Lettelse - men hold kæft et chok {{forumTopicSubject}}

Pyha en rædselsfuld aften, jeg har haft. Kom sent hjem fra arbejde, så min mor havde været her fra i eftermiddags og underholde hundene. Vi sad så lige og snakkede lidt, før hundene og jeg fulgte hende over til bussen. Da jeg kom tilbage skulle jeg hurtigt lave noget mad og Polly ville i haven, så jeg lukkede hende derud og gik lige tilbage i køkkenet for at skrue lidt ned for komfuret.

Da jeg stod i køkkenet hørte jeg fyrværkeri og skyndte mig om til haven for at se, om hun blev bange. Igennem hækken så jeg hvad jeg troede var en kat i fuld firspring opad vejen. Polly var ikke til at se, så jeg tænkte, hun var blevet bange og løbet ind under terrassen, men nej. Ind og hente lygte og ud og kravle på alle 4, men ingen Polly. Her slog det mig så, at den "kat" jeg så på vejen, egentlig godt kunne være Polly.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg var rundt og lede, men jeg var flere kilometer i hver retning og nåede at tænke alle de frygteligste tanker. Gik hjem og hentede Disen i håb om, at hun kunne hjælpe i min søgen og fik tilkaldt mine forældre, der også kunne hjælpe og så én kunne være herhjemme hvis nu hun skulle vende tilbage.

Jeg når lige ud af hoveddøren med Disen og forbi naboens carport, da jeg synes, jeg hører et lille piv, men jeg tør ikke tro mine egne ører. Men der kommer lille Polly så hoppende og er vældig glad for at se os.

Åh, hvor er det bare dejligt, hun er tilbage. Hun har helt sorte poter og jeg aner ikke hvor hun har været, men det er SÅ fantastisk, hun selv har fundet tilbage og jeg priser mig lykkelig for, jeg bor ud til en MEGET stille vej. Så nu står den på opsætning af mere hegn i weekenden og indtil da er det slut med havetur!!