Kan i huske Bertil ?? {{forumTopicSubject}}

Den lille sorte Tjekkiske rottehund jeg fik for snart 2 år siden , hvor jeg beskrev ham som værende bange og uden tillid til omverden ??

Ham der fik en dagplejemor kaldet Fru Nielsen og gik til AG...
Ham der lavede så mange sjove ting i hverdagen ....
Og sidst men ikke mindst, ham der lige pludselig fik kæmpe store strit ører og inliners imellem benene...

Hvordan er det så gået ham ??

Han STORTRIVES......
Han bliver fortsat passet af Fru Nielsen og hun er dybt forelsket og afhængig af hans selskab , han sover stadig et par nætter om ugen nede hos hende. Og han går stadig selv i dagplejen og hjem igen , vi skal bare åbne dørene og så ved han at han skal klare turen selv på trapperne.

Han går ikke længere til AG , da jeg desværre fik en uoprettelig skade i min ankel og derfor har måttet lægge sporten på hylden.

Han er nu blevet voksen og hans muskelmasse har sat sig perfekt på hans krop , han ligner en muskelhund i miniatureudgave og han er lynende hurtig , med en helt fantastisk kropsbevidsthed.
Han er blevet en ægte Alfahund og " danser " alle hanhundene op han møder. Når han så mærker de bøjer af, begynder han at lægge sit hoved op på hanhundens nakke, derefter lægger han sin pote op og så er der ikke langt til at han begynder at .....biiiiip.
Uanset hvor ofte jeg tilretteviser ham , hjælper det kun ganske få sekunder og så begynder Bertil forfra igen. Dette gver både Bertil og jeg en mindre god oplevelse på vores gåture.
Jeg frygter, at han en dag møder " den forkerte" hanhund og ikke forstår at trække sig i tide og dermed kunne der komme et fatalt udkomme af det. Men min største skræk er hvis dette skulle ske når han er sammen med Fru Nielsen, for det vil hun aldrig kunne komme sig over. Fru Nielsen er perfekt som Bertils nr. 2 mor, men " desværre" ser hun ikke helt de samme signaler som jeg ser og derfor, har det været muligt for Bertil at udvikle sig i den forkerte retning uden korrektion fra sin fører.
Derfor har jeg nu besluttet ( troede aldrig dette skulle blive aktuelt i Bertils verden, når jeg tænker på hvordan han var for 2 år siden) at han skal kastereres og det bliver så d. 25 d.d.
Både Fru Nielsen og jeg tager ind til dr. Dyr kl 8 hvor vi vil være sammen med ham når han bliver lagt til at sove og vi kommer tilbage igen kl 10 og først når vi er tilstede vil de begynde at vække ham.

Skønne Bertil laver som sagt ikke længere " sjove " , men har fundet sin naturlige rytme som voksen hanhund. Han trives og fejler aldrig noget, faktisk er det første gang vi skal til dyrlægen i de 2 år jeg har haft ham. ( pånær en enkelt gang hvor han havde stukket sin næse i noget , som fik den til at hæve voldsomt)

Igennem de sidste måneder er der sket noget imellem Bertil og jeg. det er som om, vi begynder at åbne os overfor hinanden og kan så at sige " mærke hinanden" , lidt ligesom jeg kunne med Simmer.
Jeg har fra første dag tvivlet på , om jeg nogensinde ville komme til at opleve den dybe symbiose igen som jeg havde med Simmer. Men den sidste tid har Bertil rørt mig dybere end tidligere og det er som om han også kan mærke mig.
Jeg tror, at denne begyndende symbiose først kommer nu, da min store sorgs skarpe kløer over tabet af Simmer ikke længere bider og samtidig er Bertils tillid til omverden blevet reetableret og dermed er det muligt for ham at åbne sig overfor mig.

Vi er begyndt at campere igen efter 2 års pause og heldigvis har det vist sig at Bertil stortrives med dette. Han tjekker straks ud hvor vores vogn bliver placeret, mærkere med sine dufte og så står den ellers på at snuse til vinden, hilse på alle der går forbi og så ellers bare være ved min side.
Bertil kan nu gå fri ved fod, også i byen, i tog og hvor vi ellers er. Han er kun i snor på camping , hvis jeg er optaget af madlavning eller andet , ellers er han også bare fri og han bliver i nærheden af vognen uanset om der kommer andre hunde , mennesker, biler ect.

Jeg må sande , at Bertil er en spøjs hund , med et spøjst sind , men samtidig er han den af alle mine hunde dr har været lettest at opdrage.
Jeg tror nu nok, at jeg elsker den lille fyr, sådan rigtigt , ligesom Simmer.....
Undskyld Simmer, at jeg ikke tænker så tit på dig mere og at jeg alder den lille fyr fylde mere og mere op i mit hjerte. Men du vil aldrig blive glemt og vi mødes engang igen og så har jeg Bertil med.