Læs venligst dette {{forumTopicSubject}}

Pollox var hans navn. Dengang vi fik ham. Min søster og jeg havde længe plaget om at få en hund, men havde til sidst opgivet håbet. Min fars kollega var labrador avler, og var en dag til besøg med sin hund og dens hvalp. Min søster og jeg legede utroligt meget med den lille Pollox, og vi var begge dybt forelsket i den, da vores forældre pludselig spørger om vi vil beholde den. Begge vore øjne lyste op i glæde, og Pollox blev omdøbt til Simba, og hermed startede vores elskede liv med Simba.
Simba var den nemmeste hvalp man kan forestille sig, det eneste der er gået tabt pga. ham, må ha været et par kopper han har viftet af bordet, når hans hale logrede lystigt, så alle og enhver kunne se hans tilfredshed. Han var en hund man aldrig tog fejl af, hans øjne sagde alt. De udstrålede hans personlighed fra enden til anden. Han var altid glad og munter, og havde en kærlighed så stor for alt og alle. Han havde utroligt meget tålmodighed, og i hele hans liv har jeg kun set ét eksempel hvor den slap op, da en hvalp blev ved med at bide ham, så til sidst knurrede han lidt af den, men andet var det ikke. Det var første, eneste og sidste gang Simbas tålmodighed slap op.
Han var simpelthen så livsglad, og når han havde det allerbedst, var når han blev sluppet fri på Vesterlyng, når vi børn legede med ham, eller bare når han vidste at han var elsket af sin familie. Simba var en hund der er elsket af alle, alle kunne lide ham, og alle forelskede sig i ham ved første øjekast. Jeg husker alle de gange han har ligget i min seng hos mig, når mine tårer har flydt over, alle de gange han har logret og gøet når jeg kom hjem, ventet med længsel efter en gå eller legetur. Jeg husker alle de gange vi har gået lange ture sammen. Alle de gange han har været en fryd at se på, når hans smukke, gyldne pels har svævet over vesterlyng, i en glæde over hans velvære. Jeg husker hans blanke øjne, der altid viste hans følelser.
Men hvad jeg desværre husker allermest ligenu, var tirsdag eftermiddag hvor jeg blev ringet op af min mor, der fortalte at jeg hellere måtte komme hjem, for Simba havde det ikke så godt, og vi skulle til dyrlægen med ham. Jeg skyndte mig hjem, til et syn af min lille, livsglade bamse der lå med smerter i hele kroppen, kunne ikke stå på sine ben, og så helt fortabt ud i sine store, blanke øjne. Vi kørte ham til dyrlægen som måtte komme med den beklagelige nyhed, at vor elskede hund led af meget svær gigt i bagbenene, samt en lettere HD, så Simba måtte leve i ti dage med pencilin og smertestillende, og det gik bare super. Han fik det kanon godt, men ti dage blev det dog ikke. Det blev til 4 sølle dage.
Lørdag morgen, d. 27/06-2006 vågnede jeg, og lagde mærke til at han lå og var lidt slatten, men tænkte ikke nærmere over det. Jeg gjorde mig klar til det jeg nu skulle, men han fik det værre og værre, og trak vejret hurtigt som om han var stresset. Jeg tænkte at han nok havde smerter, og gik ind og vækkede min mor, så vi kunne give ham hans smertestillende medicin. Han ville ikke spise det (det er tyggetabletter). Vi prøvede med dåsemad. Han ville heller ej spise det, og det er meget sjældent at han ikke vil spise, og nej, det er ikke bare for sjov jeg siger det. Den hund var altædende.
Vi så at hans tandkød var helt hvidt og koldt, og min mor ringede så til dyrlægen, men deres telefon var i uorden. Min mor kørte så op til dyrlægen alene, for at høre hvad vi skulle gøre, mens jeg ventede derhjemme sammen med Simba. Kort efter ringer min mor med den værste opringning jeg længe har fået, ”Det er mor, skynd dig at vække far, der er noget helt galt med simba! Han har indre blødninger!” Jeg går fuldstændigt ned og begynder at tude, og vækker min far, som skynder sig at tage tøj på, og vi kører til dyrlægen.
Oppe hos dyrlægen er simba fuldstændigt død at se på, han kan ikke engang holde sit eget hoved, og ligger bare helt slatten. Da de endelig fik tvunget ham op at stå, opdager vi så at hans ene ben hænger fuldstændigt, og dyrlægen må så konstatere at han er blevet lam i højre forben :’(
Han tager så en bugprøve fra Simbas mave, som er 100% fyldt med blod. Dyrlægen siger at der ikke er noget at gøre, men hvis vi insisterer kraftigt ville han gerne operere den, men det er kun med 1,2% chance for at Simba vil vågne op fra narkosen igen, kun en lille chance for at han kan blive kureret, og hvis han skal leve videre, skal han have amputeret det ene forben, og må derfor leve med kun ét raskt forben, og to slemt gigtplagede bagben. Vi indså alle, at vi måtte tage den hårde beslutning at sige farvel til vores elskede ven. Kl. 09:00 Lørdag formiddag åndede min elskede ven ud for sidste gang. Vi fik ham med hjem, hvor vi begravede ham, og han blev begravet sammen med sin højt elskede bamse, og det var mine to søstre, jeg selv, min svoger, min mor og far, min farmor og farfar som gav vor elskede og trofaste ven et sidste farvel.

Her sidder jeg så og kigger ud af vinduet på den grav, hvori min elskede hunds krop ligger. Det er så hårdt, jeg har aldrig prøvet at miste hverken dyr eller menneske før, og det bliver bestemt aldrig min farvorit hobby.

Her sidder jeg så og danner en sø af tårer mens jeg krammer hans halsbånd, og der er ingen bamsehund til at tørre dem væk mere. Aldrig har jeg prøvet større smerte end den sorg jeg har nu. Han blev kun 8 år, og led kun de sidste fire dage af sit liv.

Jeg håber at alle der læser dette vil skænke min elskede hund en tanke, og håbe på at han har det godt hvor han nu er.


Tak Simba, for 8 dejlige år..