Hvalp fra hundehelved i aars {{forumTopicSubject}}

Jeg fik i dag bekræftet af dyreværnet, at vores hvalp, som vi måtte aflive i en alder af 7 mdr, kom fra den frygtelige kennel i Aars.
Dette har været en lærestreg som jeg aldrig glemmer.

Jeg har altid sværget til blandingshunde og fået nogle gode hunde fra gode køkkenopdræt, men med denne hvalp lod jeg følelserne sejre over fornuften.

Alle alarmklokker ringede, han var så udsultet, beskidt, sky og fyldt med sår. Sælgeren virkede ret ligeglad med hvalpene, ville ikke give sin mail til løbende kontakt og hentede hvalpene ud af en lade, selvom der stod i annoncen at de var født indenfor og havde haft masser af menneskekontakt.
Jeg ignorerede alle alarmklokker, og ville bare redde denne hvalp fra det helvede han var i, men det var så dumt gjort.
Ikke nok med at jeg støttede en virkelig gemen hundehandler med et salg, så udsatte jeg også vores lille familie for en usandsynlig hård tid, som jo endte med det uundgåelige og aller aller hårdeste i en hundeejeres liv, aflivning.
Hans liv var frygteligt for ham mens han var i live, han var så bange. Især mennesker skræmte ham fra vid og sans, også større ting i menneskers hænder kunne få ham til at gå i panik.
Vi prøvede alt, alm. hundetræning, hundetræning ved hundeterapeut, til sidst privattræning ved hundepsykolog, men intet hjalp.
Han var også en utrolig syg hvalp og han var ved dyrlægen utallige gange, hvilket hver gang væltede hele hans verden og resten af dagen ville hver gang gå med at få opbygget lidt tillid hos ham igen.
Til sidst var der ikke flere at opsøge for svar og hjælp, dyrlæge begyndt at hentyde til om dette var et værdigt liv for Dobby, og han begyndt at forklare os om vigtigheden af at kunne sætte sine egne behov i anden række, og træffe de hårde beslutninger som var bedst for hunden. Og så vidste vi godt hvad klokken var slået.
Selvom vores kræfter var opbrugt og selvom det havde været en kort og hård tid, elskede vi ham jo af hele vores hjerter og det var en utrolig hård beslutning, for han var jo så ung og dejlig, men han havde ikke en chance efter den start han fik på livet.

Jeg fortæller Dobbys historie fordi det fortjener han. For at indrømme hvor dum jeg var, og især for at advare andre, som også kunne finde på at lade følelserne råde over fornuften.
Ikke alle hunde kan reddes med velment kærlighed og støt ALDRIG en hundehandler eller farbrik.