Og det hele blev som håbet ........ {{forumTopicSubject}}

Ja , jeg var meget i tvivl om det var det rigtige at kasterere Bertil.

- Han pustede sig op og dansede de andre hunde op.
- Nægtede at acceptere deres nej uagtet deres størrelse i forhold til ham selv.
- Gentagne forsøg på parring.

Dette var hans adfærd udenfor hjemmet nede ved søen....

- Indenfor var han ekstrem vagtsom, var aldrig helt i ro , sov slet ikke om dagen uden at jeg også sov.
- Stod vagt ved vinuet og kiggede på trafikken og dem der gik forbi osv osv.
- Det var meget få gange at han faldt i søvn på mine ben og hvis det skete, ja så var det ganske kortvarigt og aldrig helt dybt.

Og så gik jeg rundt med al verdens forklaringer på hans adfærd inde i mit hoved.

Og de lød sådan cirka her :

- åhh , han er bare en alfahan = dem skal der jo også være nogle af.

- han er så ung endnu , så han kan ikke forstå deres nej , det kommer nok med alderen

- jeps , han vil gerne parre sig og det er ganske naturligt ift. hans unge alder ( 2 år )


- selvfølgelig er han vagtsom , han er jo en " alarmhund " og det må jeg bare tage med...

- han har aldrig lært at være 100 % tryg pga. hans tidligere hjem og det vil nok ændre sig med alderen

- der er mange hunde der sidder ved vinduet og kigger på verdenen udenfor. Det er da sødt. ( jeg skænkede slet i tidsmængden af dette vindueskiggeri en tanke )

- når den sidste rest af mistillid er væk overfor mig, ja så vil han nok sove dybt og længe på mit skød.

Bla bla bla bla ............

Og så en dag blev jeg bange......
Bange for, at hans adfærd udenfor ville ende med en ulykke....
Tanken ville ikke slippe mig og fantasien kendte ingen grænser...
Det værste var, hvis der skulle ske noget imens han var sammen med Fru Nielsen. Hun ville aldrig komme sig over det.

Og så tog jeg beslutningen om kasteration. Men jeg tvivlede på udfaldet. Jeg var ikke sikker. Og i dagene frem til operationen, tænkte jeg hele tiden på, at aflyse aftalen.

Men vi gjorde det. Fru Nielsen og jeg.

Og hvordan er det så gået indtil videre??

Han leger med de andre hunde uden at puste sig op, uden at danse dem op på siden, uden at rejse børster.
Når de siger fra , flytter han sig omgående, han parre ikke pigerne , han sidder ikke længere særlig lang tid ved vinduet , han søger selv i seng , alene.
Når der har været nogen ved døren, alarmere han stadig, men slet ikke på samme intense måde og han falder hurtigt til ro. Han ligger flere timer på mit skød, totalt udsplattet og i dyb søvn. Hvis jeg rører på mig virker det nærmest forstyrrende på ham og han ønsker bare at sove videre.

Hele hans kropssprog har ændret sig fra ;

Stiv høj haleføring med oprejste, fremadrettet ører og direkte øjenkontakt til.......

Slap, dog stadig lodret haleføring, slap ørerholdning , ofte tilbagetrukket , men rejses ved aktiv lytning. Og fremfor alt , har han nu roen til at kunne " se og acceptere " de andre hunde signaler og reagere med dæmpede signaler.

Han sover nu så meget i løbet af dagen, at jeg er taknemmelig for at vejrtrækning er noget der sket pr. refleks ellers var han skisme nok holdt op med at trække det :-).

Selve dagene efter operationen gik over al forventning, han havde krave på i 3 dage , hvis han var uden opsyn. Han virkede ikke smerteplaget , begyndte at spise efter 12 timer og trådene fjernede jeg selv på 8. dagen.

Alt i alt en succes.

Og hvad vil jeg egentlig med dette indlæg ?
Jo bare fortælle , hvor overbevisende og " troværdig " mine tanker og forestillinger har været omkring , hvad årsagen til Bertils adfærd var.
Jeg menneskelig gjorde ham og fremfor alt, så slap jeg ikke mindet om hans " barndom ".
Men Bertil lever i nuet og det var præget af alt for meget testateron .
Da dette blev fjernet , kom der en velafballanceret hanhund frem der er tilstede på det mentale plan og ikke på det hormonelleplan.