Er hunden menneskets bedste ven? {{forumTopicSubject}}

Spurgte du mig for et år siden, så havde mit svar klart været NEJ!
Jeg har tit stillet mig selv disse spørgsmål: "Hvad gør jeg forkert?", "hvorfor er han sådan?", "er der noget galt med ham?" og "kan jeg overhovedet finde ud af at have hund?!" og jeg har sågar grædt op til flere gange, når jeg kom hjem fra tur med ham. Se, Buddy var virkelig slem! Hvis han ikke lige fik sin vilje, så hoppede han op af en og bed (HÅRDT) i hænder, arme og også benene. Vores arme herhjemme var fuldstændig blå og gule. Det var ikke en gang han hoppede op, men nærmest som en hund, der går fuldstændig i selvsving og bare hopper, hopper og hopper samtidig med at den bider. Man kunne ikke lege med ham, så blev han fuldstændig skør og det værste af det hele - han virkede rigtig forvirret, selvom jeg synes vi prøvede at være bestemte men venlige.

Idag er han jordens dejligste hund, og jeg fortryder virkelig de gange, jeg har tænkt "jeg vil ikke have ham et minut længere!" ... Han står altid klar med sin bamse i munden, når man kommer hjem, han logrer med hele kroppen bare man siger hans navn og han skal altid begrave sit ansigt i ens favn, hvis man sætter sig på hug. Man kan nemt lege, træne og gå med ham uden han går fuldstændig amok på en, hvilket er det bedste. Han er den roligste hund, man kan tænke sig og elsker at ligge på skødet, selvom han vejer hele 40 kg :o) Så hvis nogen spørger mig den dag idag ... så må jeg jo konstatere, at hunden ER menneskets bedste ven! :o)