Slem seperationsangst ...mangler lidt trøst og hjælp.. {{forumTopicSubject}}

Efter vi flyttede har petri udviklet virkelig slem seperationsangst, og jeg syns hans angst er rigtig RIGTIG svær at komme til livs

Det har varet siden august ca og vi kommer bare ingen vejen.. Han piger nærmest bare at jeg går på toilettet og min kæreste stadig sidder i sofaen.. Han sover kun tungt om natten, for resten af tiden rævesover han og holder øje med mig.. Springer op så snart jeg rejser mig.. Havde adfærdsbehandler forleden dag og syns jeg fik nogle gode råd og sådan men der er bare så lang vej endnu, og det har bare varet såå længe nu og det fusker fuldstændig vores liv op herhjemme. Jeg elsker petri så forbandet højt, men ville ønske jeg kunne knipse med fingrene og så kunne han igen være alene hjemme..

Han ødelægger intet men HYLER så snart døren blir lukket..

Jeg har snart prøvet alt, men det er også svært at give ham et stabilt liv, med studie og kæresten har fuldtid, men vi prøver at arbejde på skift så vi aldrig ser hinanden men så at petri ikke er alene, eller i det mindste blir passet..

Men petri blir meget passet, så han får jo heller aldrig en stabil hverdag, føler sgu det er en kæmpe ond cirkel som ingen ende har..

Han er 17 måneder, og en ynkelig puttegris, han mangler selvtillid, og vi laver ikke andet end at rose og rose og rose, men han forlade bare ikke mig ude af syne et øjeblik

Er blevet rådet til : han skal sove meget mere, han er stresset af for lidt søvn, han skal bruge hjernen mere og kroppen mindre, han skal ELSKE en kong med leverpostej så han en dag vil tænke fedt du går så jeg kan få kong i fred... Og så skal jeg spille no stress musik for ham den dag han igen kan være alene..

Please giv mig et godt råd eller 3, en lille solstrålehistorie som jeg kan hvile mig op af, for mit liv kan seriøst sna ikke hænge sammen mere