Rottweiler= kur mod hundefobi (2) {{forumTopicSubject}}

Jeg blev opfodret til at lægge min lille historie ind her,den ligger også under OT men her er den igen.

Hej jeg fik lyst til at fortælle jer en lille solskins historie.
Det er et par år siden nu men anyway.Min mellemste søn fik en dag lige pludseligt fobi over for hunde og katte grunden til det er ukendt os bekendt havde han ikke haft nogen dårlig oplevlse med hverken kat ell hund og ifølge ham selv havde han heller ikke nogen grund til det.
Det blev et stort problem i hans hverdag hvis han feks mødte en af slagsen på vej til skole så gik han en anden vej som var meget længere til sidst gik han rundt med en kæp for tænk nu hvis han skulle møde en af slagsen,og jeg kan love jer at han var bange en dag sad jeg ved siden af ham da der kom en lille hund gående forbi os jeg kunne mærke hans hjerte det hamrede helt vildt og han svedte så det løb af ham.
I de år mødte vi rigtigt mange latterlige hunde ejere som kom gående med deres hunde løse når man så venligt bad dem om at kalde deres hund til dem så fik man "svadaen" om at deres hund ikke gjorde noget (prøv lige at forklare det til en med hundefobi) jeg fik enda at vide af en ældre dame at jeg måtte da være Københavner med den indstilling hold kæft hvor jeg måtte tælle til ti mange gange.
Nå så kommer det sjove min svoger og svigerinde har en dejlig Rottweiler som jeg tit lufter når de skal noget da jeg er den eneste der må komme ind når hun er alene hjemme,hun kendte min søn på den måde at når hun så ham gik hun i en stor bue uden om ham som om hun kunne mærke at han var bange for hende,så en dag da jeg var på tur med hende havde jeg glemt noget hjemme så jeg rundede lige hjemmet der sad min søn på sit værelse for ikke at forskrække ham bankede jeg på vinduet så kunne han så hente det jeg havde glemt da hunden så ham stillede hun sig op ved vinduet og logrede helt vildt så spurgte jeg ham om han havde mod på at kæle hende igenem vinduet og det ville han så gerne så var det at jeg fik en oplevelse af de store når hun normalt mødte nogen hun kender flipper hun helt ud hopper og danser som en kakkelak men med sønen stod hun lige så stille og lod ham kæle med hende og han virkede helt afslappet,så spurgte jeg om han havde mod på at hun kom med ind og det ville han gerne prøve så jeg bad ham om at sætte sig ind i stuen i en stol,så igen overraskede hun mig hun gik lige så stille hen til ham og satte så han kunne nusse hende uden at hun overreagerede,så den dag valgte hun at gå ham lige i bagen.
Nu er det et par år siden og de er bedste venner dvs at hun aldrig har villet gå længere ud i vandet end til maven men er min søn med så svømmer hun efter ham uanset hvor langt han svømmer ud han henter hende tit og går nogle lange ture med hende når vi passer hende så er det ham der står for skud,hun er sku noget af det mest elskelige jeg nogensinde har mødt,tænk at den store hund på 58 kg som godt kan fortælle hvem der bestemmer hun fik lyst til at være bedste ven med min søn .