Min opførsel... {{forumTopicSubject}}

Vi har den skønneste hanhund, altid glad ( på nær overfor andre store hanner), rolig men fuld af krudt når det er det der skal til

Vi har to drenge på 3 og 5, og drengene og hunden er glade for hinanden.

For en uge siden kom der en bekendt med hans datter på 5 år. Pigen fløj hen og satte sig lige op af vores hund og begyndte at ae ham lige med det samme de trådte ind af døren. Hun har været her før, men ikke ofte, og det skal lige nævnes at hun er meget "flyvsk" Efter noget tid da de skulle hjem står jeg ved siden af vores hund og pigen og faderen står overfor os. Jeg lægger mærke til at der blir en underlig spænding mellem vores hund og pigen. Hun står og stirrer direkte på ham uden at sige noget. Jeg fanger at der er noget der virker forkert og vil lige skubbe min hund væk, men inden jeg kommer så langt brummer han ganske stille.

Jeg forstår hans reaktion, og syns det er ok.

Problemet er at min store dreng lige før kom forbi med børnehaven og jeg tog hunden med ud fordi vores dreng gerne ville vise ham til de andre børn. I det jeg når derud kommer jeg i tanke om episoden og skynder mig ind med hunden igen. Da jeg vender mig for at gå ind med ham ser jeg at han logrer og virker glad, men min usikkerhed gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde.

Det var nok det dummeste jeg kunne gøre... Så hvordan pokker får jeg det brudt? Har I prøvet noget lignende og hvad gjorde I?