{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.921 visninger | Oprettet:

Hvorfor er det så svært (aflivning)? {{forumTopicSubject}}

Hej HG

Mange af jer kender historien om Lúa. En helt rask hund, der blev avlsgodkendt og parret helt efter bogen, hvorefter vores verden knækkede.
Lúa fik bækkenløsning under drægtigheden, og efter fødslen blev hun fyldt med sår. Vi fandt årsagen i sidste øjeblik. Hun kom på kosttilskud og fik genoptræning.
I ca. halvandet år har hun været i behandling for zinkmangel. Hun er aldrig blevet sig selv igen, men det har været tæt på.

Nu går det ikke godt længere.
Hun har problemer i nederste del af rygraden (nogle nerver klemmes), hvilket betyder at hun knækker sammen ind i mellem.
Derudover producerer hendes skjoldbruskkirtel ikke længere nok hormon, så hun har ikke meget energi og tager på hele tiden.
Hun har altså tre diagnoser, som kræver tre forskellige slags behandlinger. Diagnoserne har ikke meget med hinanden at gøre, men påvirker hinanden i negativ retning.

Uanset hvor meget vi gør, vil hun aldrig blive aktiv slædehund igen. Hun vil aldrig kunnet følge med herhjemme.
Men hvorfor er det så svært for os at sige stop, nu er det nok?

Jeg græder og græder og græder. Det er frygteligt.
Det er så svært at være vidne til den evige splittelse i hende.
Sindet siger løb - kroppen siger stop.

Trøst mig...


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Hvorfor er det så svært (aflivning)?
  • #1   9. nov 2012 Hvor er hun smuk!, Hvor er jeg ked af det på dine vegne, du elsker hende derfor er det svært, håber du klarer den og at det hele løser sig. ;(

  • #3   9. nov 2012 Det er jeg godt nok ked af at høre at det er så slemt med hende.. smiley

    Det må ikke være rart at kroppen ikke kan følge med til hendes instinkter og hendes aktivitets niveau.. smiley ØV altså..



  • #4   9. nov 2012 puha føler med dig. Men som du selv skriver, så blir hun ikke aktiv mere som slædehund,hun knækker sammen og kan ikke følge flokken mere.. Så jeg ville nok vælge at lade hende få fred. det er møgsvært at være herre over liv og død, og nemt for mig at skrive, men tror godt jeg kan sætte mig ind i dit dilemma alligevel.. Trøstekrammer fra Lolland.

  • #6   9. nov 2012 Føler virkelig med dig og din familie... det er SÅ svær en situation i står i!

    Du ved selv hvad det rigtigste er at gøre... lyt til dit hjerte som kun vil det bedste for smukke Lúa og lad fornuften få lov at få indflydelse også! Lúa har fortjent et værdigt liv og både hjerte og fornuft ved hvad er et værdigt liv for hende.

    Stort kram til dig!


  • #7   9. nov 2012 Åh Malene, der ER bare ingen trøst at give i sådan en situation. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at I vil træffe den rigtige beslutning - at I vil vide præcis hvornår, det er nødvendigt at sige stop.

    Mange kram herfra!


  • #8   9. nov 2012 TAK skal I have. Ligemeget hvad jeg prøver at tænke på, så ender tankerne ved hundene. Mine øjne kan da snart ikke have mere vand tilbage.

    Din sidste sætning siger det hele Marianne. Tak for det.

    Vi giver hende en god sidste tid med medicin, og når den render op, så siger vi tak for nu - "vi ses på den anden side".


  • #9   9. nov 2012 Hej Malene

    Jeg græder lige med smiley da vi onsdag den 07.11.12 måtte sige et meget svært farvel til vores fantastiske Malamute pige Simba...

    Hun sprang sit korsbånd i højre ben da hun var bare 2 år gammel og blev opereret efter med de bedste metoder, genoptrænet og passet og plejet. Hun fik kosttilskud og special pleje og vi tog virkelig hensyn. Det har gået meget op og ned - og nej, hun blev heller aldrig den samme aktive slædehund igen smiley
    Lyspunktet kom da vi fik Buhunden Rally, som Simba blev dybt forelsket i med det samme - og virkelig blev aktiv og glad igen... men regningen kom altid sidst på dagen. Hun har dog kunnet vandre med på nogle ture i Norge og havde en rimelig aktiv hverdag herhjemme...indtil tirsdag den 06.11.12 - hvor alting pludselig stod stille. På sin morgentur udstødte Simba pludseligt et hyl, som er meget sjældent for racen og der kunne høres langt omkring, og så vidste jeg godt hvad klokken havde slået smiley Simba havde sprunget sit venstre korsbånd.......så her stod en Malamute i sin bedste alder og kunne ikke engang gå hjem fra marken....
    Hun var selvskrevet til hundehimlen, hvor hun nu endelig har fået fred....
    Hjemme forsøger vi at forstå hvorfor den unge flotte hund på kun knap 6 år skulle herfra så tidlig.
    Ved godt det ikke ændrer din situation - men du skal vide JEG FØLER MED DIG!
    Så - STORT KNUS - fra os på Fjordgaarden - håber der luner lidt....



  • #10   9. nov 2012 Puha Malene, det er en frygtelig situation at stå i, og føler så meget med jer smiley glæd dig over at i har givet hende det bedste hundeliv hun kunne få, og den helt specielle kærlighed i har imellem jer, og nyd den sidste tid sammen med hende til det fuldeste..

  • #11   9. nov 2012 Det gør mig så ondt smiley

    Hun er jo ikke ret gammel... på alder med min hund...

    En husky skal kunne leve et aktivt liv, der findes ikke noget at substituere med - er sikker på at du kender svaret inderst inde.

    Kram og tanker til jer.


  • #12   9. nov 2012 Jeg overvejer ellers ind i mellem om hun ikke godt kan nøjes med at være sofakartoffel ... meeen det er bare slet ikke hende. Hendes blik er så trist. Det skærer helt ind i hjertet.

    Vi kender selvfølgelig svaret. Nu handler det om at give hende en god sidste tid.


  • #13   9. nov 2012 Har ingen ord men mange trøstende tanker. Hvor er livet uretfærdigt nogle gange.

  • #14   9. nov 2012 Tak skal du have Baronesse.
    Ja Lisbeth - det har du så evigt ret i. I juni begravede jeg min bedstemor.. og jeg havde bestemt håbet på at undgå flere begravelser i rigtig lang tid.


  • #15   9. nov 2012 Suzy: Det er drægtigheden, der var skyld I at hun fik zinkmangel. Kroppen har været under pres, og den har ikke fået zink nok via alm. foder.
    Om det er drægtigheden, en medfødt skade eller en anden skade, der har givet bækken/rygproblemer, er umuligt at sige.
    Skjoldbruskkirtelproblemerne er en kendt sygdom ved racen. Ca. 13% af alle huskier bærer den faktisk. Ved mange bryder den bare aldrig ud. Det kan godt være de andre tilstande, der har trigget den til at bryde ud.


  • #16   9. nov 2012 Sikke en forfærdelig og trist historie... Stakkels pige og stakkels jer... I ved tydeligvis hvad der skal gøres men det gør det selvfølgelig ikke mindre hårdt...den eneste trøst er at alle hendes smerter forsvinder, når i siger stop,,,

    I ønsker garanteret hun aldrig var blevet parret, men fremtiden kan ingen spå om... Sender jer mange tanker herfra smiley


  • #17   9. nov 2012 Åh Maria - vi har bandet os selv langt væk mange gange. Men ingen kunne forudsige det her.

  • #18   9. nov 2012 I må være glade for den tid I har haft hende,men det er forbandet svært,at skulle ringe og bestille tiden,føler med jer,men det er jo hundens tarv det drejer sig om.

  • #19   9. nov 2012 Mange tak, Kathrine.
    Det føles så forkert indeni..


  • #20   9. nov 2012 Jeg er simpelthen nød til at spørge og jeg undskylder på forhånd, for jeg ved det vil blive forstået forkert.

    MEN, er det dig der ikke kan leve med at have en slædehund der ikke kan trække og hvad dertil høre, eller er det Lua?
    Jeg kan godt læse du skriver hun er tom i blikket, men er hun det eller er det bare noget du forstiller dig?

    Og please, lad nu være med at tage det for noget absolut negativt.

    Jeg spørger fordi jeg selv har en Schæferhund, af brugslinier, gammel "konkurrencehund", der har været trænet yderst seriøst i en del år.

    Hun bliver aldrig aktiv brugshund igen da hun har gigt i ryggen og albuedysplasi.

    Her er forskellen så at min hund absolut ikke mangler gnisten i øjenene. Jeg sørger for at lave så mange andre ting med hende hvor hendes krop kan være med.
    I starten tænkte jeg da, kan hun affinde sig med det? Men det må jeg svare JA til, det kan hun uden tvivl.

    Min hund er vild med spille bold, hun elsker trækkelege med mig eller andre hunde, hun elsker gode gåture og hun kan gå mange kilometer, hun er vild med vand og elsker stranden, hun kan bruge timer i haven og på marken, hendes dag kan være reddet hvis bare hun får lov at komme med i bilen når jeg køre ned og handler, jeg har en tanke om at begynde at gå nogle rigtige spor med hende nu her og hun skal starte til svømming så snart vi er flyttet og kommet på plads.

    Hun kommer aldrig til at lave bidearbejde i andet i den dur igen, da det er for voldsomt for hendes ryg, men jeg ved hun har et godt og spændende liv alligevel. Jeg planlægger det bare efter hende.
    Og det ændre ikke noget at Zenta som er sund, ung og rask kan nogle flere ting, for de skal jo os have tid hver for sig.

    Når det er sagt så forstår jeg godt beslutningen hvis det ikke kan være anderledes for Lua, det gør jeg bestemt. Og jeg ved hvor svær alene tanken om at sige farvel er, så jeg føler med jer og mine tanker går jeres vej.

    Bare lidt tanker herfra.


  • #21   9. nov 2012 Det er meget enkelt:
    En husky er ikke glad med mindre den kan løbe. Og det kan Lúa ikke.
    En slædehund vil aldrig trives uden at kunne arbejde med sin krop og arbejde med sin flok.


  • #22   9. nov 2012 Nu skriver du hun ikke kan løbe, heller ikke uden at trække? Altså som i at hun er fri?

  • #23   9. nov 2012 Mange tanker herfra!

  • #24   9. nov 2012 Har en kronisk syg hund på 3 år og den dag hun ikke kan deltage i de ting,jeg laver med de andre hunde,siger vi farvel.... Jeg har stået her før og har en gang prøvet at trække tiden.... Gør det aldrig mere,da set i bagspejlet var det kun for min skyld og ikke hundens... Vores hunde bringer så meget glæde,at vi skylder dem at sige stop inden gnisten forsvinder helt.... Mange varme tanker herfra

  • #26   9. nov 2012 pyy, mange tanker herfra smiley det er bare frygteligt, og jeg er nærmest angst for den dag jeg ender i den situation..

  • #27   9. nov 2012 Nu som medløber, jeg ved ikke helt hvor du vil hen? Jeg beholder ikke en hund for min egen skyld. Livet skal være godt for hunden, for at det er værd at kæmpe for det.
    De sidste to dage, har hun ikke engang kunnet gå. Hun kan ind i mellem løbe, men hun sakker bagud efter få minutter, både pga nedsat energi pga. manglende skjoldbruskkirtelhormon og pga. skaden i ryggen.
    En husky løber jo ikke frit, da de jager. De løber foran løbehjul i line fx.


  • #28   9. nov 2012 At give sin hund fred, når dens liv ikke længere er rart og værdigt for den, er den største gave, man kan give den.

    Det gør hammer ondt, men det skal det også, for hvis man var ligeglad og intet følte, var det et "fattigt" liv, man havde haft med den.
    Når jeg har været aller mest ulykkelig over at skulle sige farvel til en firbenet ven, har jeg altid spurgt mig selv, om jeg hellere ville være ligeglad.
    Nej vel?


  • #30   9. nov 2012 2012 har været det værste år jeg nogensinde har været igennem. Først får vores elskede schæfer kræft og taber kampen, så brækker min elskede hest sine ribben og får trykket brystbenet og må aflives. Få måneder efter bliver min skøne pony dement og må aflives da hun var helt rundt på gulvet og til bliver min kat kørt ned og må aflives.

    Det er aldrig sjovt at miste dem smiley Og det er bestemt ikke sjovt at tage den beslutning . Jeg har taget den 4 gange i år på få måneder . Så ved hvor ondt det gør.
    Håber I tage den rette beslutning for jeres elskede hund.


  • #31   9. nov 2012 Malene - Det gør mig ondt.

    Jeg forstår udmærket din beslutning og jeg synes dit valg er rigtigt.
    Har selv stået med en 4-årig whippet med kroniske smerter i bagbenet, det var den sværeste aflivning jeg til dato har prøvet.

    Det føles så uretfærdigt at skulle sige farvel til en ung hund.

    Hun levede fint en tid, når hun var på smertestillende i perioder, men en dag var de smertestillende ikke nok, hun ville ikke løbe og snerrede af de andre hunde.
    Den dag sagde jeg stop.

    Hun elskede at løbe over alt i denne verden, og selv om hun sikkert kunne have levet et forholdsvis smertefrit liv i snor og med begrænsninger i de fysiske udfoldelser, ville det ikke have været et liv for hendes skyld, men for min.

    Jeg har det med whipperne på samme måde som du har med huskyerne, kan de ikke det, som de elsker allermest, er det tid at sige farvel.
    Hårdt, men til hundens bedste.


  • #32   9. nov 2012 Det er lige præcis sådan jeg har det Kirsten. Tak for din historie.

    Sikke et år Myosotis. Jeg håber 2013 ser lysere ud for os alle.


  • #33   9. nov 2012 Jeg vil ikke "hen" til noget.

    Men du skriver jo ikke i første indlæg at hunden slet ikke kan gå. Men kan den ikke det, skal beslutningen måske tages nu og her. Altså hvis det er SÅ slemt.


  • #34   9. nov 2012 Ja det har du ret i. Vi prøver kiropraktik mandag. Måske det kan give lidt tid at sige ordentligt farvel i. Lua er min bedste ven, min faste træningsmakker. Hun forstår mig altid, helt uden jeg behøver sige noget.

  • #35   9. nov 2012 Jamen jeg forstår dig fuldt ud.
    Jeg havde bare ikke fået forståelsen af i det første du skrev at hun ikke kunne gå. Jeg læste det "bare" som om hun ikke kunne trække mere. Derfor mit svar og min "undren" omkring det.

    Jeg syntes det lyder som en god plan for det næste stykke tid, mine tanker går til jer i de svære tid. Det er aldrig sjovt at sige farvel og det vil altid gøre ondt.


  • #36   9. nov 2012 Malene: puha det er bare den værste situation..min erfaring er så at hvis man tager beslutningen og den er rigtig giver det også ro i hjertet dagene op til. Sådan havde jeg det ihvertfald med både min gamle foxterrier og husky.

    Den du står i lige nu er desværre det lod der er nitten ved at få hund. Man elsker dem ubetinget og de elsker en ubtinget tilbage og det bedste man kan gøre for sin elskede er at gøre livet så godt som muligt og dette gælder også dets afslutning. Hvor hårdt det end må være for os, så er det det vi skylder dem.
    At give dem en værdig afslutning er at vise dem respekt og kærlighed til det sidste.


  • #38   9. nov 2012 Åh de kære dyr man holder jo så meget af dem og det er en svær beslutning at tage.hvornår det er tid at sige farvel. knus til dig.

  • #39   9. nov 2012 Malene - Jeg tror mange hundeejere, der har prøvet at sige farvel til en ung hund, nikker genkendende til din frustrationen og sorg.

    Jeg husker, at jeg så havde ekstrem dårlig samvittighed over at give hende fred, tanker omkring at give for hurtigt op strejfede mig.
    Inderst inde vidste jeg godt beslutningen var rigtig, men i situationen kunne jeg ikke se det.

    Det er en ringe trøst for dig, men i dag, er jeg helt afklaret omkring hele forløbet Jeg husker stadig præcis hvornår det skete. En dag på stranden med Alfa og Ghini, hvor jeg bare nød deres løb, leg og glæde.
    I et splitsekund gik det op for mig, at den knude jeg konstant havde haft i maven, den sidste tid med Lotus, var væk og det var en befrielse.

    Du skal igennem en stor sorg, men husk der er lys for enden af tunnelen, hvor usandsynligt det end lyder lige nu.

    Allergisk - Du har fuldstændig ret.






  • #40   9. nov 2012 I sætter allesammen så flotte ord på alle de følelser og tanker, som fylder min krop. Tak skal I have.

  • #41   9. nov 2012 Hej Malene

    Jeg sender jer alle mine trøstende tanker, ord kan næppe beskrive den sorg og frustration i netop nu oplever. Men jeg må sige, at jeg har den største respekt for, at du vælger denne vej, for som du siger, en slædehund der ikke kan løbe, er ingen glad hund.

    Jeg håber i får nogle helt fantastiske sidste dage, med gode oplevelser og masser af kærlighed


  • #42   9. nov 2012 STORT TRØSTEKRAM

    husk, at den største kærlighed vi giver vores dyr, er når vi evner at sige farvel når tiden er til det.


  • #43   9. nov 2012 i sin tid måtte jeg sige farvel til en hund på 1½ -2 år. Han var en blanding af ukendt herkomst som af uransagelige veje var endt hos min ene underbo som solgte stoffer.

    Han gik sjældent med hunden og derfor endte det med at det blev vane at jeg hentede den når jeg gik med min egen. Jeg passede ham også når hans ejer ikke var hjemme.

    En dag glemte ejer bare at komme tilbage efter ham. Det viste sig han var flyttet til New Zealand. Fik jeg ihvertfald at vide. Anyway da jeg havde haft den dejlige dreng måtte jeg gå den tung vej. Han kollapsede og det viste at hans organer var begyndt at sætte ud. højst sandsynligt fordi han på et tidspunkt havde overlevet en overdosis (var dyrlægens bud).

    Men da jeg stod i det var det så tydligt at vores ven Amigo havde så meget brug for hjælp og hans øjne tiggede og bad om at få hjælp... jeg havde det forfærdeligt bagefter men jeg kunne intet andet have gjort for ham.
    Det var åbenbart skæbnen at jeg skulle hjælpe ham, så det gjorde jeg...


  • #44   9. nov 2012 Talut blev 4 1/2 år. Han var den gladeste, sjoveste og dejligste dreng. Fik mig dagligt til at grine højt pga alle hans sjove påfund :o) Han elskede at løbe og bøvle med de andre. Han svømmede som var han født i vandet. Han legede sin helt egen rodeodans ude i haven :o)
    Jeg vidste i et par år at han havde meget svær HD og vi andre indordnede os under det. Kortere ture, ingen terræn, kørte til vandet istedet for at gå derned. Vi havde det stadig sjovt sammen :o)
    Det sidste halve år gik det stærkt ned at bakke,,rigtig stærkt,, :o(
    En dag havde vi gået ca. 2 km. ved vandet, han havde ikke rigtig lyst til at svømme og dagen efter kunne han faktisk ikke rejse sig. Da han endelig kom op så haltede han på alle 4 ben - de 2 foreste fordi han kompenserede.
    Jeg ringede til dyrlægen og vi snakkede alternativer igennem, men ingen kunne give ham evnen til at leve det liv han havde brug for og lave det han ville leve for. Han kunne ikke have det sjovt,,
    Vi aftalte at hun skulle komme så snart hun kunne. Han blev begravet ude ved mine forældre ved siden af Ronja - som heldigvis levede 12 gode år.

    Pointen i det her er at dyrlægen roste mig for ikke at vente til JEG var klar,
    og Talut ikke selv kunne komme ud af kurven - hvilket er det hun desværre oftest oplever.
    Han fik lov til at få fred imens han stadig kunne gå efter sin mor ned i skoven i glad forventning om hvad vi nu skulle lave af sjove ting. Faldt i søvn i mit skød som han bare syntes var det bedste i verden.. ( nu tuder jeg igen,,, )
    Han kom herfra med værdigheden i behold.

    Så kæreste Malene, jeg føler dybt med dig og det er ikke fair at man kan være herre over så endegyldig en beslutning. Men på den anden side set , så er vi velsignede med evnen til at handle så humant når det virkelig gælder.

    Jeg savner stadig Talut af helvedes til, men har ikke fortrudt min handling bare et lille splitsekund.
    Knus herfra


  • #45   9. nov 2012 Hvor forfærdeligt :o( Og nej, en slædehund er bestemt ikke glad som sofakartoffel :o(



  • #46   9. nov 2012 Jeg føler med. Dig. Så mange tanker og trøstekram er fra mig.

  • #47   10. nov 2012 Årh, for søren da også Malene.. smiley det er jeg ked af at høre.
    Tanker går til jer!


  • #48   20. nov 2012 hvordan går det med Lúa nu?? Har tænkt rigtig meget på jeres situation smiley

  • #49   20. nov 2012 Du skal nok fjerne mig fra din filterliste hvis jeg skal kunne skrive til dig Anja.

    Lua er her stadig. Der er bestilt tid til aflivning i december, og så må vi se hvordan tingene står til da.
    Medicinen mod for lav skjoldbruskkirtelfunktion virker, og hun er mentalt livet meget op. Hun vil rigtig gerne løbe også, men når vi giver hende lov, knækker hun sammen eller vralter helt vildt bagefter.
    Hun har koordineringsvanskeligheder i hele bagparten.
    Mistanken er lige nu anaplasma. De er bange for at det aldrig har været bækkenløsning, det hun fik konstateret i 2011, men at det i stedet var anaplasma, en flåtbåret virus. Nu er der intet at stille op. Hun har permanent neurologisk skade.

    ZRD kunne vi leve med. Hypothyroidisme kunne vi måske også leve med. Men at hendes bagpart ikke fungerer, det kan ingen leve med. For hun fungerer slet ikke som hun burde. Hun vil gerne, men kan ikke. Og det er synd.


  • #50   20. nov 2012 Malene:
    det gør mig ondt at høre, og håber i får en endelig afklarring på lua og hvad hun måtte fejle, og om i måske kan gøre noget for at hjælpe hende

    sender masser af varme tanker


  • #51   20. nov 2012 Vi bliver ved med at trække den, men jeg tror ikke det er i Luas interesse. Det er bare så pisse svært at give slip på en gennemlækker hund på bare tre år. Hun ser jo helt normal ud... lige indtil hun har løbet. Så stopper festen.

  • #52   20. nov 2012 Spørger måske lidt dumt, men.. når hun ikke fungerer og er permanent skadet, hvorfor får i hende så ikke aflivet før? Jeg mener.. Det er da lang tid at leve med det der for hendes vedkommende, er det ikke? ):
    Trist er det og jeg er virkelig ked af det på jeres vegne. Lua er og vil altid være en utrolig flot husky.


  • #53   20. nov 2012 hvor blev min komentar af?? nå, men det er jeg rigtig ked af at høre.. håber det bedste for jer..

  • #54   20. nov 2012 hov, skulle vist lige lidt længere op for at se den..

  • #55   20. nov 2012 Vi har sat en dato i december fordi vi så har tid til at få nogle gode oplevelser sammen før dagen. Ligeledes har vi ferie da, og kan så være hjemme ved Nanna, som skal vænne sig til et helt nyt liv.
    Lua lider ikke, hun kan bare ikke lave de ting hun elsker ret tit.


  • #56   20. nov 2012 Okay, tak for svar - Nu forstår jeg bedre.

  • #57   20. nov 2012 Malene:
    er sikker på, at selvom i har følelser i klemme (HVem ville ikke det, i sådan en situation) så skal i nok tænke på hvad der er det bedste for hende. Og nanna, som du selv nævner


  • #58   20. nov 2012 Sender en masse tanker til jer Malene. Øv, hvor er det uretfærdigt smiley

  • #59   20. nov 2012 Tak for jeres pæne ord. Kun hundefolk forstår smerten. Nøj hvor gør det ondt.

  • #60   20. nov 2012 Det gør så ondt, det er næsten ubeskriveligt. smiley

  • #61   20. nov 2012 pu ha,det er barsk og det bliver en barsk tid,men I får da tid til at sige farvel.

  • #62   20. nov 2012 Det gør mig ondt smiley Av mit hjerte smiley

  • #63   20. nov 2012 Uffff, det bliver det VÆRSTE, når jeg engang om 300 år skal af med min hund smiley
    Vil vræle som en lille pige på 3 år!
    Selvom jeg er en voksen dreng, kan jeg næsten allerede flæbe nu, bare ved tanken om det!

    Så forstår udmærket dit dilemma, og kan/vil ikke komme med råd, for jeg er ikke et hak bedre, nok tværtimod smiley
    Jeg bliver klart (tror jeg) en af dem, der holder liv i hunden for MIIN skyld. Dumme mig ja. Har sgu helt tårer i øjnene nu, bare ved at tænke på det.

    Barsk situation!


  • #64   20. nov 2012 Ja, av i hjertet. Det er sådan det føles.
    Hehe martin.. Der fik du lige smilet frem i mig. Hvis jeg kan få en voksen mand til at få tårer i øjnene, så ser verden da pludselig rarere ud. Bare alle mennesker var så gode ved dyr, som vi er herinde smiley


  • #65   20. nov 2012 Hovhov, voksen dreng, ikke voksen mand smiley

    Men jeg gruer godt nok for den dag smiley


  • #66   21. nov 2012 Jeg skal i morgen sige farvel til min elskede hund.

    En samojed på snart 11 år. Hun har været ramt, af bylder igennem halvandet år. De første blev opereret væk, men der har hele tiden kommet nye; som lækker blod og puds. Det har vist sig, at være kræft. Hun er meget træt, har svært ved at komme op af trappen om natten og nogle gange ryster hendes ben.
    Hun er stadig glad, men meget træt. En træt hund som ikke har den samme energi mere. Operationer, bedøvelse, piller, vægttab tager alt samme på hende.

    Det er bare så uendelig svært, at acceptere sin beslutning. Hundens uforbeholdne tillid til at man passer på hende og her ved man så hun ikke kommer til at åbne øjnene mere. Det strider lidt imod, det "løfte" man har givet, at man vil gøre alt for sin kæreste hund.

    Men tråden her har stillet sindet lidt...
    "Når man køber en hund, køber man også en stor sorg... men glæderne vil vi ikke være foruden"

    "Der skal være flere gode dage, end dårlige dage."

    "Vores hunde bringer så meget glæde,at vi skylder dem at sige stop inden gnisten forsvinder helt"

    Det sidste kram bliver sgu det sværeste.


  • #67   21. nov 2012 Toke - Årh, sender en masse tanker til dig imorgen, og til din pige smiley Håber i har haft en masse fantastiske minder sammen, og dejlige dage.
    Kram!


  • #68   21. nov 2012 Åh for pokker Toke. Jeg synes også de mange smukke ord har hjulpet mig i min beslutning.
    Jeg elsker Lua så højt, og derfor vælger jeg at sende hende til et bedre sted. Hun fortjener ikke at have det sådan her. Jeg håber vores hunde mødes i himlen, og tager sig en spurt sammen, på ægte slædehundemaner smiley


  • #69   21. nov 2012 Det gør mig ondt Toke smiley

  • Charlotte
    Charlotte Tilmeldt:
    aug 2012

    Følger: 1 Emner: 8 Svar: 856
    #70   21. nov 2012 Som flere har skrevet ,er det at sige farvel når tiden er, den største gave og kærlighedserklæring man kan give sin hund. Har sagt farvel til en af mine, det skær mig i hjertet hver gang jeg ser hans billede, men når man ved at det var det bedste, så lindre det lidt .

    Det må aldrig blive let at sige farvel .

    Mange vame tanker til jer.


  • #71   22. nov 2012 Så tog vi beslutningen og Emma er nu en himmelhund.

    Vi havde en fantastisk dag inden vi tog til lægen. En god tur i parken, jagte lidt ænder, rode i buskene, gø lidt af hvert. Så hen til bageren og hjem med winerbrødsposen i mundvigen. En logrene hale hele dagen, selv om man var træt. En masse hyggegodbidder og lidt trick aktivering
    Kunne næsten hoppe i bilen helt selv. Ud til lægen som hun er vant til, og få den "dumme" sprøjte i nakken, men der kommer godbidder bagefter så det var til at overkomme og med halen kørende.
    Vakler lidt på benene men lægge sig beroligende på gulvet, mens en kærlig hånd aer hende. Bedøvelsen træder så småt ind og der er kun en rolig vejrtrækning fra hende. Jeg bærer hende op på bordet og lægen kontrollerer at hun er i fuld bedøvelse.
    Samlet rundt om hende, med tårerne rullende ned af kinderne lægger lægen nålen i hendes ben. Der bliver aet og snakket til hende mens lægen injicerer tre sprøjter som en bedøvelseoverdosis.
    Hun ligger ret stille og rør sig ikke, kun mundvigen og benene dirrer en smule på grund af nerverne som også får den sidste luft i lungerne ud med et lille pust.

    Det var det. I det at bedøvelsesmiddelet bliver sprøjtet ind, er jeg 100% sikker på at det var det rigtige og det følte godt, at sende hende afsted på denne måde. Uanende om hvad der ville ske, med kun en logrene hale og samlet med flokken blev dette hendes sidste dag.

    Tak for tankerne.
    Jeg håber ikke jeg har "stjålet" din tråd. Jeg var i vildrede og fandt dit indlæg, hvilke hjalp. Det kan være at mine indlæg kan hjælpe andre.


  • #72   22. nov 2012 smiley

  • #73   23. nov 2012 Malene, jeg håber I får den allerbedste tid sammen.Det er noget af det hårdeste.
    Jeg sagde selv farvel til min lille pige d. 17., har grædt og ikke kunne tage mig sammen til noget, men jeg ved det var det rigtige at gøre.
    Det lyder som om det er den rigtige beslutning for Lùa, før det er sådan at hun lider.

    Toke, Jeg føler med dig, nu render vores hunde sikkert rundt sammen, fri for smerter og begrænsninger, frie til at gøre hvad allerhelst vil.


  • #74   23. nov 2012 Åh Toke. Du er ligeså velkommen i tråden som alle andre. Jeg vander høns nu over dit sidste indlæg. Det er så frygteligt at skulle vælge mellem liv og død. Men det er jo en smuk gestus over for et dyr som lider.

  • #75   23. nov 2012 Vi elsker dem og den dag det bliver let at sige farvel, så skal vi ikke have dem mere. Men vi tager beslutningen når det er tid, fordi det er det rigtige at gøre. Det skylder vi vores elskede hunde.

    Jeg er enig i at den dag man ikke kan give hunden det den har brug for, så må det være slut, så aktive racer vil aldrig trives som kæle klappe hunde. Problemet er bare, hvornår er det.... Ser vi spøgelser og gør det for tidligt, eller reagere vi for sent.
    Jeg kender en der fik aflivet sin gamle hund for 6-7 år siden, den dag i dag fortryder hun at hun ventede for længe med at gøre det. Hunden havde det virkelig skidt tilsidst, det sker aldrig mere for hende, for det er ikke en rar tanke at sidde tilbage med.
    Men jeg har dyb respekt for jer der får lavet en dejlig afslutning i tide og får sendt jeres hund værdigt afsted. Det er den værste beslutning vi som hundeejere skal tage.



  • #76   24. nov 2012 Av av mit hjerte Toke smiley Det gør mig ondt. Jeg vil dog sige at jeg syntes det var en utrolig smuk afsked. Sov sødt Emma smiley

  • #77   25. nov 2012 Hellere tage afsked en måned for tidligt end bare en time for sent!

    Jeg føler dybt og inderligt med dig Toke, men det lyder til at have været en kærlig og værdig afslutning for Emma, før hendes timeglas randt ud.

    God rejse Emma - Vær sød at hilse mine venner fra mig og sig, jeg aldrig glemmer dem.


Kommentér på:
Hvorfor er det så svært (aflivning)?

Annonce