Hvordan kunne du? {{forumTopicSubject}}
Advarsel: Risiko for trillende tårer og sorgfølelse indeni... 
LÆS DETTE INDEN DU SKAFFER DIG ET KÆLEDYR.. Hvordan kunne du?!
Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegef...inger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven. Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen. Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen. Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?" De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm ? eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet. Slut note fra forfatteren: Hvis "hvor kunne du gøre det?" gav dig tåre i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjerner vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr. Vis mere
Af: Louise Hjort Jensen
dec 2006
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 7 Svar: 48
jul 2008
Følger: 3 Følgere: 2 Hunde: 2 Emner: 65 Svar: 1.102
http://www.youtube.com/watch?v=v9PzU0SAXzY
som jeg vidste herinde også
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
jul 2008
Følger: 3 Følgere: 2 Hunde: 2 Emner: 65 Svar: 1.102
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
sep 2009
Følger: 5 Følgere: 13 Hunde: 2 Emner: 67 Svar: 805
(Italiensk)
dec 2006
Følger: 2 Følgere: 1 Emner: 7 Svar: 48
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
Således:
"COME HAI POTUTO?"
Quando ero una cucciola, ti ho divertito con le mie buffonate e ti ho fatto ridere. Mi chiamavi la tua bambina e nonostante un certo numero di scarpe rosicchiate ed un paio di guanciali squartati e sparpagliati ovunque, sono diventata la tua migliore amica.Ogni qualvolta facevo la " discola " mi agitavi il dito davanti al naso e mi chiedevi " Come hai potuto?", ma poi cedevi e mi rotolavi sulla pancia per una grattatina. La mia educazione casalinga fu un po' più lunga di quel che pensavi, perché eri molto indaffarato, ma ci abbiamo lavorato insieme. Ricordo le notti in cui mi rannicchiavo vicino a te nel letto ed ascoltavo le tue confidenze ed i tuoi sogni segreti e credevo che la vita non sarebbe potuta essere più perfetta. Andavamo a fare lunghe camminate e corse nel parco, giri in macchina, fermate per il gelato (per me solo il cono perchè "il gelato fa male ai cani", dicevi), ed io mi facevo lunghi pisolini al sole, aspettando che tornassi a casa alla fine della giornata. Impercettibilmente, hai iniziato a trascorrere più tempo al lavoro, a pensare alla tua carriera ed a dedicare più tempo alla ricerca di una compagna umana. Ti ho aspettato con pazienza, consolandoti comunque nei dolori e nelle delusioni, non ti ho mai rimproverato per le decisioni sbagliate e ho salutato con gioia ogni tuo ritorno a casa, anche quando ti sei innamorato. Lei, che ora è tua moglie, non è "persona da cani", ma le ho dato comunque il benvenuto nella nostra famiglia, provando a dimostrarle affetto e obbedendole... Ero felice, perchè tu eri felice.
Quando sono arrivati i bambini, ho condiviso la vostra agitazione. Sono stata affascinata dal loro aspetto roseo, dal loro odore e avrei voluto far loro da madre. Solo voi due potevate temere che potessi far loro del male, ma ho passato la maggior parte del tempo in un'altra stanza, o in gabbia. Oh, come avrei voluto amarli, ma sono divenuta una "prigioniera dell'amore".
Quando hanno iniziato a crescere, sono diventata la loro amica. Si aggrappavano al mio pelo e si trascinavano sulle loro tremolanti gambette, mi cacciavano le dita negli occhi, esploravano le mie orecchie e mi baciavano sul naso. Di loro, adoravo tutto e le loro carezze - perchè le tue carezze erano ormai diventate così rare - ed io li avrei difesi fino alla morte, se fosse stato necessario. Avrei voluto sgusciare dentro i loro letti ed ascoltare le loro ansie ed i loro sogni segreti, ed insieme avremmo aspettato di sentire arrivare il rumore della tua auto.
C'era un tempo in cui, quando qualcuno ti chiedeva se avessi un cane, tu tiravi fuori la mia foto dal portafoglio e iniziavi a raccontare di me. In questi ultimi anni, hai risposto solo "si" e hai cambiato discorso. Sono passata dall'essere il "tuo cane" a "solo un cane", e tu a lamentarti per ogni spesa affrontata per me. Ora, hai l'opportunità di fare una nuova carriera in un'altra città, e tu e loro vi trasferirete in un appartamento dove gli animali non sono ammessi. Tu hai preso la giusta decisione per la tua" famiglia", ma c'era un tempo in cui ero io la tua sola famiglia.
Ero eccitata all'idea del viaggio in auto, fino a quando siamo arrivati al rifugio per animali. Odorava di cani e di gatti, di paura, di disperazione. Hai compilato le carte e hai detto "So che troverete una buona casa per lei". Loro hanno fatto spallucce e ti hanno guardato con sguardo afflitto. Conoscono la realtà che riguarda un cane di mezza età, sia pure con le "carte". Hai dovuto staccare le dita di tuo figlio dal mio collare mentre lui gridava "No, babbo! Per favore, non lasciare che prendano il mio cane!" Ed ero preoccupata per lui e di che lezione le stavi giusto impartendo su amicizia e lealtà, su amore e responsabilità, e sul rispetto per ogni vita. Mi hai dato una pacca di addio sulla testa, evitando i miei occhi, e ti sei cortesemente rifiutato di portare con te il mio collare ed il mio guinzaglio. Avevi una scadenza da rispettare, ed ora anch'io ne ho una che mi attende.
Dopo la tua partenza, le due gentili signore dissero che certamente tu lo sapevi da mesi di questo trasloco e ciò nonostante non hai fatto alcun tentativo di trovarmi una buona casa. Scossero la testa e mi chiesero "Come hai potuto?". Qui al canile, con noi sono premurosi, tanto quanto lo permettono i loro impegni. Naturalmente, ci danno da mangiare, ma io già da giorni ho perso l'appetito. All'inizio, ogniqualvolta qualcuno passava davanti al mio recinto, correvo al cancello, sperando che fossi tu, - che avessi cambiato idea - che questo fosse tutto un brutto sogno...o almeno speravo che fosse qualcuno che si interessasse a me, qualcuno che avrebbe potuto salvarmi.
Quando capii che non avrei potuto competere con lo zampettare di un cucciolo allegro, inconscio del suo destino, mi ritirai nell'angolo più lontano ed aspettai. Sentii i suoi passi che venivano per me alla fine della giornata, e la seguii silenziosamente lungo il corridoio, fino ad una stanza isolata. Una stanza magnificamente tranquilla. Lei mi piazzò sul tavolo e mi strofinò le orecchie e mi disse di non preoccuparmi. Il mio cuore martellava nell'attesa di ciò che stava per succedere, ma c'era anche un senso di sollievo. La prigioniera dell'amore ha esaurito i suoi giorni. Come è mia natura, era più preoccupata per lei. Il fardello che sopporta la opprime profondamente, e lo so, così come conoscevo ogni tuo umore.
Gentilmente mi ha messo un laccio emostatico su una delle mie zampe anteriori, mentre una lacrima le scendeva lungo una guancia. Le leccai la mano così come facevo con te per consolarti tanti anni fa. Senza farmi male mi infilò l'ago ipodermico in vena. Come sentii la puntura ed il freddo liquido scorrere nel mio corpo, mi lascia andare sonnolenta, la guardai nei suoi occhi buoni e mormorai "Come hai potuto".
Forse perchè non capì bene il mio linguaggio canino, mi rispose "Sono così dispiaciuta". Mi abbracciò ed in fretta mi spiegò che era il suo lavoro essere sicura che io andassi in un posto migliore, dove non sarei stata ignorata, o maltrattata o abbandonata, o dove non avrei dovuto arrangiarmi da sola - un posto di amore e di luce, così diverso da questo luogo terreno. E con le mie ultime energie, cercai di spiegarle con un colpo di coda che il mio "Come hai potuto?" non era rivolto a lei. Era per te, Mio Amato Padrone, era a te che stavo pensando...Penserò sempre a te e ti aspetterò per sempre. Che tutti , nella tua vita, possano continuare a mostrarti così tanta lealtà.
By Jim Willis 2001 traduzione di Patrizia Fiorenzato
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
¿Cómo pudiste?
Por: Jim Willis
Cuando era una cachorra te entretenía con mis travesuras y te hacía reír. Me llamabas tu niña y a pesar de que te mordí un sinnúmero de zapatos y destruí un par de almohadas, me convertí en tu mejor amiga. Aunque era "mala" me reprendías con tu dedo levantado y me preguntabas "¿Cómo pudiste?", pero después cedías y me tomabas para rascarme la barriga.
Mi entrenamiento dentro de la casa fue más corto de lo que esperaba debido a que estabas terriblemente ocupado, aunque trabajábamos juntos en eso. Recuerdo aquellas noches contigo sobre la cama, me acariciabas la nariz, escuchando tus confidencias, sueños secretos y creía que la vida no podía ser más perfecta.
Hacíamos largas caminatas y corríamos en el parque, paseábamos en carro y parábamos para tomar un helado (sólo me tocaba el cono porque me decías "el helado es malo para los perros"). Tomaba largas siestas bajo el sol esperando tu regreso a casa al final del día.
Gradualmente empezaste a pasar más tiempo en tu trabajo y en tu carrera y buscando una compañera humana. Yo esperaba por ti pacientemente consolando tu corazón roto y tus desplantes. Nunca te reprendí acerca de tus malas decisiones y celebraba con júbilo tu regreso a casa o cuando estabas enamorado.
Ella, ahora tu esposa, no es una persona a la que le agraden los perros, aún así, le daba la bienvenida en nuestra casa al tratar de mostrar afecto y obedecer. Era feliz porque tú eras feliz. Después los bebés humanos llegaron y compartí contigo tu fascinación. Estaba encantada con sus travesuras, con su olor y también quería cuidarlos. Solamente ella y tú se horrorizaban de que pudiera hacerles daño y pasé mucho tiempo desterrada en otra habitación o en mi canasto. ¡Hay! cuánto deseaba amarlos, pero me convertí en una prisionera del amor.
Cuando comenzaron a crecer, fui su amiga, los lamía mientras ellos galopaban sobre mi espalda; con sus dedos hurgaban mis ojos y mis orejas al darme también besos en mi nariz. Amé cada cosa de ellos, sus caricias - porque las tuyas eran poco frecuentes - y los hubiera defendido con mi vida de haber sido necesario.
Me gustaba meterme en sus camas y escuchar sus temores y sus sueños secretos, y juntos esperábamos el sonido de tu carro en la calle. Hubo una época, cuando otros te preguntaban si tenías perro, en que sacabas mi foto de la billetera y les contabas historias sobre mí; pero desde hace pocos años respondes sólo sí y cambias de tema. Yo había pasado de ser "tu perro" a ser sólo "un perro", y te quejabas de cada gasto de mi mantenimiento.
Ahora tienes una nueva oportunidad de carrera en otra ciudad y todos ustedes se estarán mudando a un apartamento donde no permiten perros. Has tomado la correcta decisión por "tu familia", pero hubo una época en la que yo era tu única familia.
Yo estaba emocionada montada en el carro, hasta que llegamos al albergue para animales. Olía a perros y gatos, a miedo y desesperanza. Llenaste el formulario de entrada y dijiste: "sé que encontrarán un buen hogar para ella"; el personal se encogió de hombros con una mirada afligida. Ellos conocían la realidad de los perros o gatos adultos.
Tuviste que separar las manos de tu hijo que sujetaban mi collar cuando él gritó "¡no papá, no permitas que se queden con mi perro!". Me quedé preocupada por él, pero qué lección fue la que le diste a tu hijo acerca de la amistad y la lealtad, acerca del amor y la responsabilidad y del respeto por toda forma de vida. Me dijiste adiós con una palmada en la cabeza, evadiendo mi mirada y amablemente te rehusaste a llevarte mi collar y cadena. Tu tenías un plazo límite y ahora yo también lo tenía.
Después de que me dejaste, dos lindas señoritas dijeron que probablemente sabías desde hacía algunos meses que te mudarías y no habías hecho el intento de encontrarme un buen hogar; ellas movieron sus cabezas y se preguntaron ¿Cómo pudiste?.
En el albergue para perros las personas son atentas con nosotros, siempre y cuando sus horarios lo permitan. Nos dan de comer, pero perdí el apetito hace días. Al principio, cuando alguien pasaba frente a mi jaula, me precipitaba esperanzada de que fueras tú - que habías cambiado de parecer -, que todo esto era una pesadilla... o esperaba que fuera alguien a quien le importara, que pudiera salvarme.
Cuando me di cuenta, no podía competir con los cachorros juguetones, ajenos de su destino, para llamar la atención. Me refugié en un rincón lejano y esperé.
Escuché los pasos de ella cuando vino a recogerme al final del día y caminé tras ella a paso lento por el pasillo hacia una habitación. Una habitación totalmente tranquila. Me colocó en la plancha, acarició mis orejas y me dijo que no me preocupara. Mi corazón latía más rápido de lo acostumbrado, pero también había una atmósfera de alivio. A la prisionera del amor se le acababan los días. Como es mi naturaleza, estaba preocupada por ella. La carga que ella llevaba sobre sí era pesada; y sé que de la misma forma, conocí así todos tus estados de ánimo.
Cuidadosamente ella me colocó un torniquete alrededor de mi pata y lamí su mano de la misma manera que lo hacía para consolarte años atrás. Me aplicó con habilidad una inyección en mi vena, sentí una punzada y un líquido fresco corriendo a través de mi cuerpo, yo caí somnolienta mirando sus lindos ojos, murmurando: ¿Cómo pudiste?.
Posiblemente porque entendió mi habla, ella me dijo "lo siento tanto". Me abrazó y rápido me explicó que su trabajo era asegurarse que fuera a un mejor lugar, donde no sería ignorada, maltratada o abandonada y no tendría que ganarme la vida por mí misma. Un lugar de amor y de luz, muy diferente a este lugar terrenal. Con lo poquito que me quedaba de energía traté de expresarle con la punta de mi cola que mi "¿Cómo pudiste?" no estaba dirigido a ella, era para ti. Yo estaré pensando en ti y esperaré por siempre.
Ojalá que alguien más te muestre tanta lealtad en tu vida.
sep 2009
Følger: 5 Følgere: 13 Hunde: 2 Emner: 67 Svar: 805
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
mar 2011
Følger: 1 Hunde: 1 Emner: 2 Svar: 5
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
Men kan prøve :o)
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
Mizz: Hvad med vi siger DU finder den på arabisk :o) Synes det lyder mere fair hæh he :o)
sep 2009
Følger: 5 Følgere: 13 Hunde: 2 Emner: 67 Svar: 805
okt 2007
Følger: 38 Følgere: 69 Hunde: 2 Emner: 241 Svar: 15.391
Fransk ville være mit næste bud.
Dansk, engelsk, spansk og fransk er de sprog jeg gerne ville kunne flydende :o)
Dansk og engelsk er på plads. Spansk har jeg haft i 5 år men desværre ikke holdt vedlige og fransk synes jeg bare er flot :o)
dec 2007
Følger: 16 Følgere: 40 Hunde: 4 Emner: 81 Svar: 5.577
Det er en utrolg sørgelig historie som vi "så godt som alle" herinde kender, men vi tuder nu alligevel hver eneste gang vi læser den.
Jeg skriver vi, fordi jeg ved "pga den har været skrevet her så mange gange" at jeg langt fra er den eneste der ikke kan holde tårene tilbage uanset hvor tit jeg/vi "hører/læser på den".
Og du har ret, ALLE der vil anskaffe sig en hund skulle tvinges til at læse den først, ikke fordi jeg tror at den ville gøre den store forskel, men kunne det bare hjælpe et par hunde til et bedre liv, så ville den ene ikke været blevet aflivet helt forgæves. :o)
mar 2011
Følger: 1 Hunde: 1 Emner: 2 Svar: 5
Nu ved jeg godt at teksten ikke er skrevet om de danske forhold, men der er også mange hunde her hjemme som desværre ender en trist skæbne... Jeg bliver så ked af det inden i når jeg høre om sådan noget.. Børn og dyr er så uskyldige...
Hvordan kunne du?