringe ved en 17-tiden når hun var vågnet igen og alt ville blive godt. Jeg spurgte ham hvordan sådan en operation forløb og han forsikrede mig at de plejede at gå godt.
Vi kørte hjem og gjorde klar til at Minnie ville komme hjem med sår på maven. Én time efter vi var kørt ringede han og sagde at nu var hun død.... Hele min og kærestens verden faldt bare sammen. Hvordan kunne hun dø, i hvad der skulle "pleje at gå godt", i en "simpel og velpraktiseret" operation. Vi skyndte os ud til dyreklinikken for at se hende en sidste gang, og der forklarede lægen os at operationen var gået godt, men bedst som han skulle til at sy hende sammen, så stod hendes små nyrer af og så fulgte hjertet. Han prøvede at give hende en adrenalinsprøjte, men der var intet at gøre. Hun stod ikke til at redde.
Jeg følte mig rigtig vred, såret og knust, da jeg så min lille skat, min lille prinsesse, ligge der på operationsbordet med tungen ude, åbne øjne og sår på maven.
Det var svært at forstå, og selv nu kan jeg ikke rigtig forstå at hun er væk.

Nu står vi tilbage her med en følelse af at vi måske kunne have gjort mere, at dyrlægen måske kunne have gjort noget andet. Vi har en anelse om at dyrlægen måske ikke ydede sit yderste, da han var lidt travlt optaget søndagen (vi så på hans kalender da han skulle fortælle hvornår Minnie ville vågne) da han havde nogle flere patienter.
Jeg syntes at vi gjorde vores for at Minnie skulle have størst mulig chance for at komme igennem det med livet i behold. Vi kørte til dyrlægen så snart vi så symptomerne og da han havde det dårligt. Hvordan kan det så gå så hurtigt? Dyrlægen sagde at hun havde meget høje lever- og nyretal. Hvordan? Han prøvede at forklare at hun nok havde været mere syg end vi havde regnet med i længere tid. Lige indtil lørdagen hvor hendes ansigt hævede op havde hun spist og drukket med største glæde, samt fjollet rundt og været glad som hun plejede. Så hvordan kan det lade sig gøre at hun dør inden for 18 timer af de første symptomer? Var vi for hurtige til at vælge operationen?
Minnie har altid været rask, bortset fra en omgang kennelhoste som 3-årig og pelsmider som 1-årig.

Er der andre der har lignende historier? Der har oplevet noget lignende? Hvordan kunne det her ske?