Er lidt stolt af min lille vuf. {{forumTopicSubject}}

Jeg var idag ude at gå med min lille Dansk/svenske gaardhund i vores lille by. jeg går med ham i flex-line og sele, men lige idag da vi var ude at gå nede i byen så var han meget intereseret i at gå at snuse bag mig, fint nok han jeg kunne mærke på snoren at han fulgte med mig, men ligepludselig som vi går forbi et hus med legende børn i haven jaa.... så sker der det......

At jeg går forbi deres indkørsel med min smutt bagefter mig, han går lige bag mig og gør intet, han er normal og rigtig sød til at gå som han plejer, men ligepludselig er der noget der føles mærkeligt, som om at han ikke følger med, så jeg stopper op for at se hvad han har fundet, men det der rammer mig da jeg vender mig om er at smutt slet ikke er fulgt med, fordi den lille pige fra haven er gået ud på fortovet og har løftet ham op, hun holder med begge sine arme rundt om hans bryst under hans forben, mens bagbene stadig hænger og *dingler* jeg tænker straks, jaaa øhm, siger starks, hov nej søde ven vil du ikke lige sætte ham ned, men idet jeg siger det så lunter hun afsted slæbende med min hund i sine arme på vej ind i deres forhave, da han har flex-line på så kommer hun jo et godt stykke, før det lige gik op for mig at det der rent faktisk skete, jeg løber efter hende og ser hende stå at snakke med sin mor som beder hende om at slippe den stakkels hund, men pigen nægter, og alt imens så hænger min hund bare der og kigger på mig, jeg for fremstammet et *undskyld mig?* og damen kigger på mig og siger det må du altså virkelig virkelig undskylde, hun elsker hunde og endelig for jeg hende til at slippe ham på den betingelse at hun må lege lidt med ham, smutt var sød og rolig under hele dette cirkus, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis det var en lille aggrassiv hund hun havde fået fat i eller for dens sags skyld en større end hun havde prøvet at lokke med sig, skulle bare lige af med historien, da den stadig rumsterrer lidt i mit hovede.....