Jeg er så gal/ked af det..:'( {{forumTopicSubject}}

Jeg går/passer en lille sød, nuttet dværg-gravhund, som jeg har kendt i ca. 1 halvt år nu.. Han er bare er så tillidsfuld, og aldrig nogensinde ville gøre nogen fortræd.. Ja, hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at han var en engel.. Han er altid så positiv og glad og han får altid et smil frem på mine læber.. Han er min bedste ven og jeg holder så meget af ham, han er det eneste jeg går og glæder mig hver dag til at være sammen med, han er så opmærksom på mine følelser, så hvis han ser/mærker at der er noget med mig, giver han ikke op, før han har fundet ud af det, så han bliver ved med at følge efter mig og kigge op på mig, med de der smukke hunde øjne han har..

Men idag var jeg så ude at gå med ham i omkring 2 timer, hvor så på hjemturen, der er en lille pige på 2 år og hendes far, som vil hilse på ham.. Walter er i forvejen ikke så pjattet med små børn.. Men hende pigen løber og løber efter ham, så han løber væk fra hende og i ring og bliver helt rundtosset Hun løber stadig efter ham, og lige der havde han ryggen til hende og så hende ikke komme bagfra.. Og så springer hun bare på ham bagfra, hvor det så gør så ondt i hans ryg, da han er en gravhund og så ligger han sig ned.. Så går hun hen og stiller sig foran ham og stikker 2 fingre ind i næsen på ham.. Jeg siger så, lad ham være, og kigger meget bestemt over på faren, men han siger overhovedet ikke noget.. Så tager pigen hårdt fast i hans snude og trækker bare til, hvorefter jeg tager hårdt fat i hendes arm og river min ven løs.. Jeg kunne mærke, at vi bare skulle væk nu, da jeg kunne mærke at jeg begyndte at græde, vandet fossede ud af mine øjne, jeg græd og græd og havde det så dårligt på Walters vegne.. Og alligevel var det ham som gik over og trøstede mig bagefter, selvom det var ham der havde brug for det.. Årh, det søde dyr..<3 Men er det i orden?? Også at faren bare sidder og glor?? Heldigt at jeg gik videre med ham..