Åh at være tømmermændsramt hundeejer! {{forumTopicSubject}}

Min dag:
Kommer hjem kl6:30, skifter de meget kreative ballerinaer malet som hove ud med vinterstøvler og gå tur med louie i zigzag og stadig iført dådyrkostumet. Kommer hjem og får smidt kostume, støvler og jakke i et spor igennem lejligheden ind til sengen, hvor jeg falder død om. Vågner klokken 10 ved at en eller anden har skruet op for jordens rotation, så jeg må klamre mig til dynen for at holde mig i sengen. Kæmper mod kvalmen mens hele kroppen ryster og tvinger mig selv til at sove lidt mere. Vågner ved at louie har lagt sig halvt på mit ansigt og jeg inhalerer pels. Jeg ved godt hvad han vil... Og det indebærer ikke hverken tømmermændsmad, -tv, eller at jeg sover mere. Op og få de trofaste joggingbukser på og den nærmeste trøje, som ikke er et dådyrkostume. Jeg når at overveje om det også er nødvendigt at tage sko på for at gå, da det der med hovedet nedad er lidt for meget en udfordring for min mave. Får dem på og kommer ud og luften gør godt. Jeg tøffer afsted med hunden, som bare skal skide. Han sætter sig og jeg opdager, at pøllerullen er tom. Nå, men det er i det mindste halvt inde i en busk, han har sat sig, så det går nok denne ene gang. Han sidder godt nok lidt længe i den krumryggede, ynkelige stilling, men min tidsfornemmelse er måske off. Men nej. Han rejser sig, går en meter, sætter sig igen og kigger nu op på mig med bedende øjne: "mor! Den sidder fast" og ganske rigtigt, lorten har fået sig viklet ind i pelsen! Crap! Jeg leder med stigende kvalme efter en pind, som jeg kan rage lorten ud med. Louie rejser sig igen og begynder at løbe væk fra lorten, som hænger og dingler efter ham. "louie stå!" og min velopdragne hund sætter sig, så lorten nu bliver presset heeeelt ind i pelsen. Mig ned på hug bevæbnet med pind og får ham rejst. "louie, stå stille *huuuurh* dygtig *baaaaard* go hund louie, næsten *kkkkkrrrrrbbbb* færdig" endelig færdig og jeg har nu fået en mildest talt syg farve, koldsveden løber om kap med mundvandet. Men louie er glad og har nu kun små stykker lort i pelsen, så vi kan gå hjem. Endelig hjemme må vi ud på badeværelset og have klippet og vasket de sidste nuggets ud af pelsen. Lugten bliver ikke bedre af at være kommet ind i et lille lukket rum, så jeg kvabber mig igennem klipningen. Nu ligger jeg bare helt stille i sengen og prøver at få maven til at blive enig med hovedet om, at min cola ikke skal ud igen.
Det er hårdt at være hundeejer med tømmermænd!