Så er Milo kastreret {{forumTopicSubject}}

Det blev han i dag, og hold da op hvor jeg frygtede det. Fuld narkose, intubering, snit og slatten hund. Hver gang jeg har talt med dyrlægen om det (jeg har ringet 3 gange og snakket det igennem inden vi kom med ham), så vrælede jeg bare.
- Ja det er bare en kastration, men Milo er ubetinget det vigtigste jeg har, så det var altså hårdt

Men det er helt uden grund. Hold da op hvor klarede han det flot!! Sagde ikke en lyd, gik frivillig med, og lå bare så fint i opvågningen da vi kom tilbage. Logrede med halen da han så min kæreste, men rejste sig self. og kom ud da han så moar :))
(og hold da op hvor jeg vrælede)

Sygeplejersken sagde, at han nok ville lægge sig hjem og bare sove resten af dagen, men de kender tydeligvis ikke Milo Han gad da ikke sove. Ville bare ud i haven og ligge og kigge.
Nu ligger han dog og putter på en dyne, med et tæppe over sig, fordi jeg kaldte ham ind. Hver gang han siger en lyd, så kigger jeg over på ham hehe, men puha hvor er jeg glad for at det hele gik godt